Glem ikke at Mao var massemorder

I Kina er Mao stadig folkehelt hos mange unge, og verden har generelt et for positivt syn på Mao. Det mener den verdensberømte forfatter Jung Chang. Hun besøgte Danmark i anledningen af bogen »Mao - den ukendte historie«, en stærkt kritisk biografi om massemorderen og folkeforføreren formand Mao.

Jung Chang var rødgardist under Kulturrevolutionen, indtil hun blev sendt i arbejdslejr. Foto: Corbis Fold sammen
Læs mere

Man mærker med det samme, at det er en stærk kvinde, der sidder på den anden side af bordet. På trods af at Jung Chang er småsyg og under interviewet må forlade Hotel D'Angleterres lounge for at indtage en dosis medicin, taler hun fokuseret om alle detaljerne i den over 800 siders store veldokumenterede biografi, »Mao - den ukendte historie«. En biografi hun har skrevet sammen med sin mand Jon Halliday.

Det har taget ægteparret knap 12 år at indsamle det imponerende materiale og tegne et portræt af manden med millioner af kineseres liv på samvittigheden.

Jung Chang bragede igennem den internationale bogmur da hun i 1991 udgav familiefortællingen »Vilde svaner«, en selvbiografisk historie om tre kvindegenerationers trængsler i det 20. århundredes Kina. »Vilde svaner« har på verdensplan solgt over 10 millioner eksemplarer og er herhjemme trykt i et samlet oplag på 300.000. Jung Chang er en international stjerne, hvis bøger er med til at sætte dagsordenen - og det svækker bestemt heller ikke lydhørheden, når man sidder overfor et menneske, der på egen krop har erfaret konsekvenserne af Kinas moderne historie.

Som ung var Jung Chang rødgardist og hendes far et højt placeret medlem af det kommunistiske parti,indtil han selv kom under anklage. En proces der satte Jung Chang på sporet af sandheden bag den afgudsdyrkelse af Mao, som hun selv var en dedikeret del af indtil sin 16 års fødselsdag.

»I 1968 - midt under Kulturrevolutionen - lå jeg i min seng på min 16 års fødselsdag og var ved at færdiggøre mit første digt, da de folk, der havde arresteret min far, stormede vores lejlighed for at finde nye beviser mod ham. Jeg skyndte mig på toilettet, rev skrækslagen digtet i stykker og skyllede det ud. Dette besøg affødte et spørgsmål, jeg ikke længere kunne besvare: Hvis Maos socialistiske Kina skal forestille at være paradis, hvad er så helvede?«.

Farvel til Mao
Men selv om Jung Chang begyndte at tvivle på Maos regime, var det først et forbudt smugkig i tidsskriftet Newsweek otte år senere, der overbeviste hende om, at Mao selv var den direkte ansvarlige. Artiklen var illustreret med et lille billede af Mao og hans kone med billedteksten: »Madame Mao er hans øjne, øre og mund«.

»Da gik det pludselig op for mig, at det var ham, der stod bag det hele. Jeg opfatter mig selv som rimelig kvik, og alligevel tog det mig så mange år at indse Maos ansvar. Det viser hvor svært det er at foretage en intelligent og præcis bedømmelse i et land, hvor alle informationer er nøje doseret fra centralt hold.«

Masserne var bødler
Jung Chang og Jon Halliday skriver i biografien, at Mao på nogle punkter var mere ekstrem end Stalin og Hitler. Stalin og Hitler lod deres ofre transportere til Gulag eller KZ-lejrene væk fra offentlighedens øjne. De brugte desuden eliteenheder som Gestapo og KGB til at udføre deres onde gerninger. Mao bragte under kulturrevolutionen torturen og terroren ind i det offentlige rum. Alle var vidner til eller medskyldige i den fysiske afstraffelse ved de offentlige massemøder. Almindelige mennesker blev tvunget til at deltage i afstraffelsen.

»Hensigten var selvfølgelig at bryde båndet mellem mennesker. Familiemedlemmer angav hinanden, skolebørn blev tvunget til at angive og fordømme deres lærere. Jeg var selv vidne til, at min engelsklærer blev afstraffet. Hans forbrydelse bestod i, at han havde undervist i engelsk. Han blev placeret indover en bænk med hænderne bundet på ryggen og hovedet skubbet ned. Han blev slået så hårdt, at han faldt ned af bænken og smadrede hovedet mod jorden, så blodet strømmede ud. Imens sad jeg rystet midt i mængden af børn, der var tvunget til at overvære afstraffelsen, mens vi råbte Mao-slogans ... men jeg kan stadig mærke gyset, der løb koldt ned af ryggen«.

Mao stadig en helt
Det ligger Jung Chang meget på sinde, at gøre opmærksom på, at uvidenheden om Mao stadig er udbredt både i Vesten men især i Kina, hvor Mao stadig fra officielt hold regnes som landets moderne grundlægger. Han er stadig indskrevet i forfatningen, og fra officielt hold betragtes han stadig som en helt.

»Blandt almindelige kinesere tror jeg, at de, der har oplevet hans regime, ikke på nogen måde ønsker sig tilbage til Mao-tiden. Men en stor del af den yngre generation dvs. folk under 30, der er født efter Maos død, stadig anser ham for at være en revolutionær helt. Det hænger selvfølgelig sammen med, at der stadig er en udbredt censur, som ikke tillader folk at læse kritiske bøger.«

Folk må selv dømme
»Mao - den ukendte historie« er en af årets mest debatterede bøger i den internationale presse. De fleste anmeldelser har været overstrømmende positive, mens enkelte har rejst kritik af de kildekritiske metoder. Jung Chang er ikke bange for at diskutere kritikken og svarer velvilligt. Hun byder debatten velkommen og ser den som et tegn på, at den fulde sandhed om Maos brutalitet endelig kan komme frem i lyset.

Er der ikke en fare for, at man indirekte kommer til at frikende resten af partiet og det ideologiske system, når man udelukkende koncentrerer sig om Mao som årsag til alle uhyrlighederne?

»For det første er vores bog en biografi om Mao, og derfor må vores fokus dreje sig om ham. Vi frikender på ingen måde det kommunistiske partis lod i tragedien. Faktisk viser vi, at det var på grund af partiets totalitære system, at det var muligt for Mao at komme til magten. Vi påviser også Stalins ansvar og ikke mindst Maos premierminister Zhou En-lais. Han var Maos chef før 1932, og han ledede bl.a. en massakre ved åbningen af Den Lange March i 1934. Men vi viser også indirekte folkets eget ansvar i bogen. Mao førte ikke alene hånden i de offentlige afstraffelsesceremonier, så den kinesiske befolkning undgår heller ikke et vist medansvar. Samtidig er det vigtigt at understrege, at vores bog ikke skal læses som en analyse, hvor vi uddeler skyld og retfærdighed. Men vi håber ved at fortælle historien baseret på fakta og et væld af kilder, at vi kan tegne et mere fyldestgørende billede af, hvad der foregik. Så må folk selv dømme.«

Jonathan Spence en førende sinolog har i New York Review of Books skrevet, at i næsten alle tilfælde tolker kilderne negativt i forhold til Mao. Er den kritik fair?

»En masse af de kinesiske kilder, vi bruger i bogen, var i forvejen publicerede, men det er selvfølgelig nødvendigt at læse dem på en bestemt måde. Især når det drejer sig om officielle udgivelser. Når det gælder memoir-litteraturen, kan man sige, at på den ene side er der den faktuelle del, der beskriver begivenhederne, og på den anden side den obligatoriske del - det påtvungne fyld, lovprisningen af Mao og systemet. Så har det været vores opgave at afkode og ignorere lovprisningen. Det er da rigtigt, at vi ikke videregiver denne lovprisning, men det er vigtigt at understrege, at vi afkoder mere end vi fortolker.«

Enkelte kritikere har antydet, at I kun har fået adgang til de kinesiske kilder, fordi det siddende system er interesseret i at fremstille et kritisk billede af Mao, der vil sætte den nuværende system i et bedre lys?

»Vi bliver nødt til at slå fast med det samme, at det nuværende politiske system er umådelig meget bedre end Maos regime. Mao var trods alt ansvarlig for mindst 70 millioner kineseres død. Men det nuværende regime har arvet en del fra Maos metoder men har også bevæget sig nye veje. Så hvis de virkelig ønskede at frasige sig Maos arv ville det være vidunderligt, men det tror jeg nu ikke, de er indstillet på. Det kommer til at tage lang tid. Jeg tror tværtimod de tolererede mine research-besøg, fordi de ikke have nogen ide om, hvad der kom til at stå i bogen. Men nu da bogen er udkommet, ved jeg faktisk ikke, hvad der vil ske. Jeg ved rent faktisk ikke, om de igen vil tillade mig at vende tilbage«.