Glæden ved vand

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er så heldig, at jeg bor tæt ved vandet. Ikke med havudsigt desværre for det må være den største lykke. Men tæt nok til at jeg stort set hver dag enten cykler eller løber langs Øresund. Eller er ude at sejle.

Som de fleste danskere, tror jeg, føler jeg mig tæt forbundet med vand. Jeg sejler, bader, forsøger at slå smut eller nyder bare udsigten og følelsen af, at man kan se næsten til verdens ende. Nyder lyden af klukkende bølger i magsvejr og nyder duften af hav.

Og holder mig for næsen og siger »føj for f ......« og »hvorfor gør kommunen dog ikke noget ved det«, når stanken af rådden tang ved pålandsvind er så stærk, at man næsten får kvalme.Og når vinden rusker, og havet bliver sort med skum på bølgetoppene, er der ikke noget bedre end at få salte skumsprøjt i ansigtet for bagefter at vende hjem til varme og hygge godt blæst igennem og frisk i sjælen.

Jeg har hørt nogen sige, at Øresund ikke er noget at tale om – bare et lille badekar. Det passer ikke, for Øresund kan også vise tænder, selv om det selvfølgelig hverken er Vesterhavet eller Østersøen.

Jeg har aldrig forstået andres glæde ved at tage i skoven. Eller forstået at nogen vil bo i en skov omgivet af store træer. Bevares, det er skønt at gå en tur i skoven en forårsdag og nyde, at alting spirer og grønnes.

Men at bo i en skov? For mig er det noget af det mest uhyggelige, jeg kan forestille mig. Måske fordi jeg har læst for mange eventyr, krimier og Kerstin Ekmans »Hændelser ved vand«, som jeg må indrømme, at jeg aldrig blev helt færdig med, fordi den er så uhyggelig og på trods af titlen er en meget dårlig reklame for at tage i skoven .

Eller måske ligger det bare i generne og underbevidsheden. I skoven er der er mørkt og skræmmende, der er fyldt med myg og andre blodsugende insekter, og man kan ikke orientere sig, så skrækken for at fare vild ligger altid i baghovedet.

I 1990erne boede jeg i Bruxelles i et par år. Meget godt kan man sige om den belgiske hovedstad, der er fyldt med fantastiske restauranter, godt øl, art noveau-bygninger og museer. Men vand er der ikke meget af for at sige det mildt.

Dér oplevede jeg for første gang, hvor meget det betød at kunne se, hvor havet og himlen mødes ude i horisonten.

Et savn, jeg ikke var alene med, og derfor var vi en lille flok danskere, der i weekenden ofte tog nordpå til det nærtliggende Antwerpen, Belgiens store havneby, for at stå som en anden flok fortabte fjolser ramt af hjemve og skue ud over vandet.

Et hav vil det være meget forkert at kalde det møgbeskidte brunlige vand, der hvirvlede rundt i de utallige havnebassiner. Horisont var der heller ikke meget af, for havnen ligger langt inde i landet og er fyldt med store bygninger, kajer med eksotiske navne og store containerskibe.

Men lidt havde også ret, og efter en rask gåtur kunne vi med god samvittighed og renset i sjæl og legeme indtage en dejlig frokost på en af de gode cafeer, som Antwerpen er fuld af.

Jo, der er dejligt ved vandet.

Læs i morgen om glæden ved at finde en gasflaske i den rigtige størrelse.