Geniet på lokum

BIOGRAFI: Nils Thorsens biografi om Lars von Trier forsøger at trænge ind i kunstnerens livshemmeligheder, men fungerer bedst når film-instruktøren selv får lov at tale om sine film.

Filminstruktør Lars Von Trier fortæller om sit liv og film i biografien »Geniet - Lars von Triers liv, film og fobier« af Nils Thorsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen

Har en kunstner pligt til at forklare sig selv og sit værk? Nej, selvfølgelig ikke, og måske er han heller ikke i stand til det, hvilket demonstreres i en ny nærgående biografi »Geniet - Lars von Triers liv, film og fobier«.

Politiken-journalisten Nils Thorsen, der er en forbilledlig interviewer og en vittig skribent, har ellers grebet opgaven systematisk an. Fra Lars von Triers fødsel til dennes seneste alvorlige depression, der var tæt på at stoppe den voldsomme »Antichrist«, bevæger journalisten sig op gennem filminstruktørens livsår og interviewer undervejs instruktørens kolleger, venner og familie, når deres indlæg er relevante for beskrivelsen af levnedsforløb og livsværk.

Stærkt står de indledende beskrivelser af instruktørens gammelkloge barndom, hans trængsler som mobbeoffer i skolegården og de første tegn på hans kunstneriske begavelse, herunder de første tegnefilm og de imponerende stile som barnet skrev om skov og natur.

Medrivende er også de mange anekdoter om filmenes ofte tumultariske tilblivelse, og øjenåbnende er instruktørens forfriskende håndværksprægede tilgang til filmteori.

Det ville dog være en mærkelig Politiken-bog, hvis ikke også journalisten fik flettet sig selv ind i historien, og en betragtelig del af bogens knap 400 sider beskriver således selve møderne mellem kunstneren og journalisten i alle detaljer med madlavning, sofistiske drillerier og parrets forfinede optagethed af japansk tebrygning. Midt i de hyggelige møder mærker man Nils Thorsens nærmest forelskede længsel efter at nå ind bag den kunstnerfacade, som Lars von Trier med et sikkert talent har opbygget, og i den manøvre kommer bogen til kort.

Det er nemlig tydeligt, at Lars von Trier nærer en stærk og instinktiv uvilje mod at forklare sig selv. Det fører til endeløse cirklende båndudskrevne dialoger, hvor Nils Thorsen med sympatisk selvudlevering forsøger at presse sig en flig længere ind i det gådefulde trierske sind, mens kunstneren løbende river sine egne udsagn fra hinanden med sarkastiske kommentarer og grovheder.

Som erstatning for den altid undslippende kernesandhed får vi en detaljeret øjenvidneberetning om at være i den store ånds såre menneskelige intimsfære. Von Triers berømte nervøse mave og bergmanske forhold til toiletbesøget beskrives igen og igen. På samme grundige facon beskrives symptomerne på Lars von Triers uhyggelige depression og angstanfald, som skal holdes nede time for time med mindfullness-meditation eller rødvin. Men ligesom alkoholisme til slut kaster kunstnere i samme rendesten som almindeligt dødelige, er Lars von Triers sygdom ikke finere eller mere interessant end den, der plager tusinder af andre danskere, og uanset hvor tragisk sygdommen er, bliver beskrivelsen triviel. Det er dog bogens fortjeneste, at den én gang for alle slår fast, at depressionen ikke er udslag af Lars von Triers ellers finmaskede selviscenesættelse.

Nils Thorsen har formentlig ret, når han hævder, at læseren ikke kommer tættere på mennesket Lars von Trier end i denne bog. Men toiletbesøg og rødvinsbranderter udgør ikke i sig selv en sandhed, uanset at det er en stor kunstners krop, det drejer sig om.

I sidste kapitel leverer instruktøren med stor modvilje en henkastet afsløring, der går ud på, at alle filmene er lavet til Moderen og i protest mod dennes normer; Moderen der helt sikkert var en problematisk størrelse i instruktørens liv. Men hvilken mor er ikke det, hvis man graver længe nok i familiemanuskriptet?

Under alle omstændigheder sætter Lars von Trier til slut parentes om alle sine udsagn gennem bogen, da han på de sidste sider siger: »Hvad faen er ærlighed? Egentlig er jeg bare så snedig og udspekuleret, at folk mener, jeg er ærlig. Det må være den største uærlighed«.

Det ligner en absolut indrømmelse, men trækker det fra eller lægger det til myten om Lars von Trier som den store manipulator? Det kan være det samme, for bundlinjen må være, at millioner af mennesker er gået fra visningerne af instruktørens film, rystede og fulde af store, berigende spørgsmålstegn. Som Lars von Trier selv formulerede det under filmfestivalen i Cannes, da en vred journalist forlangte en forklaring på de brutale scener i »Antichrist«: Det er os, der er gæster i hans univers.

Instruktøren skylder os ikke nogen forklaring og giver det heller ikke i Nils Thorsens bog.