Gina Carano elsker sine blå mærker

Den amerikanske ex-fighter Gina Carano lammetæver en stribe af amerikanske filmstjerner i action-filmen ”Haywire” – heriblandt Michael Fassbender.

Gina Carano, der her sidder overskrævs på Michael Fassbender, elsker at slås og har adskillige titler inden for de mere ekstreme grene af kampsportsverdenen. Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Hovedrollen i en af årets mest hårdtpumpede actionthrillere ”Haywire” er den 29-årige kvindelige kampsportsmester Gina Carano, der i denne uge har promoveret filmen under filmfestivalen i Berlin.

I en stribe mesterligt koreograferede slåskampe, rammer hun filmstjerner som Michael Fassbender, Ewan McGregor Channing Tatum, der hvor det gør allermest ondt på deres karakterer, nemlig på den sårede stolthed. Og får samtidig brækket karakterernes håndled, knust knæskaller og sparket dem gennem glasdøre. I virkeligheden kom ingen dog alvorligt til skade under optagelserne, og det tilskriver Carano skuespillernes kampteknik.

- Af skuespillere at være er de skam gode fightere. Tatum er meget eksplosiv og stærk. Michael Fassbender er snedig og kan overraske. Ewan er meget kropslig intelligent og hurtig til at lære teknik, siger Gina Carano.

Gina Carano elsker at slås. Hun har adskillige titler inden for de mere ekstreme grene af kampsportsverdenen, men har set i øjnene at hun nærmer sige en alder, hvor det ville være klogt at komme videre.

- Det sørgeligste jeg kender, er en fighter der ikke ved, hvornår han eller hun er slut i ringen. Der er nogle fightere, der har drillet mig med at jeg nu skal lave fake fighting. Men jeg ser det som en måde at udtrykke mig selv fysisk på, siger Gina Carano.

Tema: Læs alt fra filmfestivalen i Berlin

Men at være en succesfuld kvindelig fighter/skuespiller har også en pris. Det måtte Carano sande for nylig, da hun sagde permanent farvel til sin faste fyr.

- Forholdet det endte, da jeg sagde ja til denne rolle. Han blev jaloux. Han var en flink fyr, der forhåbentlig lærer noget af vores tid sammen. Men det er som om fyrene ikke kan lide alt for succesfulde kvinder. De vil gerne være den, der betaler for det hele, men når jeg begynder at tjene så meget mere, er det for svært for dem at følge med, siger Gina Carano.

Behandler mænd dig som en kvinde eller som fighter?

Faktisk virker det som om den første tanke mænd får, når de møder mig er: ”Gad vide om jeg egentlig ville kunne vinde over hende i en gadekamp”. Og selvom jeg godt kan lide et rask slagsmål, og elsker at have blå mærker, så kan jeg faktisk også godt li’ en stille middag med rødvin og en mand der holder døren for mig, siger Gina Carano.

I ”Haywire” spiller Carano en freelance-undercover-agent, Mallory Kane, der hyres af kunder over hele verden. Hun fikser de allermest beskidte jobs, som regeringer ikke kan godkende, som ministre ikke tale om og præsidenter ikke vil kende noget til.

Efter en operation i Barcelona, begynder Mallory at få færten af, at der nogle blandt hendes egne, som hun bør frygte ligeså meget som sine fjender. Og en efter en finder forræderne ud af, at de gør klogt ikke at undervurdere Mallory.

- Jeg vil gerne vise folk en anden slags actionheltinde. Filmkamp handler ikke om, at publikum skal kunne lide dig fordi du vinder hver eneste kamp, du er med i. Det skal handle om, at de skal kere sig om hvorvidt du vinder, fordi de godt kan lide din personlighed, siger Gina Carano, der sagtens kunne vinde et par runder på sin blotte personlighed.

”Haywire” har dansk premiere den 19. april.