Galleri for politisk forandring

Langt fra Bredgades gallerier ligger et udstillingssted, der mener, at kunst kan gøre en forskel. Stedet oplever stigende interesse fra internationale kunstnere og danske museer. »Camp« er kunst, der fokuserer på flygtninge og indvandring.

Tone Olaf Nielsen og Frederikke Hansen står bag galleriet Camp, der laver kunst med og for flygtninge. Stedets næste udstilling hedder »Deportation Regime: Artistic responses to state practices and lived experience of forced removal« og vises fra 9. september 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Normalt er gallerier beliggende på dyre adresser. De har højt til loftet og brede lægter i trægulvene, og ofte kan man høre sine egen knirkende fodtrin runge mellem væggene, mens man går omkring og kigger.

Det københavnske galleri CAMP kunne ikke være mere anderledes.

Her dufter af safran og karry. Det store lyseblå hus i det københavnske nordvest kvarter er fyldt af folk, der taler, hviler sig eller hører musik. I køkkenet lyder et væld af stemmer. Tre personer koger Dhal, mens en skrattende transistor på bordet spiller noget, der lyder som arabisk lut.

Selve galleriet ligger bag køkkenet og det store caféområde, hvor der hænger håndmalede flag fra hele verden. Man kunne være på en banegård eller til en livlig familiefest, og det er netop en del af pointen.

CAMP er ikke kun et galleri men et såkaldt »tematisk fokuseret udstillingssted«, der ligger i Trampolinhuset i København Nordvest.

Det professionelle udstillingssted fokuserer på udstillinger, der behandler emner som flugt, migration, flygtninge, asyl og udvandring. Og derfor er beliggenheden vigtig.

»Hvis vi lå i Kødbyen eller på en anden hip adresse, ville vi miste noget af vores brod. Når man ankommer til CAMP, skal man først igennem Trampolinhusets lokaler og brugerne, der alle er flygtninge eller asylansøgere, inden man kommer til udstilinger, der analyserer spørgsmål om asyl og indvandring«, forklarer kurator Tone Olaf Nielsen, der driver Camp sammen med Frederikke Hansen.

Sammen ønsker de at gøre en forskel. I den tro, at kunst faktisk kan være med til at ændre verden.

Store kunstnere vil være med

Man skal ikke tage fejl af rammerne. Det er stadig kunst, det handler om. Professionel billedkunst lavet af navne som taiwanesiske Chen Chieh-jen, der har tematiseret grænser og grænsekontrol i sin video-installation Empire’s Borders I, og australske David Fedele, der beskrev afrikanske migranter i filmen The Land Between.

Endelig har vietnamesiske Tiffany Chung stået for en glas-installation med over 1000 dyr, der skulle placeres på et ovalt bord.

En række af Trampolinhusets brugere hjalp med at sætte installationen sammen.

»Mens vi stod og satte alle de små dyr sammen til en flok, var der pludselig en af husets brugere, der sagde »de er allesammen på vej til Tyskland«, husker Tone Olaf Nielsen.

Tiffany Chung blev i øvrigt så begejstret for CAMP og Trampolinhuset, at hun donerede 50% af salgsindtægterne fra to af de værker, som hun havde udstillet på CAMP. Det ene værk gik til Faurschou og det andet til Louisiana. Og sådan blev CAMP og Trampolinhuset 300.000 kroner rigere.

Det luner, da stedet ellers primært finansieres af fonde og privatdonationer samt et etableringslegat fra Statens Kunstråd. Men pengene kommer også, fordi CAMP har opnået særstatus for visse af kunstnerne.

»Det er lykkedes os at få fat i nogle af kunstens rigtig store navne, fordi vi har det fokus, vi har«, forklarer Tone Olaf Nielsen.

»Kunstnerisk set er der jo en lang tradition for at diskutere spørgsmål om migration og fordrivelse, men der er ikke andre tematiske udstillingssteder i Skandinavien med vores fokus. Der er vi ret specielle«.

De professionelle museer har da også fået øjnene op for CAMP. Statens Museum for Kunst har således besluttet at genudstille galleriets seneste tre udstillinger. De får fernisering 9. september - samme dag som CAMP åbner sit næste projekt. En udstilling, der handler om deportationer.

»Det er spændende for os at se, hvor vi kan drive det her hen. Nu har vi beskæftiget os med kunst om lejrliv, fordrivelse og grænser. Vores næste fokus er på tvangsudvisninger, immigrationspolitik og trafficking, men vi tænker også på at lave noget om integration«, fortæller Tone Olaf Nielsen.

Kunsten kan skabe forståelse

Trampolinhuset blev dannet som medborgerhus for flytninge og asylansøgere i 2010.

Pengene kom fra fonde, og tanken var at lave en base, hvor folk, der ellers bare går og venter – på ophold eller afslag – kunne få retshjælp, deltage i aktiviteter og udvikle netværk.

I dag huser bygningen alt fra computerundervisning til sundhedspleje. En gruppe af husets kvinder har lavet deres egen cateringordning med mad fra Congo, Afghanistan og Pakistan.

Bag det hele ligger en tanke om, at mennesker skal holdes i gang. Også selv om de venter på ophold eller afslag.

»Migration er en af vor tids ulykkeligste katastrofer. Man taler om en flygtningekrise, men krisen ligger jo ikke i, at folk bevæger sig. Det er en del af vores natur. Krisen ligger i, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved de folk, der flytter sig«, siger Tone Olaf Nielsen.

Ligesom Frederikke Hansen har hun boet flere år i udlandet, hvor de hver især stiftede bekendtskab med feministiske-queer scener og anti-kapitalistiske miljøer. De så, hvordan der blev bygget bro mellem kunstnerisk praksis og aktivisme. Oplevelserne gjorde den begge opmærksomme på, at man kunne forholde sig kuratorisk til de politiske realiteter.

»Først og fremmest kan vi spejle livsvilkår på en helt anden måde end en journalist nogensinde vil kunne. På den måde kan vi måske skabe oversættelse mellem dem, der er så priviligerede, at de kan slå rod, og dem, der bliver nødt til at flytte sig. CAMP er vores forsøg at på at sige, at samtidskunsten er et rum, der kan hjælpe os med at forstå de ting, der ellers skiller os ad«.

Alle er lidt aktivister

Tone Olaf Nielsen blinker ikke, når hun siger det. Hun mener, at kunsten kan rykke vores forståelse og empati for folk, der kommer hertil.

Hun understreger, at Trampolinhuset, der også startede som et kunstprojekt, i sig selv har gjort en forskel.

»Som medborgerhus har vi hjulpet mange afviste asylansøgere med at få genoptaget deres sager. Vi har bidraget til at skabe øget bevidsthed om flygtningevilkår blandt politikere, og vi giver asylansøgere og flygtninge en platform fra hvilken de kan ytre sig i arbejdet for at skabe retfærdighed for flygtninge«.

Trods sit engagement vil Tone Olaf Nielsen ikke kaldes aktivist.

»Vi er kuratorer, der bruger kunst til at skabe social forandring. Den indiske forfatter Arundthati Roy blev også engang spurgt, om hun var aktivist, og hun svarede, at hun var en forfatter, der ønskede at skabe forandring. Begynder man at opdele folk i aktivister og ikke aktivister, så fratager man det almindelige menneske muligheden for at kunne handle. Men man skal ikke overlade alt til professionelle. Vi har alle et ansvar«.

CAMP CPH / Center for Art on Migration Politics. Ligger på Thoravej 7, 2400 Kbh NV. Der er åbent tirsdag, onsdag og fredag fra kl. 13 til 18. Lørdag fra kl. 14 til 17.