Gå ikke glip af Verdis »Otello« på Operaen

Sangerne løfter repremieren på en af Verdis bedste operaer til et niveau, den har fortjent.

Otello er i knæ, Iago triumferer. Foto: Camilla Winther Fold sammen
Læs mere

Der findes operaer, der er så indlysende gode, så perfekte i deres dramaturgi, så medrivende i deres musik og så indtagende i deres sætten de store følelser på spil, at de for altid vil stå som det, de er: Noget af det ypperste inden for deres genre. Sådan en opera er Guiseppe Verdis næstsidste opera, »Otello«, og alene derfor er der god grund til at skynde sig ud på Operaen og opleve repremieren på Nicola Raabs iscenesættelse fra Verdi-året 2013, da man fejrede komponistens 200-års-fødselsdag. Verdi, der var 74 år gammel, da »Otello« havde urpremiere, var aldrig bedre, og det særlige, han gjorde i »Otello«, var, at han bevarede de elskede former - arien, duetten, koret og så videre - men samtidig skabte et gennemkomponeret partitur, hvor overgangene er glidende, som hos en Wagner eller andre af hans samtidige. Resultatet er stærkt tilfredsstillende, og man kan for så vidt lukke øjnene og alene nyde »Otello« med ørerne.

Men nu er det jo en operaopsætning, det handler om her, og det, der visuelt møder os som tilskuere i Operaen, er minimalistiske scenebilleder, hvor spejleffekter og lys står for de fleste af effekterne, mens det mere teatralske, det mere brogede, ligger i kostumerne. Den arbejdsdeling er ikke usædvanlig i operaens verden, og man kan ikke sige, at denne »Otello« som iscenesættelse er hverken grænseoverskridende, provokerende eller vildt øjenåbnende. Den er snarere traditionel i sin modernitet, og er det ikke fantastisk, så er det dog i orden, og endnu mere i orden er det at lægge ører til sangerne og musikerne, for her er det klasse, der leveres.

Tag nu bare amerikanske Roy Cornelius Smith, der som Otello har påtaget sig den største og sværeste af Verdis tenorroller. Den sejrrige, mørklødede hærførers humør svinger fra det stolte til det fortvivlede, fra had til kærlighed, han skal igen og igen udtrykke sine stærkeste sindsbevægelser, og han er på scenen det meste af tiden. Hans tragedie er, at den onde Iago forleder ham til at tro, at hans elskede, Desdemona, har bedraget ham, og han opdager det først for sent, og hele dette kolossalt krævende portræt forløser Roy Cornelius Smith så fint, og det gør han først og fremmest, fordi han er en ægte, stærk, maskulin italienertenor. At han i begyndelsen af forestillingen sparede lidt på kræfterne, skal han ikke klandres for, helheden var lige i øjet, som den også var hos den walisiske baryton David Kempsters Iago, der var magtfuldt ond fra start til slut, og som den også var hos Gisela Stilles bedårende Desdemona, en skøn uskyldighed, der bliver offer for de brutale intriger og magtkampe.

Og fordi det er Verdi, er også korene magtfulde, vigtige og medrivende, og det klæder Nicola Raabs iscenesættelse, at koret står for en monumentalitet, der understreger det klippefast uundgåeligt tragiske i operaen, ligesom også sangerne, parallelt hermed, økonomiserer med deres bevægelser. Helhedsindtrykket er en »Otello«, hvor musikken, med dirigenten Pier Giorgio Morandi i spidsen, står først, med det rent teatermæssige i en vigtig, men mere tjenende rolle, og med al respekt for Verdis glimrende librettist, Arrigo Boito, og for den William Shakespeare, der leverede forlægget, er det en arbejdsdeling, man kan leve med. »Otello« er et af det 19. århundredes fineste kunstværker, og det skyldes først og fremmest Verdi, og det hele ender i øvrigt så forfærdeligt , med død og død.  Men det kan man også sagtens leve med.

 

Otello

Instruktion: Nicola Raab. Dirigent: Pier Giorgio Morandi. Scenograf: Ashley Martin-Davis. Kostumedesigner: Julia Müer. Det Kongelige Kapel og Kor. Roy Cornelius Smith, David Kempster, Gisela Stille m.fl.