Glæd dig til lyden af 2012

Det tegner allerede nu til at blive et år, hvor musikelskere er i overhængende fare for at drukne i overfloden af koncerter og festivaler.

Foto: JEFF HAYNES
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.


De store udenlandske livenavne- og trækplastre præger de første udmeldinger fra sommerens festivaler: Bruce Springsteen, Björk, Bon Iver og Royce Da 5’9 kommer til Roskilde, Kent til Skanderborg, et genforenet Black Sabbath til Jelling, et ditto Stone Roses på Northside, Metallica i Fængslet, Pearl Jam i Forum og Coldplay i Parken til august.

Læs også: Roskilde Festival 2012

Velkendte danske navne påbegynder turneer i januar: Tim Christensen, Magtens Korridorer og Sanne Salomonsen. Rasmus Seebach, Medina og Malk De Koijn følger trop til februar.

Men i musikkens verden tilsiger det brede perspektiv, som i de fleste af kunstens øvrige grene, at den kunstneriske udvikling og de nye musikalske strømninger opstår og pågår helt andre steder. Nemlig blandt de nye, små og - mere sjældent - mellemstore navne.

Her hersker uforudsigeligheden, modet, fri- og nysgerrigheden side om side med uspolerede drømme og mere eller mindre udtalte visioner. Her tænkes og spilles i muligheder, ikke i begrænsninger. Og lige præcis disse aspekter trives bedre end nogensinde i dansk musik i disse år.

Læs også: Eminems venner spiller på Roskilde

Således så vi i 2011 en revolution af dansk rap, skabt af en stor kerne af vanvittigt unge navne fra Nørrebro. De startede ud af ingenting, blev et million-klik fænomen på YouTube og endte i alle retninger: Med en pladekontrakt med verdens største pladeselskab, en gæsteoptræden hos Medina, et nyt pladeselskab, et par EPer og singler og et væld af vanvittige koncerter...

Med at signalere end ny virkelighed for en genre, der i mere end ti år har været den mest populære blandt de unge danskere. Nørrebro-kuldet kommer også til at præge 2012, men det skal endnu videre, og så skal det bevise dets værd.

Det mener Pelle Peter Jensen, der er radiovært på P6 Beat-programmet »Bas«, DJ, talentspejder og klubarrangør og i det hele taget er manden, der har fingeren nede i den urbane musikmuld i Danmark. »De unge Nørrebro-rappere Kesi, Stanley Most, Klumben og Topgunn m.fl. skal i 2012 bevise sig med hele album, turneer og en videreudvikling af den lyd og den attitude, de i år har defineret en generation med.

Læs også: Popsild hylder urkvinden

Jeg forventer mig ekstremt meget af hele labelkollektivet Cheff Records. Det, der er fælles for medlemmerne – dancehall-kunstneren Klumben, produceren og sangeren Eloq, rapperen Kidd og sangeren, rapperen og produceren TopGunn aka. Shaq Boosie, er, at de forstår at producere simpel, men interessant og skæv musik, der fænger ekstremt,« påpeger Pelle Peter Jensen og forklarer videre:

»De er nogle af de første helt klare eksempler på konsekvensen af, at genre-barriererne er brudt ned. Neptunes-agtige melodier blandes med dancehall- beats, sang og rap - evt. tilsat lidt autotune – og krones med pophooks, som ville gøre selv den svenske stjerneproducer og sangskriver Max Martin misundelig. Attituden har de hentet fra punk, rave, soul og pop. Dén hybrid giver en ny lyd og en ny tilgang til at lave musik, der for alvor vil slå igennem i 2012.«

I det hele taget er der, ifølge Pelle Peter Jensen, megen grøde i den urbane musik netop nu, og denne musik er ikke kun afgrænset til den lille flok fra Nørrebro. Han nævner fra udlandet navne som: Drake, The Weekend og Frankie Ocean fra kollektivet Odd Future Wolf Gang Kill Them All som folk, der har nedbrudt genrer og bygget nyt med klodser fra soul, R’n’B, hiphop, pop og electronica.

Læs også: Vinter for vildbasser med sne i blodet

Deres succes og kunstneriske format vil præge 2012, mener han og konkluderer: »Man kan sige, at den urbane musik har udviklet sig til noget helt nyt. Samtidig med at hiphoptraditionen med at lade sig inspirere og låne fra alverdens musik i allerhøjeste grad holdes i hævd.« Kasper Bjørke, musiker, DJ, producer, talentspejder m.m., har fingeren på pulsen og ben i både plade- koncert- og nattelivet.

Han forventer sig ligeledes noget stort af det musikalske år, der venter. Han fremhæver straks en række danske navne, som det er mere end værd at notere sig: »»Reptile Youth! De her drenge er noget af det vildeste, jeg har oplevet på en scene, ren energi! De har væltet festivaler og spillesteder overalt i Europa og Kina i løbet af det sidste par år. Jeg har samme gode fornemmelse omkring dem, som jeg havde med Oh Land, da jeg opdagede hende.

De er ved at skrive international pladekontrakt og udsender senere i år deres debut,« begynder Kasper Bjørke og fortsætter: »Rosemary! Produktionerne er helt i top på det her iransk/danske italo-electronica projekt. Det er meget smalt - men megaflot udført (lyt til deres gratis debut-EP på www.rosemarymusic.net, red.). Og så er der Poolside.

Læs også: Se København med friske øjne

De bor i LA og lyder af sommer og sol – og det er faktisk kun den ene halvdel, der er dansk, nemlig Filip Nikolic, som bl.a. engang spillede med Junior Senior. De har netop været på tour med The Rapture, hvilket ikke er et tosset udgangspunkt. Og så har de lavet en rigtig fin coverversion af Harvest Moon med Neil Young,« siger Kasper Bjørke, der af udenlandske navne forventer sig meget af nyudgivelser med Burial, Hot Chip, Lana Del Ray og Factory Floor.

Kristoffer Rom, trommeslager, eventmager, pladeselskabsejer m.m., er en herre med dybe rødder- og ører i den alternative del af især den danske pop- og rockkultur.Han forudser et musikalsk 2012, hvor teknologien og filosofien fra Björks iPad-skabte »Biophelia«-album med tilhørende app-univers fra i år helt generelt vil smitte af på den måde, som musik tænkes og forbruges på.

»Jeg håber og tror på, at 2012 bliver et år, hvor flere kunstnere tør udfordre, når det kommer til ekstreme kunstneriske udtryk, formater, ophavsret og strategi. »Biophelia« peger for mig i en grotesk spændende retning, som åbenlyst indeholder nærmest uendelige (digitale) muligheder.

Og det er mit håb, at den interaktive og generative musik omfavnes af flere kunstnere, så den kan komme ud af sin nørdede boble.« Siger Kristoffer Rom og nævner lokale navne som Kirsten & Marie og The New Spring blandt de ting, som det vil være værd at notere sig i 2012.

Festivaler 2012:

CopenHell:

  • Marilyn Manson
  • Anthrax
  • Slayer

Roskilde:

  • Bruce Springsteen
  • Bon Iver
  • Björk
  • Royce Da 5’9

Koncerter 2012:

Koncerter i Januar:

Koncerter i Februar:

Koncerter i Marts:

Koncerter i April:

Koncerter i Juni:

  • Metallica

Koncerter i Juli/August: