Gid du var i Skanderborg ...

Festen raser og solen skinner på landets næststørste musikfestival, hvor den rigtige bikini og de skarpe badeshorts kræver mere underholdning end kunstneriske udfordringer. Og underholde det kunne Mikael Simpson, Snoop Dogg og Skanderborgs regent, Thomas Helmig.

Festen raser i Skanderborg. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

SKANDERBORG: Det er svært at høre, men det er faktisk Britney Spears' store radiohit "Hit me baby one more time," der brager ud ad af højttalerne foran Skanderborg Festivalen indgang.

Britney kunne ikke være her i dag, men de to jyske husarer på den store karaokescene gør alt, hvad de kan, for at få pblikum til at glemme den amerikanske sladderprinsesse.

Indenfor de hellige hegn på festivalpladsen, forsøgte en lidt ældre- og diva at udfordre masserne. Det er den irske enfant terrible, femme fatale, provocateur Sinead O'Connor. Engang en barfodsdansende kritiker af den katolske kirke, engang påtoppen af alverdens hitlister med Prince-nummeret "Nothing Compares 2 You".

Men det er længe siden, endda rigtig længe siden.

O'Connor har en ganske særlig rolle på festivalen, som årets udenlandske, kunstneriske islæt. Dét navn, der tør udfordre publikum så meget, at de rent faktisk bliver væk eller valfarter væk efter blot få numre. Et sådant navn har Skanderborg altid, tidligere har bl.a. så fremragende en kunstner som Elvis Costello udfyldt samme rolle.

Og Sinead 'Connor skuffede da heller ikke. En katastrofal start med svigtende lyd, tabt mikrofon og voldsomt stille, for ikke at sige søvndyssende sange, får publikum på pladsen foran den ene Bøgescene til at kikke målløse på hinanden. Mange skrider. Og de der ikke gør, bliver i stedet vidne til en forfærdelig seance fra en stenstøtte, der måske nok har en smuk, og på mange måder unik vokal, men om hun gad bruge den? Nix.

Efter 40 minutter, der føltes som dage, spillede hun en version af hitet, og de tilbageblevne liver op og synger med. Herefter er det tilbage under dynen.

Hvorfor der ikke var andet at gøre end at gå ned til festivalens næststørste scene, Rytmehans, hvor bysbarnet Peter Sommer iklædt bar mave og halstørklæde hyggede sig. Dvs. lige indtil han gik på scenen til ekstranummeret med Skanderborg-koden "8660".

Her fik han selskab af hele Nephew, som spillede Sommers fine radiohit med en pondus, der i dén grad klædte både Sommer og sangen. Det var klasse.

Alligevel må den sympatiske Peter Sommer nok sande, at han rigtig bliver konge af Skanderborg. Den ære deles Johnny Madsen, Lars Lilholt, Poul Krebs, Steffen Brandt og selvfølgelig Thomas Helmig om.

Som mørket lagde sig over festivalen beviste Thomas Helmig, hvorfor. Handyrene med bare maver, ungmøer md små tatoveringer og brysterne helt fremme i bikinien myldrede frem på pladsen fra de mange, tematiske barer, fra søbadet og polkadotprikkede, solkogte telte.

Og de fik selskab af de rutinerede gæster iklædt sportstøj med sponsorlogoer fra samtlige egne af Fyn og Jylland. For en stund kunne ompa-ompa musikken.fra pladsens mange discohjørner ikke konkurrere med den levende musik, der betyder så uendeligt lidt for de fleste festivalgæster.

Thomas Helmig var i huset iklædt en knaldskarpt, tætsiddende lyserødt jakkesæt, som han uden tvivl er den eneste mand med persona og selvtillid nok til at bære offentligt i Danmark. Med sig havde Helmig et sæt bestående af næsten ene danske sange, sange så soulede og groovende, at manden ind imellem følte sig henført til et kælderlokale i Harlem.

Hans orkester spillede suverænt, og Helmig himself svævede næsten henover scenen som en anden Jesus på vandet. Publikum gik bersærk til "Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af" og resten af det gyldne katalog. Forrygende.

Og det var Mikael Simpson også i timen efter på P3-scenen. Hans tag på publikum er anderledes spillede og sarkastisk end Helmigs, men resultatet var det samme.

Sammen med Moi Caprice og Anders Trentemøller var Simpson sat til at levere festivalens mere alternative, lokale indsalg, og heldigvis tog det ellers knap så kenderkælne publikum imod ham med åbne arme.Og sammen fik de skabt en herlig fest.

Som fortsatte oppe på den Store Bøgescene i selskab med Snoop Dogg, som tiltrak noget nær samtlige 25.000 gæster. Festivalens hovednavn leverede varen med sin varm vokal og distinkte diktion og ørehængende beats fra DJ-pulten.

Snoop kastede hits for sine disciple efter forgodtbefindende og snart stod masserne og svejede i takt til hver en bevægelse fra to-meter manden, som også på Skanderborg beviste, at han er en af de uhyre få amerikanske rappere, der kan performe på en scene.

Konstant var han ruineret over sit publikum, og selv om han ikke rørte sig en centimeter undervejs, fik han skabt en fest så stor og lang, at arrangørerne må have haft de helt store smil på. De fik, hvad de havde betalt for.

Kunstnerisk set var koncerten ingenlunde på højde med Snoops magiske stund på forrige års Roskilde Festival. Men på Skanderborg handler også i langt højere grad om at underholde end at udfordre. Og det kan i sig selv være en langt sværere ligning at løse.

På den stemning fyldtes de voldsomt mange, tematiske barer igen af svært tørstige skrighalse, som svejede i takt med endnu højere festmusik fra anlæg så store, at de hver især kunne spille halvdelen af den idylliske Bøgeskov op.

Kl. 04.00 lå festivalpladsen øde hen. Men i det fjerne kunne man igen ane tonerne fra Britney. Denne gang var det dog den ægte vare tilsat en fire-otte ølskæve fodboldhold på kor, som nægtede at give slip på den vidunderlige sommerdag i det jyske.

Sinead OConnor

Mikael Simpson

Thomas Helmig

Snoop Dogg