Girauds uendelige ørken

Tegneren Jean Giraud havde i 1960erne en oplevelse i den mexikanske ørken der måske bidrog til at splitte ham i to kunstneriske identiteter. Som Giraud tegnede han fortiden så den føltes som nutiden, og som Moebius tegnede han fremtiden, så at man følte, at man trådte ind i et andet menneskes drøm...

Landskabet spiller en vigtig rolle i Blueberry-historierne. Her er en menneskejagt i gang i »Spøgelset skyder med guldkugler« Fold sammen
Læs mere

Få tegnere har haft så massiv en indflydelse på den moderne tegneseriekunst som den 69-årige franskmand Jean Giraud, der samtidig har spillet en betydelig rolle for science fiction og fantasy-film. Kender man ikke mandens tegneserier, så er der alligevel stor sandsynlighed for, at man er stødt på hans banebrydende design af figurer, interiører, dragter m.m., der har præget en række film fra både USA og Europa som for eksempel »Alien«, »The Abyss« og »Det Femte Element«.

Hans bizarre dobbeltkarriere som serietegner i eget navn af westernserien »Blueberry« og som tegner af visionære, filosofiske tegneserier under pseudonymet Moebius er en legende inden for tegneseriehistorien.

Flere har endda ment, at der mest er tale om to forskellige identiteter, der tilfældigvis bebor den samme person. Som hvis Le Carres og Tolkiens bøger var blevet forfattet af det samme menneske.

I efteråret under den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX var der premiere på Hasko Baumans smukt afrundede portrætfilm »Moebius Redux« om Giraud/Moebius, og ved den lejlighed lykkedes det Berlingske Tidende at få et telefoninterview med tegneren, der lod sig udspørge om sin kunstneriske fortid og fremtid.

Tegneren er kendt for at være lige så vranten over for pressen, som han er velvilligt indstillet over for de fans, der dagligt opsøger ham. Da avisen ringede til ham, var det derfor en glædelig overraskelse at finde Jean Giraud i et veltilpas humør, hvilket muligvis hang sammen med, at kunstneren fysisk befandt sig på en fransk landrestaurant i et højrøstet selskab af middagsgæster.

Midt mellem lyde af klirrende vinglas og hjertelige latterbrøl gav Jean Giraud indtryk af at være en moden mand med et helt uhøjtideligt og humoristisk syn på sig selv og sin historie. Han lyder næsten begejstret, da Berlingske Tidende lægger ud med at spørge om den filminteresse, der vakte hans kunstneriske sindelag i begyndelsen af 1960erne. Umiddelbart virker det nemlig pudsigt, at datidens socialrealistiske filmbølge i Frankrig skulle have optaget den fantasifulde Giraud. Men for en ung pariser var filmmediet ikke til at komme udenom, forklarer Giraud.

»Alle unge kunstnere i byen var nærmest religiøst besatte af filmmediets muligheder, og særligt af relationen mellem amerikansk og fransk film. Der var en følelse af, at datidens kunstneriske traditioner skulle vige for nye, og man forsøgte at finde ud af, hvordan man kunne kombinere USAs greb om det underholdende med det sandhedssøgende, som min generation mente var Europas styrke. Personligt havde jeg en fornemmelse af, at jeg måske kunne gøre det samme for tegneserien, som de franske filminstruktører havde gjort for filmen. Mine ambitioner fejlede i hvert fald ikke noget,« siger Jean Giraud.

I første omgang fik den meget unge tegner plads på tegneseriehæftet »Pilote«, hvor tegneserieskabere som Goscinny (»Asterix«) og Jean-Michel Charlier (»Luftens ørne«) havde givet franske tegneserier en minirenæssance med mere virkelighedsnære serier, end man før havde set (flere af disse føljeton-serier dukkede senere op i det danske blad Fart og Tempo).

Til Pilote skabte Jean Giraud sammen med den eminente manuskriptforfatter Charlier den atmosfæremættede og medrivende western-tegneserie »Blueberry«, der handler om en ung kavalerisoldats eventyr under de amerikanske indianerkrige i 1860erne. Serien er igen og igen blevet fremhævet for sin autenticitet, og for sin evne til også at se konflikten med indianernes øjne. Samtidig udviser den dyb respekt for klassiske westernfortællere som John Ford og western noir-instruktøren Anthony Mann. På sin helt egen måde var det lykkedes Giraud at overføre fransk films nouvelle vague til tegneseriemediet, oven i købet inden for en ærkeamerikansk genre.

»Jeg ville lave noget, der kunne bruges af franske unge i den franske virkelighed, men som ikke beskrev den franske virkelighed. Derfor prøvede jeg at lave en western, lige så flot som Fords, men med større vægt på virkelighed end myte,« siger Jean Giraud.

Særligt seriens ørkenlandskaber så ud som om at tegneren rent faktisk havde oplevet dem, hvad han også havde. Jean Girauds fraskilte mor var nemlig rejst til Mexico i starten af 60erne, og her besøgte hendes søn hende, mens han arbejdede på sit andet Blueberry-album. Med en prægtig brug af farver, lykkedes det Jean Giraud at overføre sine indtryk til serien i en grad, så hans ørken nærmest blev mere tilstand end sted. Aldrig har man ud af en tegneserie fornemmet en mere halssammensnørende hede som i Blueberry. Få steder er ørkenen blevet fremstillet som »det yderste« af den menneskelige erfaringssfære.

I midten af 1960erne var Moebius atter i den mexicanske ørken, og denne gang fik han sig en oplevelse, der muligvis lagde kimen til hans senere splittelse i to kunstneriske identiteter. Sammen med en gruppe lokale indianere eksperimenterede han med at indtage peyotekaktus med en kraftig hallucinerende virkning.

»Det var en meget stærk og skræmmende oplevelse. Ikke noget jeg vil anbefale til nogen. For nogle mennesker er det måske en behagelig oplevelse, for andre ... tja ... Den slags kan efterlade dig som død i psykologisk forstand. Hvor farligt det i virkeligheden var, blev jeg først klar over senere – alt hvad der er magisk er nemlig farligt,« griner Jean Giraud.

Umiddelbart havde hændelsen ingen synlig virkning på Jean Girauds arbejde. Han fortsatte med at tegne »Blueberry«, der album for album blev bedre og bedre. Men i 1973 brød tegneren med ledelsen på sin arbejdsplads på »Pilote«. Sammen en gruppe af utraditionelle og ligesindede tegnere grundlagde Jean Giraud science fiction-bladet »Metal Hurlant«, der hurtigt fik søsterudgaver i flere andre lande. I sin første serie til bladet underskrev Giraud sig som Moebius, og hans ordløse og groteske historie »Er mennesket godt?« handlede om en astronaut, der falder i kløerne på menneskeædende rumvæsener.

Herefter var det, som om at låget røg af. I løbet af få år tegnede han uafbrudt og lavede labyrintiske, nærmest abnormt fantasifulde serier som »Arsach«, »Den hermetiske garage«, og »John Difool«. Nogle gange både tegnede og skrev han, andre gange fandt han ligesindede til at skrive manuskripter, heriblandt ikke mindst den chilenske forfatter, filosof og filminstruktør Alejandro Jodorowsky.

I dag beskriver Jean Giraud perioden som »en orgasme, der varede flere år«. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at Jean Girauds produktion nok bliver meget mystisk, men aldrig uvedkommende som andre stofinspirerede kunstnere i perioden. Hans tegninger giver tværtimod lyst til at dykke dybere ind i de bizarre universer i et spinkelt håb om at få samlet historiernes vildtvoksende tråde. Indimellem minder serierne mest af alt om at opleve et andet menneskes drøm, og for Giraud selv var tegneriet en overvældende oplevelse.

»Jeg forsvandt ind i mit arbejde. Min første historie som Moebius var ikke bare et forsøg på at flygte fra mainstreamen. Jeg ville væk fra dén, jeg var,« siger Giraud uden at ville forklare nærmere, hvad han mener. Han vender i løbet af interviewet flere gange tilbage til begrebet magi, uden at det dog kommer til at stå helt klart, hvad han mener. Men man får en fornemmelse af, at Giraud taler om fænomenet på en anderledes konkret måde, end andre ville gøre det.

»Det er svært at tale om, fordi det er en verden, der for en stor del er gået tabt. I dag forbinder man magi med overtro. Magi på det laveste overtroiske niveau er skadelig - man kan manipulere med mennesker der er overtroiske. Man kan ikke lære magi. Magi er udemokratisk. Men som de fleste kunstnere lever jeg halvdelen af mit liv i en magisk verden,« siger Jean Giraud.

Måske taler han af egen erfaring, hvad angår magiens skadelige virkninger. Det er i hvert fald et faktum, at Jean Giraud sammen med sin nærmeste familie i fem år trak sig væk fra den vestlige verden, da han bosatte sig på Tahiti. Her blev han optaget i en kreds af tilhængere omkring den mystiske UFO-guru Appel Guéry. I »Moebius Redux« udtaler han sig ikke i særligt tydelige vendinger om opholdet, men det er klart, at Girauds fascination af Appel Guéry pludselig fordampede efter flere år i rollen som discipel.

»En dag sagde jeg bare til ham, at han ikke interesserede mig længere,« siger Jean Giraud.

Mens Giraud sad i lotus-stilling på Tahiti, havde hans kunstneriske serier i »Metal Hurlant« fungeret som en døråbner for ham, ikke mindst i USA hvor en række filmskabere havde fået øjnene op for ham. Blandt de første var »Tron« (1982), der indeholdt verdens første computeranimerede sekvenser, men Jean Giraud havde allerede designet dragter til rumgyserfilmen »Alien« fra 1979.

»Af de film jeg har arbejdet på, føler jeg mig tættest på »Alien«, som måske er den film, hvor serietegnere har haft den største indflydelse,« siger Jean Giraud.

Den færdige film har siden bjergtaget fans i årtier. »Star Wars«-serien, som Moebius ad omveje også havde leveret designideer til, fik den barnlige eventyrglæde frem i millioner af mennesker, mens »Alien« var en anderledes alvorlig omgang med temaer som fobisk skræk og dyb ensomhed. Den største Moebius-film var måske den, der aldrig blev til noget, nemlig science fiction-sagaen »Dune«, som Giraud leverede design til sammen med sin mangeårige kollaboratør og mentor Jodorowsky. Istedet blev filmen realiseret af David Lynch, der trods sit mærkelige talent fik skabt et utilnærmeligt morads af en film.

»Af de europæiske film var jeg glad for »Det femte element«. Den viste verden, at Frankrig stadig havde interessant filmkunst at byde på. Det er måske ikke verdenshistoriens bedste film, men den er god og underholdende,« siger Jean Giraud.

45 år efter at han første gang solgte sine første tegneserier, er Jean Giraud stadig i fulde omdrejninger som kunstner. Han har netop afleveret endnu et Blueberry-album, serien som han nu både skriver og tegner efter Charliers død, samtidig med at han har illustreret et afsnit af Van Hammes thrillerserie »XIII«, der er noget nær så kendt som ost og flutes i Frankrig.

»Jeg er begyndt at trappe ned – jeg er jo blevet ældre. De fleste projekter jeg går i gang med, har ikke længere tidshorisonter på fem-ti år, men på to år,« siger Jean Giraud afslutningsvis til Berlingske Tidende, der dog har et sidste spørgsmål, inden tegneren kan overlades til bordets glæder nede i det franske.

Hvornår skal Jean Giraud og Moebius lave en tegneserie sammen?

»De har hele tiden arbejdet sammen. Hvis du nærlæser serierne, er der hele tiden broer mellem deres verdener,« slutter Jean Giraud.