Gamle København!

I tiden op mod Første Verdenskrig var det blevet så moderne at gå til fodbold, at København havde brug for et stadion, som kunne rumme de mange tilskuere.

40.000 tilskuere kunne der presses ind i Idrætsparken, før den nye tribune blev indviet i 1955. Foto fra 1935: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kommunen fandt et passende sted i Fælledparken, hvor der var rigelig plads til senere udvidelser, hvis det skulle blive nødvendigt, og 7. marts 1911 var man klar til indvielsen af det storslåede anlæg – en lukket fodboldbane med omkring en snes tusinde tilskuerpladser. Kronprinsen, den senere Christian X, var til stede, bevæbnet med en drabelig sabel i siden, og han holdt en opbyggelig tale for den sportsglade ungdom, som nu skulle tage banen i brug. Og så blev bolden givet op til den første fodboldkamp i Københavns Idrætspark.

Hovedtribunen var imponerende med sine næsten 4.000 siddepladser foruden kongeloge. Men den havde også kostet svimlende 180.000 kroner at bygge. Det var derfor ikke pænt, at respektløse københavnere hurtigt begyndte at omtale det fornemme bygningsværk på den dyre langside som »skuret«. Men hvis man er bidt af fodbold, kan man ikke tage hensyn til, hvad man bør og ikke bør sige. Og det var ikke i Idrætsparken, man blev træt af at høre tomme høflighedsfraser, for her kom helt almindelige mennesker med helt almindelige behov for at udtrykke sig om spillerne, om dommeren og om forholdene i det hele taget. For nogle var kampen det vigtigste, for andre var den mere et påskud til at komme lidt væk fra konen og ungerne.

Publikum strømmede til fodbold, og gang på gang måtte der gøres plads til flere tilskuere rundt om banen. De fleste havde deres faste plads søndag efter søndag enten på Cementen bag målet ud mod Øster Allé, på Hockeybanen bag det andet mål eller på B93’s langside, som var den billige. Man kendte hinanden og risikerede ikke at løbe ind i en flok idioter med sympati for fjenden.

Op gennem 1930erne blev tilstrømningen så intens, at kapaciteten ikke længere slog til. Idrætsparkens ledelse havde regnet ud, at der var plads til 40.000 mennesker, hvis alle fordelte sig hensigtsmæssigt og stod som sild i en tønde. Men til de store svenskerlandskampe kom der ofte mange flere, og allerede i 1941 blev der fremlagt planer om en helt ny hovedtribune, således at mindst 50.000 tilskuere kunne komme ind gennem tælleapparaterne. Det lød forjættende, men desværre var der krig og mangel på byggematerialer, og så blev det ikke til noget.

Det blev efterhånden en fast kutyme, at tilstrømningen til de store kampe var så intens, at de sidste måtte blive uden for. Og det udviklede sig undertiden til rene skandalescener med slagsmål, når et brøl rejste sig efter en scoring, og masserne uden for portene krævede at være med til festen. Men hvad kunne man gøre? Der var ikke plads til alle de fodboldgale i København bag Idrætsparkens mure og hegn.

Alle de store københavnerklubber brugte Idrætsparken som hjemmebane, og derfor var der hver søndag to kampe. I november 1949 mødte KB århusianerne fra AGF i dagens anden kamp, og det viste sig at være et tilløbsstykke helt uden lige. Allerede mens folk var på vej ud efter det første opgør, pressede op imod 60.000 mennesker på for at komme ind. Resultatet var rent kaos, og få dage senere kunne man læse avisoverskriften: »Hvorfor har København ikke et virkelig Stor-Stadion?«

Spørgsmålet var godt, for netop det år viste en opgørelse, at langt flere end en million mennesker havde været til fodboldkamp i Idrætsparken i løbet af sæsonen. Det var mere end 14.000 i gennemsnit pr. kamp.

De gamle planer fra krigens første år blev taget op af skuffen og støvet af, og i 1953 lå et projekt klar til en ny moderne hovedtribune i stedet for »Skuret« fra 1911. Et prægtigt bygningsværk ville det blive. På højde med en skyskraber, sagde man. Og nu kunne almindelige mennesker sidde mageligt på fine afhøvlede brædder og se fodbold. Det var en luksus, som kun de færreste havde prøvet.

I to år var Idrætsparken en byggeplads, men søndag den 2. oktober 1955 blev portene endelig slået op. Nu var det Frederik IX, som var æresgæst, og det var en festdag af de helt store. Danmark havde fået et nationalstadion, man kunne være bekendt, og så gjorde det ikke så meget, at det professionelle engelske landshold tævede danskerne med 5-1. Nederlag var man vant til.

Ni dage senere var der igen fodbold. Nu var det om aftenen. Fodboldsammenslutningen Stævnet havde besøg af et udvalgt skotsk hold, og for første gang blev der i Idrætsparkens historie afviklet en kamp i elektrisk lys. Det lød mærkeligt for mange mennesker, men intet var mere som i gamle dage.

Det er 52 år siden. Den nye tribune er nu blevet den gamle, og den dyre langside eksisterer ikke mere. Gravemaskinerne holder parat for at fjerne de sidste rester af den gamle Idrætspark, men københavnerne strømmer stadig til fodbold som for 100 år siden.