Genren, der ikke findes?

»New rave« det helt store musikalske buzzword i England lige nu. Men genren begyndte som en vittighed, og spørgsmålet er, om den overhovedet eksisterer. Vi mødte succesbandet Klaxons, der startede det hele, og bad om en forklaring.

Dan (nederst), Johan, Lasse og Elias er blandt de unge New Rave-fans. Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Alle glor på de fire teenagere. De er åbenlyst aftenens mest dedikerede fans. Og det ved de godt selv: »Vi er den nye generation. Vi er de eneste, der fortjener at komme ind til den her koncert. De der ligegyldige mennesker, fuck dem,« siger 14-årige Elias og slår ud med hånden i retning af twentysomething-køen foran natklubben Vega i København.

Ikke desto mindre er han og vennerne Dan, Johan og Lasse på den. For de er alt for unge til at komme ind til koncerten med trioen Klaxons - førerhunden i det kobbel af britiske bands, der siden efteråret 2006 er blevet udskreget som det nye polkaprikkede under genrebetegnelsen »new rave«.

»Det er en ny bølge. new rave er det mest interessante i 20 år. Endelig sker der noget,« siger Elias med ungdommelig arrogance i stemmen.

»Og så ser de bare helt vildt seje ud,« mener 15-årige Dan.

»Øiij, det skulle du bare ikke have sagt!« råber Elias hånligt: »Det spiller ikke en skid rolle. Fuck udstyret. Vi dresser kun op, fordi det er sjovt.«

Det gør de så til gengæld: Lasse bærer butterfly, Batman-tights og gigantiske solbriller uden glas, men med selvlysende stel i fire farver. Elias' halskæde blinker, han har dullet håret op, og hans overkrop er en skrammelplads af ternede og neonfarvede klude. De fire fans har selvlysende glimmer i ansigtet plus fløjter og kunstige sutter om halsen. En vild og sprudlende forvirring af tegn, hvoraf de fleste peger tilbage mod ravekulturen, der blomstrede for 15-20 år siden.

Eftermiddagsrock

New rave er med andre ord kommet til Danmark. Og Elias og hans venner er tilsyneladende græsk-katolske overfor, at genrenavnet er et fupnummer, som bølgens største navn ikke vil kendes ved.

Det bliver hurtigt en smule pinagtigt overhovedet at tale om new rave som en bevægelse eller trend. For vi har slet ikke at gøre med et fænomen i samme skala som »old« rave, der i årene omkring 1990 udgjorde Englands seneste ungdomskulturelle massebevægelse. Dengang kastede betydelige dele af landets Thatcher- og rocktrætte ungdom sig ud i en utopisk house-, techno- og ecstasy-ekstase i kornmarker, klubber og besatte pakhuse. Det var en iværksætterkultur uden lige, som regeringen måtte lovgive mod for at få has på.

Det vil næppe ske med new rave, hvis det overhovedet viser sig, at vi har at gøre med en genre. For de bedste sange er ikke stort andet end en frisk og teknologisk tintet indierockvariant, og som sådan mest af alt et fiffigt modefænomen for klassens to-tre mest streetwise poder. Det rapporteres også, at omdrejningspunktet i new rave i virkeligheden er selve festerne: En ny, britisk bølge af de ulovlige og hedonistiske af slagsen, hvor partymonstre går ud af deres gode skind til både rock og elektronisk musik -»rave, bare med mere guitar«, er sammenslyngningen blevet kaldt. Problemet er bare, at new raves kernepublikum ikke er gamle nok til at være længe oppe. Men det har entreprenante bands som Klaxons taget konsekvensen af og spillet eftermiddagskoncerter for at ramme målgruppen inden sengetid.

Det er ikke mindst det britiske blad NME, musikpressens pendant til Hello! Magazine, der har bagt new rave-sovsen op på sine forsider - samme blad, som helt tilfældigt arrangerede en turné med bl.a. The Klaxons sidste år. New rave er en trend, som kommer mindst lige så meget oppe- som nedefra, og det virker logisk, at den gamle ravebølge er udset som næste kulturelle malkeko. Især nu da punk, postpunk og new romantic er ved at være godt udtømte som musikalsk retroforråd.

Spirituel fodboldkamp

Der hviler en fornemmelse over new rave. Det er fornemmelsen af, at der et eller andet sted sidder nogen og gnækker, mens de tænder havaneseren med 100 pund-sedler. Men det udelukker jo ikke, at grupperingen rent faktisk rummer bands, der har noget at byde på. Heller ikke selv om et af dem var så udspekulerede at klistre new rave-etiketten på ryggen af sig selv.

»Jamie fra bandet fandt på betegnelsen som en joke, før vi spillede så meget som en tone,« påstår Klaxons' keyboardmand og sanger James Righton inden bandets 35 minutter korte og hektiske koncert i Vega.

»Det handlede om, at der på det tidspunkt var der så mange genrer, der poppede op og forsvandt igen. Som electroclash, der rummede en masse virkelig dårlige bands, der optrådte under et genrenavn. Det er ret surreelt, for det reflekterer ikke vores sound. Vi sagde fra dag ét, at vi ville være et stort, ambitiøst popband, og så gik det der new rave-noget amok,« siger han.

Helt uden skyld i miseren er Klaxons nu ikke. Bandet lod sig fotografere til forsiden af NME i et Teletubbies-agtigt landskab med runde, gule smiley faces overalt - et af ravetidens mest klassiske ikoner. Men hvis Klaxons låner fra rave, så mener James Righton, at det er på et mere essentielt plan:

»Vi prøver at lave begivenheder snarere end koncerter. I stedet for at fokus er på os, så prøver vi at rette det mod publikum. Og vi kan se, at de ikke bruger al deres tid på at glo på os. Det er ligesom, hvis de var til en fodboldkamp: Selve kampen er meget vigtig, men det handler mere om atmosfæren og gruppeoplevelsen. Det er en power, der næsten er spirituel.«

Eskapisme er sagen

Klaxons deler en diffus fascination af science fiction med især den tidlige techno. Hør bare sangtitlerne: »Atlantis To Interzone«, »Totem On The Timeline« og »Four Horsemen of 2012«. Sange, der skal nydes for deres fabulerende billedsprog snarere end nogen form for handling eller tematik. Ifølge James Righton et forsøg på at skabe noget nyt i en britisk rock, der har været domineret af bands som The Libertines og Arctic Monkeys' romantiske realisme.

»Der er ikke noget »jeg« eller »dig« i vores sange. Vi vil skrive eskapistisk popmusik, og hvis du ender med »dig« og »jeg«, så er det ikke eskapisme. Forstå mig ret, jeg kan godt lide en masse sange, der er sunget med en person som afsender. Men et band som Arctic Monkeys snakker om hverdagsliv i England, og de er gode til det. Så hvorfor skulle vi? Jeg synes, det er meget sjovere at spille for et publikum, der synger med på»Atlantis To Interzone«. At man kan opnå den slags inden for popsangens struktur,« siger Righton.

Så der har du new rave. En fiks idé, som medierne villigt har forsøgt at fluffe op til en bølge, og som allerede er aflivet af begrebets spøgefulde skabere. Måske fordi de har indset, at det er bedre, hvis folk siger »det der new rave er noget pjat, men Klaxons, de holder sgu meget godt«. James Righton er i hvert fald ikke i tvivl om, at han har været med til at skabe et monster.

»Hvis jeg så et »new rave«-band, der kom ud med smiley faces, så ville jeg sikkert heller ikke lytte til dem. Men jeg tror, at folk vil blive overrasket, når de hører pladen. Den er meget soulful, og tung. Det er pop, men det er forklædt som noget mørkt. Mørkt lys.«