Glem The Floss: Her er den nye dansedille
Glem The Floss, som i flere måneder har fået børn til at se ud, som om de er på vej ind i et hofteskred – nu kommer The Triangle Dance. Lær den før dine børn!

Glem The Floss, som i flere måneder har fået børn til at se ud, som om de er på vej ind i et hofteskred – nu kommer The Triangle Dance. Lær den før dine børn!

Hver sæson har sin virale dansedille, men forskellen på de mange tidligere og den nye er, at denne her kan du ikke danse alene. The Triangle Dance kræver nemlig to makkere, en god koordinationssans og evnen til at tælle ... Og den er allerede et hit. Den første kompilationsvideo af folk, der danser trekantsdansen blev vist mere end otte millioner gange i løbet af tolv timer på YouTube, og man kan få den tanke, at folk bare går og venter på den næste fjollede dans. Leder man på nettet, kan man både se skolebørn, teenagere og sågar læger iført operationshårnet, der forsøger sig med The Triangle Dance. Selv Gary Barlow fra Take That er med på »the triangle challenge«.
»Det er aldrig helt til at sige med sikkerhed, hvorfor en dans slår an,« forklarer lektor Susanne Ravn, leder ved forskningsenheden »Bevægelse, kultur og samfund« på Syddansk Universitet. »Men det appellerer ofte til folk, at der er en form for opgaveløsning på spil. Her er man flere om dansen, og man skal finde hinandens rytmer.«