Glæden ved at have en kat

Man skal ikke forvente, at ens kat kommer rendende, når man kalder på den. Det er langt under dens værdighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gitte Kjærbøl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den kradser i møblerne og har svært ved at holde sig fra køkkenbordet, når der er råt kød i farvandet. Den har også en uvane med at stikke hele hovedet ned i vaserne, da blomstervand åbenbart smager bedre end det friske i vandskålen – med det resultat at man indimellem kommer hjem til en væltet vase og vand og slatne blomster liggende ud over bordet.

Alligevel er vores kat stjernen derhjemme. Og den sødeste kat i universet – hvad den får at vide flere gange dagligt. Den er også blevet en gammel, træt kat, som sover så dybt og så længe, at vi indimellem frygter, at den er død.

Vores sort-hvide hunkat, der på en prik ligner den på Pussy-kattemadspakkerne, kom ind i familien tilbage i foråret 1999. Killingen var annonceret til salg i en lokalavis, og vi hentede den på en adresse i et villakvarter, hvor en mand med tårer i øjnene hjalp os med at sætte den ind i vores medbragte transportkasse. Helst ville han have beholdt killingen selv, men som hans kone havde pointeret, så havde de katte nok i forvejen.

Vi lovede at passe godt på det lille pelsdyr – der først hed Lady, men nu bliver kaldt Musen – og var med ét blevet katteejere, hvilket heldigvis er meget nemt. Og ikke nær så krævende som at have en hund, som skal luftes flere gange om dagen og ikke kan være alene hjemme ret mange timer ad gangen.

Man kan diskutere herfra til evigheden, hvad der giver den største glæde: At have en hund eller en kat? Og enige bliver vi nok aldrig. Hundemennesker synes ofte, at katte er reserverede og kedelige, og det er selvfølgelig rigtigt, at man ikke kan gå tur med sin kat, eller at en kat hverken savler af glæde, logrer med halen eller udviser anden form for begejstring, når man kommer hjem til den.

For det meste virker vores kat faktisk ret ligeglad, bortset fra hvis dens spisetid er overskredet. Men man skal ikke lade sig snyde af kattens tilsyneladende ligegyldighed over for resten af husstanden. Jeg er overbevist om, at den har fuldstændig styr på, hvem der er hvor. Det er bare langt under dens værdighed at komme rendende, når man kalder på den.

Intet er selvfølgelig for godt til vores kræsne kat, der fornærmet nægter at spise, hvis den får noget andet i madskålen, end den plejer.

Derfor var det noget af et chok for os, da vores magelige indekat, der aldrig har skullet slås for noget, fik vækket sit slumrende rovdyrinstinkt under et sommerhusbesøg.

Pludselig hørte vi små, bange pibelyde ude fra haven, og dér lå katten med en lille grå mus fanget mellem poterne. Heldigvis blev musen hurtigt stille, og da katten var færdig med at æde sit bytte, lå der kun en lillebitte galdeblære tilbage på græsset.

»Spiste den også musens øjne?« spurgte min datter.

»Ja,« svarede jeg.

»Så vil jeg aldrig kysse den mere,« sagde hun vredt.

Det gjorde hun selvfølgelig alligevel, da musedrabet var kommet lidt på afstand, men tilgivet den helt har hun aldrig.

Hvad der skal ske, når katten en dag ikke er her længere, ved jeg ikke. Men her bliver tomt, for det er en daglig glæde at have en kat i hjemmet. Trods alle dens uvaner.