Gør museer kunsten en bjørnetjeneste?

Ethvert maleri er en oplevelse i sig selv og kræver fordybelse af den, der står foran det. Men på et museum er det enkelte maleri i konkurrence med alle de andre malerier. Berlingske har spurgt direktørerne på landets tre største kunstmuseer, om de egentlig ikke gør deres kunst en bjørnetjeneste.

Mikkel Bogh Direktør på Statens Museum for Kunst, Erlend Høyersten Direktør på ARoS, Poul Erik Tøjner Direktør på Louisiana Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh, Axel Schütt og Jeppe Bjørn Vejlø

Mikkel Bogh

Direktør på Statens Museum for Kunst

Det er rigtigt, at et maleri ofte vinder ved fordybelse, og at det kan være svært at finde fordybelsen på et kunstmuseum, hvor der er sker så meget. Mennesker der snakker, tanker der hvirvler rundt og så selvfølgelig alle de andre malerier. På den måde kan man godt sige, at værkerne kan komme til spænde ben for hinanden.

Men når jeg alligevel ikke mener, at vi gør et enkelte værk en bjørnetjeneste, er det fordi værker ikke kun appellerer til fordybelsen, men også kommunikerer med hinanden. Når vi går på museum, får vi netop mulighed for at se sammenhænge mellem værkerne, opleve hvordan de taler sammen, drage sammenligninger, se forbindelseslinjer.

På den måde sætter et museum det enkelte værk i spil, og museets opgave er ikke kun at sende gæsten i en trancelignende tilstand foran et enkelt værk, men også at skabe større indsigt og stof, vi kan diskutere med hinanden. Det er ofte blevet sagt - lidt højtideligt - at museet er et tempel, og dermed et sted for kontemplation. Men for mig er det også en banegård. Altså et sted hvor vi er mange, som færdes og taler sammen.

I virkeligheden er det en gammel kompliceret diskussion, dét med hvad et museum er og bør være. Den har kørt siden slutningen af 1700-tallet, hvor de første museer opstod efter den franske revolution, og hvor Louvre åbnede for offentligheden. Der diskuterede man blandt andet problemet med, at værket bliver taget ud af sin oprindelige sammenhæng og sat ind i en ny på museet.

Men selvom jeg forsvarer museets mulighed for at skabe sammenhænge og nye indsigter for gæsten, så siger jeg ikke, at vi afskærer gæsterne for den dybe oplevelse af det enkelte maleri. For på et museum kan det også sagtens ske, at man pludselig får tunnelsyn og ligesom bliver suget ind i ét bestemt billede. Så kan skoleklasser og tusind andre billeder støje lige så meget, de vil.

Og hvad er egentlig alternativet til museet? Celler med et enkelt maleri i? Det ville være en indsnævring af forskellige mulige måder at opleve kunst på og et absurd postulat om, at det at sidde og kontemplere foran et enkelt billede er den eneste rigtige måde at se kunst på. Det er det ikke. Men jeg vil da gerne indrømme, at jeg har ærgret mig over, at jeg på mine rejser absolut har skullet nå tre museer på en enkelt dag - og bagefter ingenting har kunnet huske. Det var simpelthen for meget af det gode.

En god måde at bruge museer på er derimod at gå derhen en halv time en gang imellem. Bare se på et enkelt billede eller to og så gå igen. I stedet for at ophøje besøget til en kæmpe oplevelse, så gå oftere og i kortere tid. Som at drikke en kop kaffe med en ven og på den måde gradvist lære hinanden bedre og bedre at kende. Det har jeg selv haft stor glæde af - og her på Statens Museum for Kunst er det jo en mulighed, da vi har gratis adgang til de faste udstillinger.

Erlend Høyersten

Direktør på ARoS

Det er en smuk tanke at forsøge at isolere oplevelsen af et enkelt kunstværk. Det er bare ikke muligt. Når man står foran et værk, står man altid i et smittet rum. Det er påvirket af alle de følelser, tanker og erfaringer, du har med dig. Måske har du lige være oppe at skændes med din kone, måske er du usædvanligt glad netop dén dag, måske slås du med økonomiske problemer. Og alle de værker, du tidligere har set, påvirker også oplevelsen.

Mennesket har i det hele taget en tilbøjelighed til at sammenligne. Ser vi eksempelvis et maleri, der minder om Picasso, sammenligner vi med ham, eller ser vi noget surrealistisk, ja, så tænker vi på Dalí.

Det er en romantisk tanke at tro, man kan se alle værker »rent«, selvom mange af os har haft oplevelser, hvor vi har stået foran et værk og følt os helt opslugte. Men man må også spørge sig selv, om den her individuelle, sublime oplevelse er det eneste, vi ønsker af kunsten.

Det er i hvert fald en af kunstmuseets vigtigste opgaver at åbne det enkelte værk op og kaste nyt lys på det ved at sætte det i sammenhæng med andre værker. Men at en gæst i gennemsnit kun bruger et halvt minut på hvert værk, sådan som undersøgelser viser, det synes jeg da er utilfredsstillende.

Derfor anbefaler jeg også, at gæsten i forvejen tænker over, hvad han eller hun vil se, og siden kun ser fire-fem værker på museet. Og så ellers køber et årskort og gør det samme med jævne mellemrum. Gør man sådan, vil fordybelsen og kontemplationen helt naturligt melde sig.

Tanken om fuld valuta for pengene, hvor man ser ALLE værkerne på et stort museum på en enkelt eftermiddag, kan jeg ikke støtte. Hellere være selektiv, og på ARoS tænker vi meget over, hvordan gæsterne kan få en tryg, meningsfuld og medskabende oplevelse. Vi skal ikke være dem, der åbner dørene, men dem der uddeler nøgler.

På The National Gallery i London har de i øvrigt et interessant take på den udfordring. De laver guidede ture, som hedder sådan noget som »Impress your new boss tour«, »First date tour« og »The hangover tour«. De tilbyder måder at gå på museum på, uddeler forskellige nøgler. Det lyder sjovt, men der er mange tanker og stor alvor bag.

Poul Erik Tøjner

Direktør på Louisiana

For det første ved museumsgæsten jo ikke nødvendigvis på forhånd, hvilket maleri hun eller han vil se. At gå på museum er i høj grad at gå på opdagelse, måske kender man slet ingen af billederne på forhånd. Skulle man endelig opsøge museet som en anden pilgrim, tror jeg nok denne ildhu er tilstrækkelig til at skabe den fornødne koncentration.

Det er i princippet ikke anderledes end at læse en bog uden at løfte blikket fra siderne og kigge ud i stuen. Koncentration kendes på, at der er noget, der skal holdes ude – ellers var det ingen kunst.

For det andet findes kunstværkerne i et rum, der allerede er invaderet af billeder, nemlig beskuerens egne billeder inde i hovedet. Dertil kan så lægges kunsthistoriens rum, kunstnerens egen kontekst og så videre. Billederne er heller aldrig stabile i sig selv. De skifter karakter og tager sig forskelligt ud afhængig af naboerne, afhængig af gæstens egen sindstilstand og andet.

Endelig kunne man tilføje, at ethvert værk kalder på et dobbeltblik: Vi ser ikke alene det enkelte maleri som et billede, men også som et maleri. Også derfor er det ikke dårligt at have andre malerier ved hånden, for erkendelsen kan drives af forskellene på det, man ser.

Når det er sagt, kan det aldrig skade at opsøge et stille hjørne på museet i ny og næ. De findes. Men fordelene ved at have mange malerier under samme museumstag kan illustreres med et klassisk eksempel: Med ét landskabsbillede kan du vise et billede af et landskab. Med 10 kan du måske vise hvad ’landskab’ er – og måske også, hvad et billede er.

Mange billeder tydeliggør ritualet: At se på billeder – og det er ikke uvigtigt, for det ikke kun på kunstmuseet, vi ser på billeder. Billeder fylder meget i samfundets generelle rum, og kunsten og kunstmuseet kan gøre os bedre til at se på billeder, herunder også mere kritiske.