Det er tre år siden, at debatten om Distortion sidst fyldte avisernes spalter med klummer af københavnere, der henholdsvis klagede over larm og pis og ditto, der bad sarte sjæle flytte på landet, hvis de ikke kunne klare mosten i brokvartererne de fire dage om året, hvor det gik løs.
Det gør det nu igen. Efter at Københavns største gadefest har ligget i dvale i to år, skydes den i gang senere i dag onsdag. Det sker blandt andet ved Vesterbro Passage, da Rådhuspladsen, som skulle have huset dagens event, er optaget på grund af valget om EU-forbeholdet.