Gammel vold får nyt liv på skærmen

Hverken den nordiske selvforståelse eller den litteratur, der betyder noget, er længere påvirket af sagaerne. Men det betyder ikke, at de er en saga blot. Nogle af tidens mest populære TV-serier skylder Regnar Lodbrog og co meget, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen, der har læst de første bind i en ny, stor serie med de såkaldte oldtidssagaer.

Sagaerne lever og inspirerer stadigvæk. Blandt andet i de populære TV-serier »Game of Thrones« og »Vikings«. Billedet er fra »Vikings«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto: HBO

Mage til smukke bøger: Den okkerrøde farve på omslaget til bind 1 og den grå, let blålige på bind 2, der begge indrammer et træsnit af Peter Brandes. Og bag omslaget er teksterne sat op på store sider i den bedste papirkvalitet.

Ja, de to første bind i en planlagt serie på otte, der rummer alle oldtidssagaerne, er en såvel visuel som taktil oplevelse, og redaktør og oversætter på pragtværket »Oldtidssagaerne« Annette Lassen var også sprænglærd tovholder på »Islændingesagaerne«, som udkom i 2014. Seks højrøde bind med norrøne motiver på lærredsomslagene.

Et væld af fonde står bag de to udgivelser, og ingen af dem vil nogensinde kunne tjene sig selv hjem i boghandlerne. For er der overhovedet nogen, der læser sagaer i dag, og er der mon andre end biblioteker og uddannelsesinstitutioner, der kunne finde på at investere 600 kroner i bind 1 og 2 af ”Oltidssagaerne” og 2400 kroner for hele den planlagte udgivelse? Eller 2700 kroner for »Islændingesagaerne«?

Næppe mange. Og endnu færre vil læse dem. Men kastes et blik bagud i tiden, har sagaerne haft rigtig godt tag i både de læsende og skrivende. Ikke mindst i romantikken, hvor den store romantiske danske digter Adam Oehlenschläger eksempelvis lod sig inspirere af dem i sin digtning, og hvor deres potente skildringer af det nordiske menneske også kom til at spille en afgørende rolle for den nationale selvforståelse og identitetsmæssige oprustning.

Sagaerne lever og inspirerer

I 2016 er der ikke mange forfattere, der finder inspiration i sagaerne, ligesom det ikke giver mening at tappe national selvforståelse fra den mere end 1000 år gamle, brutalt-blodige litteratur. Det er i det hele taget let at afskrive sagaerne og se disse års nyoversættelser og luksuriøse udgivelser som sminkede lig, som sagaer blot, der snart får lov at støve til på statsfinansierede institutioners reoler.

Det er let, men det er også forkert. Sagaerne lever og inspirerer i dén grad stadig, bare ikke på den toneangivende litteraturscene, hvor plot og pludselige omslag i handlingen ikke just er en vogue, og hvor jeget er altdominerende, helt modsat sagaerne, hvor det enkelte menneske blot er et tandhjul i slægtens store, hellige maskineri.

Vores tid er individets tid, og det system, vi har bygget op om individets ukrænkelighed, flugter ikke med sagaernes virkelighed og menneskesyn. Og hvor romantikken kunne bygge sig selv op med hjælp fra sagaernes raske, karske mænd og stærke kvinder, vil et sådant forehavende i dag blive afskrevet som racistisk og på alle måder afstumpet.

Men blot fordi sagaerne ikke smitter af på det danske velfærdssamfund eller på den nyere toneangivende skønlitteratur, betyder det ikke, at den ikke lever og øver indflydelse andre steder. Tag bare George R.R. Martins kolossale fantasy-værk »Game of Thrones: A Song of Ice and Fire«, der er gennemsyret af det værdikodeks og det inventar, der kendes fra sagaerne: Blodhævn, ære, skæbne, magtsyge, sex, overnaturlige væsener.

I den afsindigt populære TV-serie af samme navn er de verdener, der besøges præcis som i sagaerne eventyrlige steder, hvor alt kan ske. Det fremmede er altid fantastisk, lige meget om det er sandstormende sletter med drager eller fygende sne og permafrost ved en svimlende høj mur.

Ligesom George R.R. Martin skrev sagaskjaldene gerne om steder, de aldrig havde været. Men hvor Martin skriver på ren fantasi, altså om ikke-eksisterende steder, var der overleveringer indlejret i skjaldenes fiktionsverdener.

Fra nogle, der engang havde været der - i Rusland og i Irland, i Konstantinopel eller i Jerusalem - men løftet og forvandlet af skjaldenes fantasi. Der, hvor øjnene ikke selv har hvilet, kan virkeligheden befolkes af uhyrer og rejse sig i bjerge af guld.

En af de mænd, der står strunkt og stærkt i sagalitteraturen, er Regnar Lodbrog, der levede i det 9. århundrede og er beskrevet af krønikøren Saxo gennem sagnstilens tætte slør. Men han har også sin egen saga, der kan læses i »Oldtidssagaerne«.

At vi er i den kulørt-dramatiske afdeling fremgår allerede af hans efternavn. Lodbrog betyder »lodne bukser«, og navnet fik han, fordi han iført en stivfrossen dragt besejrede en lindorm i forsøget på at befri kongedatteren Thora. Hun døde, og han giftede sig senere med Kraka, der var datter af en bonde og en grim kælling.

Regnar var dog lidt i tvivl om det hele og satte hende på den berømte prøve: Kraka skulle komme til ham, men hverken påklædt eller nøgen, hverken mæt eller fastende, hverken alene eller fulgt af et menneske. Da hun viste sig med fiskenet og med langt hår, der dækkede kroppen, tyggende på et løg og ledsaget af sin hund, blev Regnar overbevist om hendes klogskab.

Altid værd at læse

Hvor en type som Regnar Lodbrog ikke har meget at gøre i den moderne litteratur, er han et fund for de nye TV-serier, sådan som de laves på Netflix og HBO. De to streaming-kanaler har vokset sig store på at skildre vold og sex meget direkte og samtidig fortælle dramatiske historier.

Det står godt til sagaerne, samtidig med at sagaernes udvendige karakter, dét, at de handler om mennesker, der agerer og reagerer, er som skabt til at blive omsat til levende billeder. Sagaerne er i deres form i familie med film- og TV-manuskriptet.

Derfor måtte der - sagt i bagklogskabens ånd - komme en serie, som trækker på en saga, og den voldsomme, rigtig gode »Vikings« har netop »Regnar Lothbrok« som hovedkarakter og er – her i sin fjerde sæson – stadig populær blandt abonnenterne på HBO.

Hvad de måske ikke ved, er, at »Vikings« – trods Lodbrog-forlægget – med sin hårde, realistiske stil og fortælling er beslægtet med islændingssagaerne, mens »Game of Thrones« helt klart er i familie med oldtidssagaerne.

Annette Lassen beskriver dem sådan her, og det kunne næsten lige så godt være en beskrivelse af TV-serien, der er midt i sin sjette sæson: »I oldtidssagaerne optræder der mange troldkyndige folk, overnaturlige væsener og ting: lumske dværge med overnaturlige evner, glemselsdrikke, sten med magiske egenskaber, magisk voksende lindorme, drager, der vogter på en guldskat.«

Videre skriver Annette Larsen, at oldtidssagaerne af forskere er blevet set som »en degeneration af den gode smag«. At sagaerne med dem blev mindre litterære og mere underholdningssøgende. Det lyder fornuftigt. De er ikke for de kræsne.

Men mange litteraturnørder er - jeg er i hvert fald - bare anderledes åbne for netop den dårlige smag – uhyrer, blodsprøjt, ramasjang – når den optræder i TV-serier. Og i de nye amerikanske serier åbnes dette frirum, hvor alt er tilladt, alt kan ske, og også et rum, hvor den moderne moral er nulstillet, uden at det nødvendigvis er et etisk problem for publikum.

I dette frirum kan vi også give efter for renere, voldsommere instinkter og for de vilde impulser, vores moderne overjeg ellers har styr på. Alene derfor er sagaernes grundstof velkomment i dag. Som en slags ventil.

At sidde med de smukke bind 1 og 2 af »Oldtidssagaerne« sætter alle de her tanker i gang. Om at sagaernes virkefelt ikke længere er på siderne, men på skærmen. Om at det er dér, i strømmen af serier, de fleste i dag får dækket deres fiktionsbehov.

Men når dét er sagt, er sagaerne altid værd at læse. Selvfølgelig er de det. Deres historier er finjusteret gennem århundreder og handler i sidste ende om menneskelige relationer. Det kan aldrig blive ligegyldigt. Hverken i det ene, det andet eller tredje årtusinde.

»Oltidssagaerne« bind 1 og 2 er udgivet af Gyldendal, oversat af Annette Lassen og Erik Skyum-Nielsen og rigt illustreret, blandt andet med træsnit af Peter Brandes.