Gigantisk nyt opslagsværk vil opdatere dig løbende på det hele - fra sorte huller til Doris Day

Webleksikonet Den Store Danske er død som en bog, men går det efter planerne, bliver vi næste år beriget med et kæmpestort dansk digitalt opslagsværk om alt mellem himmel og jord. Resten er op til politikerne.

Det første billede af et sort hul blev taget 10 April 2019. Foto: EPA/Event Horizon Telescope Collaboration. EVENT HORIZON TELESCOPE COLLABOR

Er Doris Day død? Hvad konkluderede den særlige anklager Robert S. Mueller III i sin undersøgelse af mulige suspekte  forbindelser til Rusland? Hvordan ser et sort hul ud på billeder?

Alt det og meget mere kan man ikke få at vide, når man slår op i det gratis webleksikon Den Store Danske. Fra 2009-2017 opdaterede Gyldendal godt nok løbende denne onlineversion af Danmarkshistoriens sidste store printleksikon, Den Store Danske Encyklopædi, men i august 2017 meddelte forlaget, at det var for dyrt at blive ved, og derfor er Den Store Danske i dag præcis lige så lidt  ajourført, som hvis den havde stået hjemme i bogreolen og samlet støv. Til en vis grad brugbar, men mere og mere uaktuel. For hver dag, der går.