Gal Kærlighed på Arken

Private danske kunstsamlere udstiller på Arken. Bl.a. erhvervsmanden Mads Øvlisen og restauratøren Jens Peter Brask har hyper moderne værker med på udstillingen »Mad Love«. »Samlerne går virkelig til den og køber noget som er grænseoverskridende, mystisk og mærkeligt,« siger museets direktør.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er aldrig set før på et dansk kunstmuseum, men nu springer Arken i Ishøj ud i det og laver en udstilling, som udelukkende viser kunstværker, der er indkøbt af passionerede danske kunstsamlere.

Bl.a. Det Kgl. Teaters bestyrelsesformand, erhvervsmanden Mads Øvlisen, restauratøren Jens Peter Brask, indehaver af restaurant Halvandet på Refshaleøen, advokat Leif Djurhuus og Ole Faarup, indehaver af Tre Falke Møbler i København, har værker med på Arken.

»Jeg har igennem årene haft en løbende og god dialog med en lang række private kunstsamlere. I de senere år er kunstsamlerne virkelig begyndt at kigge ud over landets grænser og har foretaget en lang række virkelig dristige indkøb,« siger Arkens direktør, Christian Gether.

Udstillingen, som åbner 15. september, består af 136 værker af 70 danske og udenlandske kunstnere både ukendte og kendte. Store navne som danske Tal R, Olafur Eliasson, tyske Jonathan Meese, amerikanske Jenny Holzer, engelske David Shrigley og mexicanske Dr. Lakra er repræsenteret.

Kunstinteressen er boomet det seneste år. Både danske og udenlandske gallerier har været inde i en gylden højkonjunktur.

»Der er ikke nogen tvivl om, at der er kommet flere samlere. Det er primært velhavende mennesker, som har overskud til at købe, men der er også nogen imellem, som køber ud af ren passion. Der er et kæmpe udvalg af kunst i private samlinger,« siger Christian Gether.

Han forklarer, at der er stor forskel på museer og privates indkøb. Mens museer enten skal købe hovedværker, der følger museets linje, så køber de private ind med spontanitet og passion.

Ole Faarup, der er formand for Det Danske Kunstsamlerselskab, er en af dem. Han har 12 værker med på udstillingen, bl.a. af kunstnerparret Michael Elmgreen & Ingar Dragset, tyske Mathias Weischer og engelske Greyson Perry.

»Det er morsomt, at et museum åbner sig for private samlere, som oftest er på forkant i forhold til museerne. De er meget tidligt ude og viser et vovemod, som museerne ofte ikke har. Museerne skal nemlig tænke sig voldsomt om, inden de køber, fordi deres værker skal have museal værdi. Den kender man først, når kunstnerne har været fremme nogle år, og så har museerne ofte forpasset chancen, mens værkerne kunne købes for fornuftige penge,« siger Ole Faarup, som forventer, at det bliver en meget varieret udstilling.

»Det bliver kunstværker med stor dramatik, og hvor man kan føle passionen for kunsten,« siger Ole Faarup.

Udstillingen, som inspektør Dorthe Rugaard Jørgensen står bag, prøver at destillere to tendenser i samtidskunsten: Dels en bølge af ny surrealisme, og dels en bølge af ny pop art.

Og museumsdirektør Christian Gether siger: »Man ville nok tro, at private kunstsamlere ville være forsigtige med at være grænseoverskridende i deres indkøb for at sikre deres investeringer, men det er ikke tilfældet. Der er nogen, som virkelig går til den og køber noget, som er grænseoverskridende, mystisk og mærkeligt og som endnu ikke er blåstemplet af kunstmiljøet. Det er virkelig folk, som går ud og køber værker, fordi det er nyt og spændende. Jeg tror bestemt også, at alle der køber ny ung kunst håber på, at det med tiden bliver store navne. Det er klart. Det er jo morsomt, hvis man kan sige, at man har været tidligt ude.«

Udstillingen fortæller om kunstnerne, men også om kunstsamlerne, hvor af nogle få dog har ønsket at være anonyme. »Mad Love« varer frem til 9. december.