Gertrud Højlund: Aber med leverpostej i blikket

Vi er aber. Som hænger i grene og strækker vores lange, nysgerrige abearme ud efter nye abevenlige grene, vi kan gynge i. Bedre, sjovere, grene højere oppe i træet. Det foregår således, at vi hænger fredsommeligt i en gren. Med alt hvad vi skal bruge inden for rækkevidde. Men det en følelse af leverpostej trænger sig på.

Foto: Søren Bidstrup. Gertrud Højlund
Læs mere
Fold sammen

Vi er aber. Som hænger i grene og strækker vores lange, nysgerrige abearme ud efter nye abevenlige grene, vi kan gynge i. Bedre, sjovere, grene højere oppe i træet. Det foregår således, at vi hænger fredsommeligt i en gren. Med alt, hvad vi skal bruge, inden for rækkevidde. Men en følelse af leverpostej trænger sig på. Grenen er for farveløs og hverdagsplaget til at tilfredsstille oplevelsessygen. Men lige derover, akkurat inden for rækkevidde, hvis vi da ellers lige strækker os, er en federe gren. Bedre placeret, med mere spræl i, og med garanti meget mere tilfredsstillende sådan at hænge og dingle i. Så vi strækker os, griber, slipper. Og i det øjeblik, vi har sluppet den gamle, glemmer vi alt om, hvad vi kom fra. Glemmer, hvad vi drømte om for bare et øjeblik siden. Glemmer, at vi havde aftalt med os selv, at når bare vi nåede frem til den her gren, så kunne man bare hænge der og dingle selv- og veltilfreds.

Så i stedet for at slå os ned i denne nye, før så eftertragtede gren og glæde os ved, at det rent faktisk lykkedes at komme så langt, så kigger vi os om, og alt for hurtigt stiger leverpostejen op i blikket igen. Det bobler frem af ingenting. Leverpostej alle vegne. Hvor kom alt det leverpostej dog fra? Og vi aner ikke længere, hvorfor den her gren skulle være målet for noget som helst, når den jo også bare er hverdagskødpålæg.

Så kunne man håbe, at aben tænkte: »Måske er det mig, der kommer med leverpostejen. Måske bor den i mit blik og ikke i verden«. Men så klog er aben slet ikke. Og derfor fortsætter den med at affortrylle verden med sine leverpostejsøjne, som forvandler hver skinnende fantasi til hverdag og almindeligheder.
Medmindre man er så heldig ind i mellem at møde en anden lille, stræbsom abekat, der drømmer om alle de grene, man for længst har sluppet og glemt. En lille abe, som synes, du bor i det mest fortryllede træ i junglen. Og sådan en begejstret drømmer mødte en af mine abe-veninder forleden i en tilfældig bus. Hun sad der med leverpostej helt op til ørene og havde fuldstændig glemt, at det hun for længst har etableret, er noget, som andre abekatte håber på måske en dag, hvis alt går vel, at få lov til også at prøve.

Så nu har vi lovet os selv og hinanden, at vi ind i mellem vasker leverpostejen af linsen og ser på det hele med unge, fortryllede øjne. Og den er hermed givet videre til andre stræbsomme, glemsomme aber. Selvfølgelig vil der være ting, som kunne se skønnere ud (vi er trods alt mennesker på jord og ikke guder på Olympens tinder), men der vil også være bedrifter, som vi engang stræbte sultent efter, og som vi nu tager helt for givet. Beståede eksamener, tag over hovedet, kærlighed, børn, afværgede katastrofer, afblæste kriser. Hvad det nu måtte være. Og mon ikke de ting til sammen fortjener bare én dag i den forestående sommer, hvor vi ligger på en fredfyldt plet på jorden og frydes.