Gallerier til de nye, de garvede og de avancerede

Det er i gallerierne, man møder de nye navne og finder værker fra de etablerede kunstnere. Men det er også her, man som nybegynder kan starte sin samling. Vi guider til ni forskellige gallerier.

Designer Jesper Elg, som sammen med fotograf Peter Funch i 2002 grundlagde V1 gallery. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor Jorn tog fejl

»Et galleri i Silkeborg? Det er en god idé. Det kan aldrig gå,« var modtagelsen fra kunstneren Asger Jorn til den unge Willy Omme i 1962, da han ville starte Galerie Moderne i berømthedens og hans egen hjemby.

Trods Jorns skepsis har galleriet – nu drevet af Omme junior, Henrik – eksisteret i 54 år og har stadig særligt fokus på den Cobra-gruppe, som Asger Jorn var en væsentlig kraft i.

Galerie Moderne har en af de få netbutikker, hvor man kan klikke ind og købe en bronzeskulptur af Carl-Henning Pedersen for 2,8 millioner kr. Men også erhverve dig fire Egill Jacobsen plakater for 800 kr.

Det er ikke kun de gamle, tunge drenge, galleriet pryder sine vægge med. Her er også særudstillinger af nulevende kunstnere, der på hver deres måde er beslægtet med Cobrafolkene.

Hvad? Galerie Moderne. Hvor? Hostrupsgade 39, 8600 Silkeborg, galeriemoderne.dk

Det halvhemmelige galleri

Udefra ligner det nærmest en container, der er presset ind i stueetagen på byhuset i Skindergade i det indre København. Men inde i metalboksen gemmer sig galleri Tom Christoffersen, der præsenterer kunst indenfor mange genrer og former, skabt af kendte navne som Julie Nord og Claus Carstensen.

Galleriet gemmer også på et »2. Rum«, hvor man finder værker af unge kunstnere som Gudrun Hasle og Mia Mørkeberg.

Tom Christoffersen er selv tidligere kunstfotograf, men sagde kunstnerlivet op, fordi han ikke vurderede, han kunne blive så god, som han mener, en kunstner skal være. Til gengæld er det ikke et dårligt udgangspunkt for at være gallerist.

Hvad? Galleri Tom Christoffersen. Hvor? Skindergade 5, 1159 København K, tomchristoffersen.dk

Her høres historiens vingesus

Kort efter besættelsen åbnede Viggo Clausen et galleri i Toldbodgade, lige rundt om hjørnet fra de dengang rå sømandsværtshuse i Nyhavn, men også tæt på det Kunstakademi, stedet altid har en tæt kontakt til.

Clausens Kunsthandel er især forbundet med grafikere, ikke mindst fordi en af den tidlige efterkrigstids mest kendte grafikere, professor Palle Nielsen, oprettede et onsdagsakademi, hvor tidligere elever samledes.

Nielsens billeder sælges stadig fra gallerier, sammen med andre af hans samtidige, men galleriet har også værker af nyere navne som Knud Odde og nyfortolkede tekander af keramikeren Ursula Munch-Petersen. Selv om et besøg i det gamle bindingsværkshus er som at træde ind i et stykke stemningsfyldt kunsthistorie, står tiden ikke stille i kunsthandlen.

Hvad? Clausens Kunsthandel. Hvor? Toldbodgade 9, 1253 København K, clausenskunsthandel.dk

Morgendagens stjerner

Måske er Udstillingsstedet Q ikke et galleri i klassisk forstand. Men det er værd at besøge og holde øje med, især hvis man gerne vil vide, hvad der er på vej i dansk kunst, og hvem de nye talenter er.

Udstillingsstedet Q ligger nemlig rundt om hjørnet fra Charlottenborg og drives af de studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Her på hjørnet af Peder Skrams gade kan de besøgende opleve, hvad det er, eleverne arbejder med, og hvad der optager dem.

Hvert år i februar er det fast tradition, at Q lægger lokaler til en udstilling af de førsteårs studerendes værker, arrangeret af dem selv.

Hvad? Udstillingsstedet Q. Hvor? Peder Skrams Gade 2, 1050 København K, kunstakademiet.dk

Her kigger museerne med

Det startede med noget så hipt som pop-up gallerier rundt om i Aarhus. Indtil Charlotte Foghs papfar sagde til den højgravide gallerist, at han syntes, hun var klar til at få mere faste rammer om billeder.

Nu finder man Charlotte Fogh Gallery i et baghus i Mejlgade, hvorfra hun sælger kunst til købere fra hele verden, men også til de store museer i Østjylland som ARoS og Horsens Kunstmuseum.

Da hun i foråret udstillede grafittikunstneren HuskMitNavn, blev billederne nærmest revet væk.

Men Charlotte Fogh er også på anden måde en drivkraft i kunstnermiljøet i byen. Hun er en, man beder om at lave rapporter og anbefalinger for byens kunstnermiljø generelt, og var en af drivkræfterne i den stort anlagte Sculpture by the Sea. På hjemmesiden kan man købe værker til priser, hvor de fleste kan deltage.

Hvad? Charlotte Fogh Gallery. Hvor? Mejlgade 18B, 8000 Århus C, charlottefogh.dk

Kødbyens firstmover

Da Bo Bjerggaard rykkede ind i sommeren 2007, var det en mærkelig placering for et ret eksklusivt, moderne galleri: En førstesal midt i Kødbyens virvar af slagtehaller, grossistsupermarkedet og handel med knive og andet værktøj til fagfolk. I dag er Kødbyen nok Københavns bedste galleriplacering.

Bo Bjerggaard har blandt andet en fortid som aktivitetschef på kunstmuseet Louisiana, og det spejler sig da også i dele af hans eksklusive udbud af kunstnere som Georg Baselitz, Per Kirkeby, Tal R og John Kørner. Galleriet er stort, og kan derfor køre to parallelle udstillinger i sine lokaler.

Hvad? Galleri Bo Bjerggaard. Hvor? Flæsketorvet 85A, 1711 København V, bjerggaard.com

Den med street-art

En af Bo Bjerregaards første naboer på Flæsketorvet var V1 Gallery, Galleriet er stiftet i 2002 af designeren Jesper Elg og fotografen Peter Funch i en nedlagt bagerbutik i Absalonsgade, og blev hurtigt berømt, fordi det blandt andet udstillede streetart og ikke mindst en af kunstformens største stjerner, englænderen Banksy.

Graffittikunstneren HuskMitNavn har været huskunstner, og andre kendte danskere i genren som Papfar har man også kunne se på galleriet sammen med unge, stærke og engagerede samtidskunstnere.

Det er også her, man kan købe værker eller se en udstilling af fotografen Jacob Holdts amerikanske billeder. V1 har netop fået et søstergalleri, Eighteen i Slagtehusgade, der åbnede i foråret med en udstilling af Wes Langs værker.

Hvad? V1 Gallery. Hvor? Flæsketorvet 69-71, 1711 København V, v1gallery.com

Start kunstsamlingen her

Hvor starter man en kunstsamling, især hvis man ikke har tusindevis af kroner til sin rådighed? Det kan man for eksempel gøre i Galerie Edition Copenhagen på Christianshavn, hvor man laver litografier i en håndværkstradition helt tilbage fra 1800-tallet.

Galleriet inviterer kunstnere ind til at lave et unikt værk – i tæt samarbejde med dygtige litografer. Hvert værk er lavet i få eksemplarer og signeres af kunstnerne i galleriet. Blandt gæsterne er navne som Christian Lemmerz, Elmgreen og Dragset, Kathrine Ærtebjerg og Henrik Vibskov til salg. Men der er også helt nye, unge navne på værk-listen. Et oplagt sted at starte en samling – eller finde en særlig gave til nogen.

Hvad? Edition Copenhagen. Hvor? Strandgade 66, 1401 København K, editioncopenhagen.com

Fra Nørrebro til Frederiksberg

Hvis man er seriøs i bestræbelserne på at få etableret en ordentlig kunstsamling, tilbyder Galleri Oxholm på Frederiksberg hjælp til opgaven sammen med en kunsthistoriker – og vi taler helt ned til detaljen som hvordan man laver en god ophængning hjemme i stuen.

Galleri Oxholm er i foråret flyttet fra den brogede Ravnsborggade på Nørrebro til den mere stille Pile Allé på Frederiksberg, men kunstnerne er flyttet med, blandt dem Johnson Tsang, der laver keramiske værker med meget forskellige og ind imellem nærmest surrealistiske udtryk og taiwanesiske Poren Huangs voldsomt charmerende, næsten tegneserieagtige figurer.

Hvad? Galleri Oxholm. Hvor? Pile Allé 25, 2000 Frederiksberg, gallerioxholm.dk