Glade dage på Toldbodvej

Engang var Toldbodvej kendt af enhver, men nu kigger man forgæves efter det navn i vejviseren. For efter besættelsen kom vejen ud til byens gamle toldbod til at hedde Esplanaden.

Toldbodvej set fra Store Kongensgade mod Toldboden. Det er husarkasernen til venstre og bagved parkanlægget Esplanaden. (Foto fra 1894. Før og nu, 2. årg) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lyder også meget fornemmere, selv om det i virkeligheden er noget vås, for en esplanade kan ikke være en gade. Det er et militært udtryk for det åbne terræn mellem byen og et fremskudt citadel.

Christian IV flyttede toldboden fra Knippelsbro til et øde område langt uden for den gamle middelalderby. Herude boede der stort set ingen mennesker. Her var sumpet, og i mange år var det losseplads for dagrenovation. På den måde blev vandhullerne fyldt op, og midt i 1700-tallet havde kommandanten på Kastellet lov at have sin køer gående på betingelse af, at de var tøjrede.

Her kunne man naturligvis ikke leve, men det var et passende sted at slå folk ihjel. Og på Esplanadens grund stod en galge, som blev brugt til desertører eller andre, som havde overtrådt de militære regler. I 1779 må den være slidt op, for en decembernat blæste den omkuld. Den nye galge blev imidlertid hurtigt fjernet igen. I tiden op mod 1800 begyndte de første beboere at indfinde sig, og så kunne man ikke have kadavere hængende. Der blev anlagt en allé med 3.000 træer hentet i Dyrehaven, og da kongefamilien var blevet hjemløs efter branden på Christiansborg i 1794 og derfor havde taget ophold på Amalienborg, spredte effekten sig.

Esplanaden blev en skov i miniaturestørrelse, men desværre også et sted, hvor byens hjemløse og andet pak søgte hen om sommeren for slet ikke at tale om alle dem, der benyttede det grønne område under træerne til natlige stævnemøder. Det var naturligvis forbudt, men skildvagten kunne ikke overkomme alt. Han havde travlt med at jage børn og mindre velklædte personer bort, og fra juni 1852 skulle han desuden føre tilsyn med, at ingen lagde sig til at sove på bænkene. Men mod naturen kæmper selv en våbenfør mand forgæves. På begge sider af Toldbodvejen havde husarerne kaserne, og i april 1899 forelå der en klage fra 21. bataljons 1. kompagni over den »overvældende tilstrømning af løse kvinder, der navnlig søndag aften søger erhverv hos soldaterne.«

En sådan trafik faldt altid nogen for brystet. Og det samme gjorde sig gældende et halvt hundrede år tidligere, da det ikke kun var de værnepligtige til hest men tillige landets enevældige monark, som havde sin faste gang i gaden. I et pænt hus på hjørnet af Amaliegade, havde en vis jomfru Benedicte Frederikke Rafsted lejet sig ind hos en brændevinsbrænder, og her modtog hun sine gæster, som var af den allerfineste slags. Hun var vokset op i simple kår i Nyboder, men foretrak at omgås kavalerer med magt og indflydelse, og da Frederik VI også begyndte at blande sig i selskabet, udviklede det sig til et helt lille hof.

Det rigtige hof boede om sommeren ude på Frederiksberg Slot fjernt fra byen, hvor kongen holdt af at gå tur i haven og sejle på kanalerne. Men når pligterne kaldte ham ind til hovedstaden søndag aften, for at han i god tid kunne være klar til audiens mandag morgen, vidste høj og lav, at det i virkeligheden var for at drikke te hos den venlige dame på Toldbodvej, og i længden kunne forholdet jo ikke holdes hemmeligt. For næsten dagligt kunne man se kongen gå tur i Amaliegade, hvorfra der var en bagindgang til ejendommen. »Den lille dronning« fødte kongen to drenge og to piger og fik lov til at bære navnet fru Dannemand. Det passede bedre til hendes stand end jomfru Rafsted. Men nogen rigtig dronning kunne hun naturligvis aldrig blive. I stedet fik hun rang af oberstinde, og hendes sønner blev optaget i grevestanden.

Få huse fra fru Dannemands lejlighed fandt det mest dramatiske attentat i den nyere danmarkshistorie sted 21. oktober 1885. I nummer 34 boede landets statsminister Estrup, som dengang havde titel af konseilspræsident. Det var midt under forfatningskampen mellem Højre og Venstre, og politisk var situationen højspændt. En purung typograf ved navn Julius Rasmussen besluttede at tage sagen i egen hånd, og bevæbnet med en revolver opsøgte han regeringschefen, netop som denne var på vej ind ad sin gadedør. Han skød på ganske kort afstand, men ministeren blev reddet af en frakkeknap, hvorefter han uden videre gik til et middagsselskab, som han havde lovet at deltage i. Den unge mand med den fanatiske handlekraft blev overmandet, og han gik en krank skæbne i møde.

Toldbodvejen var imidlertid befolket af andet end kongelige elskerinder og statsministre. Også jævne mennesker havde deres gang i kvarteret, for her lå nogle af byens velrenommerede værtshuse med navne som »Toldbod Vinhus«, »Brokkens Bod« og »Lumskebugten«, hvor der blev serveret snapse så høje, at man angiveligt måtte i »Paradiset« for at opleve noget lignende.