Glyptoteket skal levere tyvekoster tilbage til Italien

En årelang konflikt mellem Ny Carlsberg Glyptotek og de italienske myndigheder er løst. Det danske museum leverer en række stjålne kunstgenstande tilbage, men får til gengæld lov til at langtidslåne andre arkæologiske genstande af italienerne.

I Glyptoteket findes der i alt omkring 155 genstande fra den berømte fyrstegrav fra Sabina. Genstandene, som er nogle af dem, der nu skal tilbageleveres, blev alle erhvervet i 1970-1971. Foto: Ana Cecilia Gonzalez/Glyptoteket Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ny Carlsberg Glyptotek skal levere et større antal genstande tilbage til Italien. Det dikterer en ny aftale, som netop er indgået mellem det danske museum og de italienske myndigheder.

Aftalen drejer sig primært om en række etruskiske genstande – heriblandt den berømte fyrstegrav fra Sabina. Glyptoteket ønskede tirsdag ikke at oplyse, hvor mange genstande aftalen omfatter, men museet oplyser, at aftalen vil betyde, at Ny Carlsberg Glyptoteks etruskiske samling bliver reduceret betydeligt.

De omstridte kunstgenstande har været en del af Ny Carlsberg Glyptoteks samling siden 1970erne, hvor museet købte dem på det internationale kunstmarked. Men det har senere vist sig, at genstandene stammer fra rovgravninger og er illegalt solgt og udført af Italien.

Fattede mistanke da genstandene ankom

Museumsinspektør Jette Christiansen har tidligere fortalt i Politiken, at hun allerede ved modtagelsen af en række kunstværker i 1971 fattede mistanke om, at noget ikke var, som det skulle være, da der stadig var jord på genstandene.

Året efter erfarede italienske arkæologer, at en fyrstegrav ved Sabina havde haft besøg af gravrøvere, og den arkæologiske skandale voksede for alvor i omfang, da politi i midten af 1990erne ransagede kunsthandler Giacomo Medicis lager og fandt omkring 4.000 genstande, som kunsthandleren havde erhvervet sig på illegal vis samt fotografier af flere tusinde genstande, som han havde videresolgt ulovligt via et illegalt netværk.

De italienske myndigheder har i årevis været i dialog med museer verden over, heriblandt Ny Carlsberg Glyptotek, som har aftaget de illegalt udførte genstande. Dels for at samle beviser mod det netværk, der har solgt dem, dels for at forhandle aftaler om tilbagelevering på plads.

Dialogen mellem parterne har ikke været gnidningsfri, og den dugfriske aftale indebærer, at Ny Carlsberg Glyptotek får lov til at langtidslåne andre arkæologiske genstande af italienerne.

»Den aftale, der er underskrevet i dag (tirsdag, red.), har forvandlet en krise til en mulighed. Aftalen overvinder en uoverensstemmelse gennem et tæt samarbejde, der på den ene side tillader Ny Carlsberg Glyptotek løbende at forny det museale tilbud til publikum. På den anden side tillader aftalen Italien at tilbageføre vigtige kulturarvsgenstande til de steder, de er kommet fra,« udtaler den italienske kulturminister Dario Franceschini i en pressemeddelelse.

Glyptotekets direktør Flemming Friborg var tirsdag ikke tilgængelig for en kommentar om udleveringen af genstandene og samarbejdsaftalen, men han udtaler i en pressemeddelelse:

»Det, som i udgangspunkt tegnede sig som en juridisk og politisk hårdknude, er gennem en intensiv, faglig dialog blevet til en både stærk og visionær aftale. Vi er ovenud glade for den fremsynethed, vi er blevet mødt med af det italienske kulturministerium. I fællesskab har vi skabt et ideelt klima for at gennemføre en aftale, der helt konkret kommer til at udmønte sig i nye museumstiltag til glæde for såvel museumsgæster som fagfolk i både Italien og Danmark.«