Gérard Depardieu skyldig i seksuelle overgreb

Den franske skuespiller har hele tiden nægtet sig skyldig og vil anke dommen.

Gerard Depardieu er en af de mest kendte franske skuespillere nogensinde, og han blev i 1990 nomineret til en Oscar for sin rolle i »Cyrano de Bergerac«. Julien De Rosa/AFP/Ritzau Scanpix

Den franske skuespiller Gérard Depardieu får 18 måneders betinget fængsel for seksuelle overgreb.

Det har en domstol i Paris tirsdag afgjort, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Skuespilleren var anklaget for at have befamlet to kvindelige filmarbejdere – en 54-årig scenograf og en 34-årig instruktørassistent – mellem benene og på deres bryster, mens han lavede »obskøne bevægelser«.

Det skulle være sket under optagelserne til filmen »Les volets verts« (»De grønne skodder«) i Paris i 2021. Forud for domsafsigelsen blev det berettet, at Depardieu risikerede op til fem års fængsel samt en bøde på 75.000 euro.

Depardieu har løbende nægtet sig skyldig, og han vil nu anke dommen.

En af de to kvinder, der havde lagt sag an, forklarede retten, at Depardieu havde taget hende overalt på kroppen, mens han havde holdt hende fast mellem sine ben og var kommet med seksuelle udtalelser.

»Han rørte alt, herunder mine bryster,« sagde hun til domstolen ifølge Ritzau.

»Jeg var skrækslagen. Han grinte.«

Beskyldninger fra over 20 kvinder

76-årige Depardieu er den mest profilerede skuespiller i den franske filmindustri, der har været anklaget i en #metoo-sag.

Ifølge Depardieu selv har han medvirket i over 250 film, og han bliver af mange betragtet som en af den franske filmindustris helt store stjerner.

Under den fire dage lange retssag i marts afviste Gérard Depardieu anklagerne med, at han »ikke er sådan«.

Depardieu har erkendt at have brugt seksualiseret sprog på filmsettet samt på et tidspunkt at have taget fat i den ene kvindes hofter – men har dog hele vejen igennem holdt fast i, at der ikke var tale om seksuel adfærd.

Dommer Thierry Donard siger tirsdag, at Depardieus gengivelse af begivenhederne ikke har været overbevisende.

Den franske filmstjerne er blevet beskyldt for upassende adfærd af over 20 kvinder, men den nuværende sag er den første til at komme for retten.

Den franske skuespiller Charlotte Arnould var den første kvinde, der politianmeldte Dépardieu. Det gjorde hun i 2018 under anklager om voldtægt.