Med lidt god vilje ligner det en trend. En pristrend. Sidste år gik boghandlernes økonomisk beskedne, men dog prestigefyldte bogpris, De Gyldne Laurbær, til Sara Blædel for krimien »Kvinden de meldte savnet«.

I år er det, som det kom frem i denne uge, igen en krimiforfatter, der laurbærkranses, nemlig Jesper Stein, der hædres for sin seneste Axel Steen-krimi, »Aisha«. Og er det ikke altsammen udtryk for, at krimien som genre er gået fra at være meget populær til at være endnu mere populær, ja, nærmest overdrevent populær og dét i en grad, så den fejer alle andre genrer af banen?

Sådan kunne det godt se ud. Jeg tror dog, at sandheden er mere nuanceret end som så. Jeg tror, det handler om den gode historie. Slet og ret.

Hvis vi stadig tager udgangspunkt i De Gyldne Laurbær, så er det karakteristisk for denne udmærkede bogpris, at den på nogle få undtagelser nær er gået til romaner, der rummer velfortalte, genkendelige fortællinger om mennesker, der ligner os, eller som ligner nogle, vi kender, eller som ligner nogle, vi kunne forestille os kunne være os selv eller nogle vi kender.

Som Anne-Cathrine Riebnitzskys »Forbandede yngel«, der fik De Gyldne Laurbær i 2013, som Kim Leines »Profeterne i Evighedsfjorden«, der var prismodtager året før, som Helle Helles »Dette burde skrives i nutid«, der blev hædret i 2012. Og så videre og så videre. Gode historier med mulighed for identifikation, det er det, boghandlerne sætter pris på, det er det, næsten alle vi læsere sætter pris på, i hvert fald en gang imellem, og det er det, der karakteriserer al god mainstream-litteratur. Hvad enten den kalder sig krimi eller ej.

Derfor tror jeg heller ikke, at krimien som genre langsomt er ved at kannibalisere al mulig anden skønlitteratur. Sagen er nok snarere den, at krimier oftere end så megen anden litteratur rammer plet i forhold til det, »man« gerne vil læse: Et godt sprog, et spændende plot, der ofte (om end ikke altid) går op, figurer, der er interessante og eventuelt også lidt mærkelige, men ikke så mærkelige, at vi står helt af.

Krimien er i den forstand ikke en genre, der adskiller sig meget fra alle mulige andre genrer. Men den gode krimi er en model for, hvordan man skriver god skønlitteratur for mange. Uden at slække på kvaliteten.

Nå, heldigvis kan god skønlitteratur som bekendt også være noget helt andet. Den kan være »vanskelig«. Den kan gå til sproglige yderligheder. Den kan forulempe og forvirre. Den kan adskille sig radikalt fra det, laurbær-uddelerne typisk hylder og hædrer. Det er værd at huske på, synes jeg. Midt i al mainstream-begejstringen – og hvor meget vi end sætter pris på det brede.