Glade givere

Fondene forvalter stifternes formuer og intentioner. I reglen foretrækker de at gøre det diskret. Det har sine gode grunde.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Knud W. Jensen, Louisianas stifter, syntes på et tidspunkt for nu mange år siden, at det – alting taget i betragtning – ikke ville være urimeligt med lidt offentlig støtte til det museum, han havde grundlagt.

Han inviterede derfor Folketingets kulturudvalg til Humlebæk, hvor han viste rundt, bød på et stykke mad og holdt en lille tale.

I den sagde han blandt andet, at han havde imødekommet fordringen i to af det 20. århundredets store ideologier. Han havde privatiseret en opgave, som rettelig var samfundets, og han havde socialiseret sin formue for at kunne gøre det. Nu havde han brug for en håndsrækning.

I reglen plejer det at være omvendt. Det er samfundet, der beder de store fonde løse opgaver, statsmagten ikke selv synes, den har råd til. Derfor er fondene også overbebyrdede af behandling af ansøgninger fra rundt om i kongeriget. De private fondes betydning må forventes kun at stige yderligere i fremtiden.

Samtidig er der tilbagevendende debat om, hvorvidt samfundet dog ikke burde have mere hånd i hanke med de private filantroper. Der er ligefrem blevet forsket i fondenes lukkethed.

Hvor herligt ville det ikke være, hvis staten så at sige kunne tage fondenes midler med i regnskabet over for eksempel indsatsen på kulturområdet.

Diskret operation

Men set ud fra et fondssynspunkt er offentlighed omkring forvaltningen af grundlæggerens arv ikke specielt eftertragtelsesværdigt. Mange fonde foretrækker at operere disket netop for at undgå at blive mistænkt for at ville skabe reklame for sig selv eller den virksomhed, de typisk er knyttet til eller udsprunget af. De ønsker heller ikke at tage opmærksomhed fra formålet. I stedet bliver det så det beskedne bronzeskilt i foyeren eller ved siden af maleriet på kunstmuseet. Mange af de glade givere ønsker heller ikke at eksponere sig selv. Peter Augustinus var indbegrebet af nobel diskretion, og der er mange andre mæcener, der absolut ikke ønsker at udtale sig om deres motiver eller deres syn på verden i det hele taget.

Fondsbestyrere er forvaltere. Fondene er oprettet af private, der på denne måde har ønsket at give noget tilbage til samfundet, som man siger. De har derfor udpeget administratorer af deres arv, som kun bør stå til regnskab for det hverv, de er blevet sat til at passe.

De private fonde yder et meget stort bidrag til for eksempel dansk kulturliv, der ville være så meget fattigere uden. Færre kulturbyggerier. Færre billeder på væggene. Mindre af alting. Mindre kvalitet i samfundet.