Gamle København: Margarinedronningens enkesæde

I serien »Gamle København« skriver Jørgen Larsen om en nu forsvunden herskabsvilla ved Strandvejen.

Beaulieu, som blev opført af margarinekongen Otto Mønsteds enke. Ejendommen har siden bl.a. været hotel og plejecenter. Foto fra omkring 1950 i Bo Bramsen: »Strandvejen – før og nu« Fold sammen
Læs mere

Beaulieu – det er fransk, og det lyder som navnet på en herregård i en gammel dansk film. Om huset var pænt, kan diskuteres, men beliggen­heden ved Øresundskysten i Springforbi kunne man vanskeligt indvende noget imod.

Det var også den almindelige mening blandt landets velhavere tilbage i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet, da den ene lystgård skød op ved siden af den anden som perler – ikke på en snor, men på Strandvejen. Her kunne man ligge på landet og samtidig være i nærheden af storbyen.

En af dem var grosserer Wessel, som havde haft en heldig hånd, da han med sin kompagnon, Emil Vett, etablerede hovedstadens første stormagasin i det gamle Hotel du Nord på Kongens Nytorv. Som så mange andre rigmænd byggede også han en passende bolig på den attraktive kyststrækning nord for Taarbæk, og her døde han i 1905. Men historien fortsætter.

Enken efter den danske margarinekonge, Otto Mønsted, havde samme for- og efternavn som sin afdøde mand – blot med et fru foran. I 1933 var hun en ældre dame med et skrantende helbred, og derfor foreslog hendes personlige rådgiver og virksomhedens administrerende direktør, August Holm, at hun købte Wessels ejendom til nedrivning og i stedet opførte et nyt hus med moderne bekvemmeligheder. 40 værelser – de fleste med udsigt over Sundet, WC og badefaciliteter med koldt og varmt vand i hanerne.

En elevator med plads til ti, så man slap for den besværlige trappe op til førstesalen. Intet blev der sparet på, og det skulle nok give enkefruen livskraften tilbage. Den ældre dame var imidlertid mere syg, end hun selv vidste, og inden byggeriet stod færdigt, var hun borte.

Det blev derfor direktør Holm, der selv flyttede ind i det rummelige enfamiliehus med det franske navn. Han døde otte år senere som formand for Industrirådet, men nu var staten i gang med at opkøbe og nedrive de prangende herskabsvillaer på begge sider af Strandvejen i Springforbi for at etablere Dyrehaven som et naturreservat helt ud til Øresundskysten.

Herom kunne man læse i regeringsorganet Politiken i maj 1942: »Gennem hele sidste århundrede har dette paradis kun været til glæde for millionærfamilier, men for fremtiden bliver det fælleseje for alle Storkøbenhavns million indbyggere.«

Også direktør Holms villa blev købt af staten. Dog ikke til nedrivning, dertil var den for god. Og Skovdirektoratet, som holdt til i et havehus i Det Kongelige Biblioteks have, havde behov for mere plads. Men så klagede embedsmændene i direktoratet.

De boede i byen, og der var langt til Springforbi. Derefter foreslog det andet regeringsorgan, Social-Demokraten, at etablere en folkelig kystrestaurant i villaen og anlægge en folkepark i haven: »Stedet vil være som skabt for det store folkelige traktørsted,« skrev avisen, og så meldte arbejderbevægelsens egne restauratører sig på banen. Det var De kooperative Marketenderiers Samvirke, som i forvejen drev Peter Lieps Hus og nu så muligheden for at udvide forretningen.

Ingen kunne imidlertid have to bevillinger i samme kommune. Det bestemte beværterloven, og problemet blev et regeringsanliggende, før man fandt en behændig løsning. Med Hovedstadens Brugsforening og Mejeriet Enigheden som aktionærer etablerede marketenderierne et nyt selskab, kaldet Jægersborg Strandhave, Beaulieu, og det var noget helt andet.

Trods beliggenheden ved kysten og med udsigt ind over Eremitagesletten blev det statslige øresundshotel aldrig nogen guldgrube. Tværtimod, pengene forsvandt, og i 1970 trådte selskabet i likvidation. Men så indrettede Pensionisternes Samvirke, der også havde slægtskab med kooperationen, motionscenter i den tidligere rigmandsvilla, og der kom bowling og billard i kælderen, så pensionisterne kunne holde sig raske og rørige. Senere blev der tillige indrettet et såkaldt plejehotel, og kommunerne betalte regningen, så længe de havde råd.

Men festen sluttede for 15 år siden. Beaulieu blev jævnet med jorden, og trafikanterne på Strandvejen havde nu fri udsigt på både vandsiden og landsiden. Til gengæld er margarinedronningen gået i glemmebogen, og det samme er hendes enkesæde.