Gertrud Højlund: De ting kvinder gør

Gertrud Højlund byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I sidste uge fortalte jeg om dengang, jeg med kvindelist og falsk imødekommenhed fik talt mig ud af noget, som jeg ellers tror var blevet en voldtægt. Og jeg lovede at skrive om det, kvinder gør af frygt for mænd, der hader kvinder.

Jeg lavede engang en tråd på Facebook, hvor jeg spurgte mine veninder til deres strategier og fremlagde mine egne. Mine mandlige venner læste overraskede med fra sidelinjen. »Er det her virkeligheden for jer?« Og ja, det er det, for vi kan ikke kæmpe os ud af det, så vi planlægger. Et grund- provokerende grundvilkår. Enkelte kvinder i tråden sagde, at de ikke genkendte det, men de fleste fortalte med største naturlighed om deres strategier. Nogle så fastgroede, at vi næsten glemmer, at det handler om sikkerhed.

Jeg havde for eksempel glemt, at det er en del af min strategi, at jeg ikke lytter til musik eller podcast, hvis jeg går på gaden om natten. Og hvad gør vi ellers, som mænd ikke ser?

Vi taler i telefon med folk, som ikke er der. Siger »så er jeg på vej, vi ses, når jeg kommer frem«, så andre ved, at nogen venter. Det gør vi både, når vi er på gå-ben, men også hvis vi prajer en taxa på gaden, hvad vi helst ikke gør, når vi er alene. Helst bruge en app, så er turen og chaufføren nemmere at spore. En nær venindes ubehagelige erfaring lærte mig det.

Vi tager en anden rute end om dagen. Befærdede omveje. Ikke langs mørke buskadser eller naturområder. Vi tænker over vores løberuter alt efter hvornår på døgnet, vi motionerer.

En af veninderne løber ikke, når det er mørkt. Hun skrev: »Jeg ved godt, at statistisk set er det fjollet, men jeg tør ikke. Jeg har haft det sådan hele livet. Ligesom mange andre har jeg talrige oplevelser med truende adfærd. Frygten opstår ved visheden om, at den fysiske ulighed betyder, at det aldrig – uanset mod – er op til mig, om der skal ske min krop noget.« Så magtesløse kan vi føle os om noget så naturligt som retten til vores egen krop.

Vi cykler desuden helst. Det er bedre end at gå, fordi man er i fart, og det er bedre end at tage metroen, fordi man aldrig ved, hvad der venter i tunnellerne. Cyklen er sikrest. Men jeg havde en veninde, som helst ikke ville cykle med bare ben om natten. Så følte hun sig for udsat og let tilgængelig.

Og så er der nøglerne i lommen. Ingen grund til at lægge dem i tasken. En nøgle mellem knoerne er bedre forsvar end ingen nøgle. Jeg gjorde det så sent som i går. Det kan også være rart at have noget tungt i tasken. For hvem er det egentlig, som går bagved mig? Vi tjekker det ud i butiksvinduerne, hvis de står i den rigtige vinkel. Eller vi stopper op, og lader som om vi vinduesshopper, så andre (forhåbentlig) kan overhale. Jeg noterer mig overvågnings- kameraer, fordi jeg for længst har forberedt en forsvarstale: »Du bliver filmet, lad mig gå, for din egen skyld.« For jeg tror ikke »for min skyld« gør en forskel.

Det er den slags ting, kvinder gør.