Genoplev de største øjeblikke på Nintendos nye minikonsol

Det er en vidunderlig rejse gennem minderne at spille på Nintendos nye, gamle mini-konsol. 30 af de bedste spil følger med, og det hele koster det samme som ét nyt konsolspil.

Nintendos klassiske retro-konsol NES koster det samme som et enkelt moderne konsolspil, men inkluderer 30 titler og oceaner af nostalgisk underholdning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nintendo

Kan du huske følelsen af henrykkelse, da du nåede til en ny verden i »Super Mario Bros«? Koncentrationen, da du første gang spillede »Donkey Kong«? Stoltheden, da du slog din egen rekord i »Pac-Man«? Glæden, da du fandt den første hemmelige skat i »Legend of Zelda«?

For gamle, garvede gamere som undertegnede er der et væld af minder tilknyttet konsollen Nintendo Entertainment System, eller NES, som den hurtigt blev omdøbt til i spillermunde, efter den udkom i Europa i 1986. Det var nemlig maskinen, der for første gang introducerede os for en lang række spilklassikere, hvoraf mange lever i opdaterede udgaver den dag i dag. Nu har den japanske spilgigant fået den lyse ide at genudgive konsollen men i en lille, kompakt udgave med 30 spilklassikere permanent indbygget i maskinen.

Nostalgien vælter ud, idet jeg åbner den lille kasse med den NES-konsollen. Danmark var et uland på konsolsiden i 80erne, og til forskel fra så mange af vores nabolande kom NESen aldrig til salg i de store butikker. Der var ingen elektronikkæder herhjemme, der rigtigt troede på, at det kunne blive til noget større end en midlertidig legetøjsdille, så derfor måtte man enten tage udlands for at få fingre i vidunderet eller finde en af de små, lokale specialistbutikker og håbe på det bedste. Jeg gjorde det første og kom hjem fra en flyvebådtur til Malmø med konsol og to spil, »Super Mario Bros.« og »Ice Climber«. De næste måneder så mine forældre mig kun sporadisk, når jeg kom klatøjet ud fra mit værelse for at spise eller gå i skole.

Begge spil er blandt de 30 tilgængelige titler på Nintendo Classic Mini, men inden jeg begynder at dykke ned i kataloget, skal konsollen jo lige sættes til mit tv. Det første, der slår mig, er, hvor let den er. Konsollen vejer mindre end det HDMI-kabel, der følger med, hvilket forekommer nærmest surealistisk, de moderne konsollers betonvægt in mente. Det tager desuden mindre end ét minut at sætte den op, før jeg bliver præsenteret for en skærmmenu med spillene, designet i passende retro-stil. Dernæst tager jeg controlleren i hånden, og den er heldigvis ikke skrumpet i størrelse, siden jeg fik hård hud på fingrene af den i 80erne. Til gengæld er selve kablet fra den og over til maskinen helt urimeligt kort, hvilket betyder at jeg bliver nødt til at sidde tættere på konsol og skærm, end jeg har lyst til. Et irriterende minus i en ellers yderst positiv start.

Og så er vi nået til de 30 titler, som Nintendo Classic Mini byder på. Hvorfor der lige er udvalgt 30, er svært at spå om, men sortimentet virker umiddelbart i orden dækkende for den samlede spilsamling på mere end 700 titler, konsollen bød på gennem sin levetid fra 1983 til 1991. Er du inkarneret fan vil dog helt sikkert være spil, som mangler på listen, og desværre er der ikke andet at gøre ved det end at græde en nostalgisk savnetåre. Der er på nuværende tidspunkt ikke planer om at udvide sortimentet, for ulig den originale maskine har Classic Mini ingen plads til enkeltstående spil på kassetter. Der er de 30 spil installeret på forhånd, og det er dét.

Så tør hellere øjnene og nyd den perlerække af titler, som trods alt er til stede. Jeg begyndte selvsagt med »Super Mario Bros.«, som med det samme bragte smil til mine læber. For præcis som med 2eren og 3eren, som også er at finde på maskinen, er der tale om spildesign af højeste karat. Dette er spilserien, nærmest samtlige af nutidens designere siden er blevet inspireret af, og at spille det er lidt som at læse i spilhistoriens grundbog. Stil, tempo, dynamik, sværhedsgrad, lyd og billede går op i en højere enhed og skaber med det samme en nærmest magisk forbindelse til spilleren.

Som med alle spil udviklet for mere end tredive år siden skal man naturligvis lige vænne sig til den grafiske kvalitet. Da min otteårige datter hørte mig råbe og skrige foran skærmen, kom hun løbende og udbrød efter få sekunder: »Nøj, er det virkelig Mario? Aj, hvor er han grim, far!« Og det er sandt nok, sammenlignet med dagens grafik er der ikke meget at blive imponeret over, men med den yderst begrænsede datamængde, designeren Shigeru Miyamoto havde til rådighed på daværende tidspunkt, er det alligevel svært imponerende, hvor meget han formåede. Det har krævet stor opfindsomhed, ikke bare at få de primitive, sprite-baserede figurer til at fremstå livagtige, men samtidig skabe plads til at udforme omgivelser, der fremstår som både distinkte og gådefulde. At føre dem sammen til en dyb platformspiloplevelse er intet mindre end genialt.

»Mario«-spillene bliver på Classic Mini kvalitetsmæssigt tæt forfulgt af en række andre stærke platformtitler, som eksempevil »Metroid«, de to første udgaver af det vampyrinficerede »Castlevania«, som bl.a. introducerede mere åbne baner, da de udkom, og »Ghost ’n’ Goblins«, som var (og er) så sindssygt svært, at det dengang som nu tog mig mange timer at forcere bare det første lille stykke af spillet. I hvert fald uden at ridderen i hovedrollen mistede sin rusning og derved luftede et par boxershorts med hjerter på. (Alle, der har brugt tonsvis af femmere på den lokale grillbar, ved, hvad jeg snakker om her).

Apropos grillbar og arkademaskiner er der også et par fine spil at finde, som oprindeligt var designet til at sluge mønter i en mørk spillehal, men som blev konverteret til NES og fik stor succes som TV-spil. »Gradius« med sine bølger af fjendtlige rumskibe, og naturligvis klassikerne »Bubble Bobble«, »Donkey Kong« og »Pac-Man« er alle spil, som er uundgåelige gensyn for nostalgikeren.

For mig er juvelerne i Nintendo Classic Mini’s samling dog action-eventyrspillene fra »Legend of Zelda«-serien og det første »Final Fantasy«. Jeg kan huske, hvor meget de påvirkede mig dengang. Efter at have nørdet gennem en del tekstbaserede eventyrspil på pc var det som at træde ind i Aladdins hule pludselig at kunne bevæge en figur rundt i labyrintiske gange, på jagt efter skatte og våben til at kæmpe mod monstre, som pludselig var »rigtige« og ikke kun beskrevet med ord. Og selvom de naturligvis fremstår mere primitive i dag, er det stadig en udfordrende fornøjelse at traske rundt som Link i de pixelerede gange og huske monstrenes bevægelesesmønstre og lede efter de mange skjulte hemmeligheder.

Mens det er nemt at anbefale alle de ovenstående spil, er der ikke helt overraskende også et par titler inkluderet, som ikke helt har kunnet modstå tidens tand. Jeg forstår ikke, hvordan jeg selv i 80erne kunne spendere uger på at forbedre min rekord i »Ice Climber«, og spil som »Baloon Fight« og »Kid Icarus« burde nok have været forbigået.

Alt i alt er Nintendo Classic Mini dog et fremragende eksempel på retro-spil, når det er bedst. Man kunne måske godt ønske sig, at Nintendo havde ladet muligheden for at ekspandere spil-udvalget stå mere åbent, men for en pris, der svarer til en enkelt kopi af det nyeste »FIFA« til PlayStation 4, er der masser at skøn nostalgi at hente her.

Derfor en god julegaveidé – måske ikke til ungerne, som givetvis vil løbe skrigende væk på grund af spillenes udseende og en generel høj sværhedsgrad - men perfekt til den aldrende gamer, som vil få stor fornøjelse af konsollen. Ikke mindst som en katalysator for minderne fra en gylden spiltid.

Hvad: Nintendo Classic Mini
​Platform: Nintendo Entertainment System.
Pris: 599 kr.
Udvikler: Nintendo.
Udgiver: Nintendo.