Gertrud Højlund: »Kære mor: elsk dig selv, som dit barn«

Her er min bøn til kvindfolk, der er blevet mødre til pigebørn: Prøv at se, om I kan undlade at smitte dem, med vores hjernepest.

Gertrud Højlund Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det er en folkesyge blandt kvindfolket at veje sig og finde sig for tung, eller for uformelig, forkert, mærkværdig i vores kødelige hjem. Det er en hjernepest, en sang, vi kollektivt har på hjernen, og som looper rundt i en syg gentagelse, hvor man kigger sig i spejlet og ser bort fra alle formildende omstændigher. Skulle du sidde, som en selv- og veltilfreds enlig svale blandt selverklærede evigt grimme ællinger og ikke genkende beskrivelsen, kan du tælle endnu en velsignelse i dit liv. Du er en sjældenhed.

Hvad der bliver solgt på ryggen af folkesygen er ikke småting. Et morads af mirakelkure, undertøj, der trykker maven ind og hiver røven op, små nåleruller, man kan køre hen over ansigtet, cremer med magiske formularer og løfter, ingen kan indfri. Gak og løjer, løgn og latin, brudte løfter solgt på ryggen af kvinders håb om en dag at blive pæne nok eller som minimum bare pretty please ikke at blive grimmere. Kvinder har over en bred kam for store, små, skæve, uens, sløjt formede bryster, og hvis de ikke har det, så er det maven, den er gal med, en delle, en hudfold, eller noget med et ar. Eller det er røven, der strutter for lidt eller hænger for meget, eller er for bred, eller for smal og under alle omstændigheder forkert. Eller det er knæene, eller anklerne, eller tæerne, eller håret, næsen eller nogle mærkelige ører. Noget er forkert.

Og jeg skal være den første til at vedstå mig, at det er en kamp at holde bare et neutralt blik på min egen krop. Bare det. Og jeg kæmper den ved at minde mig om, at det er kroppens funktionalitet, der er vigtigst. Jeg prøver, at minde mig selv om, at det ikke er vigtigt eller relevant at være pæn. Det er ikke en værdi, jeg ønsker at sætte højt i mit liv. Jeg prøver - og fejler.

Men her kommer en bøn til andre kvindfolk, især jer, som er blevet mødre til pigebørn: Prøv at se, om I kan undlade at smitte dem, med vores hjernepest. Jeg ved jo, at I synes, de dér småpiger er helt perfekte. Ikke et hårstrå skal sidde anderledes. De er perfekte i deres egen ret og helhed.

Hvordan giver man den følelse videre til dem? Jeg tænker, at man som det første prøver at undertrykke al sin egen selvnedgørelse over for dem. For børn lærer og påtager sig passende social opførsel gennem imitation – ikke ved at lytte til dine velmenende ord. Så når du står og trækker maven ind foran spejlet og ender med at skifte tøj tre gange, »fordi mor ser lidt mærkelig ud i den her«, så fanger barnet budskabet. Når mor ruller sig med nåle i ansigtet, fordi huden er forkert, eller når mor lægger sig under kniven for at stramme, pumpe, lamme eller hvad det nu måtte være, så forstår barnet godt, at vi ikke er gode nok, som vi er. Jeg ved godt, at det er svært, men mødre til piger har et helt særligt ansvar for at elske deres egne kroppe, så deres piger får bare en chance for en dag at gøre det samme. Og være frie.