For to år siden stod jeg i min etværelseslejlighed med boremaskinen i hånden. Nu skulle de hylder op! Efter få sekunder erfarede jeg, at boret var placeret det eneste sted i gipsvæggen, hvor en lille metalplade gemte sig. Seancen kostede maskinen livet, min beslutsomhed forduftede, og det endte selvfølgelig med, at min far satte hylderne op.
Hullet blev dækket med en hvid filtdut, som efterfølgende mindede mig om den lettere komiske situation, hvor jeg havde en seriøs snak med mig selv om, hvad jeg havde gang i, når jeg i en alder af 22 år ikke engang kunne finde ud af at bore et hul i en væg. Selv om det ud fra et samfundsperspektiv er en ringe trøst, glædes jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som ringer til far, når uheldet er ude. Vi er nemlig en hel generation, som er kendetegnet ved manglende selvstændighed.
