God historie, skuffende indhold

Fra spillet »Mafia III« Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra spillet

Grand Theft Auto har ikke levet forgæves. Tværtimod har spilserien skabt præcedens for, hvordan et såkaldt »sandkassespil« skal skæres.

Den har lært os, at det er sjovest at løbe rundt i en åben spilverden, hvis der er masser at foretage sig, masser af spændende missioner, under-opgaver og udfordringer med så stor variation som muligt, og ikke mindst en god historie til at skabe fremdrift midt i al friheden. Hvis der ikke er dét, bliver det hurtigt en underlig tom spiloplevelse – lidt som at løbe alene rundt i et sæt filmkulisser uden at vide, hvad formålet egentlig er med det hele.

Mafia III har tydeligvis hentet inspiration hos Grand Theft Auto, men det er samtidig bundet af at tilhøre Mafia-familien.

Originalen var en, for sin tid, ganske fantastisk oplevelse, som på mange måde fangede essensen af at skabe en spiloplevelse i et filmisk univers a la Godfather, men det rummede langt fra den samme frihed og muligheder, som Grand Theft Auto III på nogenlunde samme tid bragte på bane.

Siden dengang i starten af 0’erne er der løbet et hav af sandkassespil gennem spil-åen, men ikke desto mindre står Mafia III over for præcis det samme problem i dag.

Det byder på en helt igennem fabelagtigt fortalt historie, men kan slet ikke følge med Grand Theft Auto V, når det gælder varieret og interessant indhold.

Det sidste afholdt mig dog ikke fra at være tryllebundet foran skærmen de første mange timer med Mafia III. Historien er nemlig så stærk, at den på det nærmeste er det bedste, jeg nogensinde har oplevet inden for genren.

Lincoln Clay er en afroamerikansk soldat, der i slutningen af 60’erne vender hjem til USA efter endt militærtjeneste i Vietnam. Han er højt dekoreret, men bliver ikke desto mindre både ignoreret og set ned på af samfundet i den fiktive udgave af New Orleans, som spillet foregår i. Hans eneste chance er at tilslutte sig sine venner i byens sorte ghetto, og derfra er det op til spilleren at styre sig gennem Lincolns uundgåelige karriere fra gangster-fodtusse til mafia-konge.

Det lyder måske ikke specielt inspirerende, men historien er langt dybere end som så og behandler svære (og for spil på det nærmeste hidtil ufortalte) temaer som racisme, undertrykkelse og krigens posttraumatiske konsekvenser på meget indlevende og elegant vis.

Ikke nok med at Lincoln’s ugerninger undervejs bliver retfærdiggjort via hans fortid og ikke mindst omgivelsers nederdrægtighed, det er faktisk også lykkes udviklerne at tegne et overbevisende billede af 60’ernes sydlige USA.

Havde spillets egentlige indhold holdt samme standard, ville jeg ikke tøve med at give Mafia III mine varmeste anbefalinger. Desværre er det ikke tilfældet, og selv om historien er nok så interessant, bliver det alt for hurtigt trivielt at spille selve spillet. Her gælder det nemlig for det meste om at løbe rundt med Lincoln og myrde dusinvis af dumme fjender, for derefter at køre fra punkt A til B for at gøre præcis det samme.

Bevares, det sker til tonerne af et rigtigt godt soundtrack, og der er da også et par mindeværdige optrin og lidt adspredelse hist og her, men langt de fleste spilminutter går med at foretage sig førnævnte handlinger i hvad der føles som en lang og ond cirkel af ensformighed.

Den afbrydes kun af filmklip med den gode historie, som man til gengæld hele tiden glæder sig til.

Det er simpelthen så ærgerligt, for Mafia III har kimen til noget virkelig enestående og kunne med sin eminente fortælling have ført spilmediet en tak op i almen, kulturel anerkendelse. Men med det svage gameplay in mente skal du helst aldrig have spillet Grand Theft Autofor at finde entusiasme nok til at nå frem til Mafia IIIs slutning.

kultur@berlingske.dk

billeder til fakta Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.
billeder til fakta Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.
billeder til fakta Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.