Glimrende Grand Prix

Lørdagens Melodi Grand Prix-finale fik ikke den rigtige vinder, men de 25 finalenumre eksponerede en sjælden hørt kvalitet i konkurrencen. VIDEO: Danmark fik mellemplacering i Beograd

Laka fra Bosnien-Hercegovina endte på 10. pladsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrej Isakovic / Scanpix

Ifølge de godt syv millioner TV-seere, der lørdag aften fældede dom over den 53. udgave af Eurovisionens 25 Melodi Grand Prix-finalister, var russiske Dima Bilan og hans popballade “Believe” i en klasse for sig selv.

Og i modsætning til mere end halvdelen af vindermelodierne i Grand Prixets historie, hvor man hovedrystende har siddet foran skærmen og bevidnet en pointgivning, der mere har lignet aftalt spil og bestikkelse, var vindersangen om ikke den bedste så i hvert fald blandt de bedste fem.

At Dima Bilan, der tidligere har sunget en 2. plads hjem til Rusland, netop i år tog springet op på prispallens øverste trin med en sang, som lød mere af Timbaland end af Keld Heick, altså mere af musikverdenen udenfor end af traditionel Grand Prix, kan han være specielt stolt af.

For finalen i 2008 bør blive husket for sit ganske fine niveau. Har man tidligere krummet tæer over den ene skrækkelige bongoballade fra maltesiske standsangere eller oppustede østeuropæiske fusioner af maskinel eurodance med lokal folklore, var det sjældenheder i år.

Der var simpelthen flere gode sange med end normalt. Og tilsvarende færre elendigheder. Fremhæves skal dog Letlands eurodance-pastiche bygget over et pirattema, den var så elendig, at letterne fik de danske tegneseriehelte i Cartoons til at fremstå som konservatorieuddannede vidunderbørn.

Lige så var Aserbadjans debut i Grand prixet en skandale af dimensioner. De udøvede simpelthen vold på lytternes ører i den mest skrækkelige sang, som nogensinde har ramt Eurovisionen. At debutanterne alligevel klarede sig hæderligt i konkurrencen, hører naturligvis sammen med, at nabolande og ligesindede altid stemmer på hinanden.

Og derfor er det på forhånd givet, at vinderen for tid og evighed skal findes blandt østblokkens deltagere. Thi flest af de i alt 43 deltagende nationer er fra øst. Så hjælper det kun lidt, at Norge, Island og Danmark år efter år klapper hinanden på skuldrene med 12-garanterede points, for de “gamle” deltagerlande er ikke et hak bedre selv.

Danske Simon Mathew sang og spillede sig ind på en hæderlig og nogenlunde fortjent 15 plads. Siden han kvalificerede sig fra torsdagens semifinale til lørdagens helt store brag, var stemningen omkring hans “All Night Long” angiveligt steget til kogepunktet i Beograd. Og selv bookmakerne, der holdt hårdt på den senere russiske vinder og Ukraine, havde hæftet sig ved danskerens præstation.

Men bedre var det rød/hvide bidrag så heller ikke, og vi skal heller ikke vente os, at Simon Mathew i denne omgang bliver vores næste superstjerne. Således er hans nyligt udsendte debutalbum en skandale af dimensioner. Faktisk er den 25-årige jyde ikke en specielt god sanger og en endnu værre sangskriver.

Anderledes grund til at glæde sig over finalen var der i bidragene fra firkløveret Grækenland, Norge, Bosnien-Hercegovina og Island. Grækenland havde således aftenen helt klart bedste sang, en funky popballade med mørke musikalske undertoner fra superproduceren Timbalands inspirationskatalog.

Og havde grækerne haft en bedre sangerinde end Kalomira, havde de afgjort vundet. Også Bosnien-Hercegovinas bidrag, en alt andet end Grand prix-klingende sag bygget op på lige dele glamrock og kærlighed til fine orkestre som de sfærisk legende Flaming Lips og hitmagerne i Coldplay, havde fortjent en bedre skæbne.

Det var aftenens musikalsk set mest udfordrende bidrag. Norske Maria og hendes “Hold On Be Strong” var måske aftenens mest gennemførte popindslag. En glimrende melodi, en ditto sangerinde og i det hele taget en sang, der nok skal kunne gøre sig udenfor Grand prix-sæsonen.

Sidst men ikke mindst skal der sendes roser til Island, som i år havde sendt en klassisk skåret eurodance-basker til Beograd. Den var så gennemført, at de uden videre kunne have givet Aqua kamp til stregen i deres heydage i halvfemsernes sidste halvdel. Islændingene havde fortjent en bedre skæbne.

Men det blev altså Dima Bilan, der løb med æren og laurbærerne. Det var bestemt til at leve med. Og mon ikke denne eller hin pladeproducer har siddet foran skærmen og tænkt på, om ikke hele verden er ved at være moden til at få en moderne smørtenor med en spøjs engelsk dialekt, der i modsætning til Enrique Iglesias rent faktisk kan synge.

Læs Berlingske Tidendes anmeldelse af alle sangene i artiklen til højre.