Giv december til Dionysos

gh
Gertrud Højlund Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Et øjeblik, men allerede en måned siden, at du på denne plads af denne skribent blev opfordret til at nyde novembers langsommelige, begivenhedsløse dage. Nu er den nærmest slut, og december – det overpyntede fastelavnsris af en måned – står og tripper på bagscenen for at komme ind og lave sin grande finale på 2016s scene. Og den skal bare komme an, for uden en heftig december med mere mad, mere drikke, mere lys og festivitas, så finder kalenderåret ikke helt balancen.

Jeg tænkte på det forleden, da jeg sad og læste om de græske guder. Om Apollon, den lyse, mådeholdende og forstandige gud, der helst ser, at mennesket holder sig ansvarligt og fornuftigt på måtten. Og om den mere festlige Dionysos, der repræsenterer løssluppenheden, ufornuften, ekstasen og dermed også de mørkere drifter, som kan vælte hele læsset, hvis de får for meget plads, men som også vælter læsset by proxy, hvis de forvises helt fra menneskelivet.

Jeg synes, de gamle grækere indrettede deres gudeverden på baggrund af en realistisk forestilling om, hvordan mennesker er indrettet. Det var ikke nok at have fornuften, det ophøjede, lyse, retfærdige repræsenteret i sine idealformer på Olympen, nej, resten skulle også med, hvis hele menneskelivet skulle indrammes. Derfor er de græske guder nogle hævngerrige, smålige og ejesyge typer – og derfor er Dionysos også en del af flokken. Naturens og drifternes repræsentant. Man skal ikke beskæftige sig meget med klassisk europæisk kultur for at se, hvordan kampen mellem kultur og natur er et dominerende tema. To ligeværdige og lige værdige kræfter, der trækker i os, og som vi skal finde en sund balance mellem.

Jeg siger ikke, at der ikke er en vis ramasjang i kristusfiguren, der trods alt laver vand til vin og siger, at mennesket skal leve ubekymret som liljerne på marken, men det dér hippie-image har kirken brugt de seneste par årtusinder til at pille af ham, så det er småt med det dionysiske og rigelige med det apollinske i kristendommen.

Og således også i vores på overfladen religionsløse kultur, der dog har kristendommens moral vævet ind i grundstoffet. Og det faktisk i sin mest asketiske, strenge version fyldt med bydeformer. Ting vi SKAL, hvis vi skal leve op til »forventningerne« (udstedt af en usynlig autoritet svær at gå i rette med): Vi SKAL have kontrol over: kosten, træningen, sundheden, sygdommen, livslængden, karrieren, familielivet, ungerne, økonomien, ydeevnen og økologien. Vi skal gennem vores livsstil redde os selv fra at dø, kloden fra at overophede, familien fra at falde fra hinanden. Det hele hviler på vores skuldre, for der er kun os. Og hvis vi kan mestre alt det, skaber vi et kosmos i kaos.

Men det er en illusion, for vi er mennesker – fyldt med modsætninger, kultur og natur. Den apollinske fornuft kan ikke sejre hele året rundt, så jeg giver december til Dionysos med god samvittighed.