Fyndige film på Fyn

I denne uge foregår den 22. Odense Film Festival, der viser lutter korte og kreative film og derfor aldrig keder sit publikum.

I den originale franske film »Dog Day« bliver et barn og en hund forbyttet, uden at nogen opdager det. <br>Foto: Odense Film Festival Fold sammen
Læs mere

Hvorfor bruge halvanden time på at fortælle noget, som kan siges på ti minutter?

Kunsten at fatte sig i kreativ korthed er basis for Odense Film Festival, der i år finder sted for 22. gang og modsat så mange andre festivaler har sin helt egen markante profil. I Odense præsenteres ikke spillefilm, men udelukkende kortfilm og dokumentarfilm, og der er gratis adgang til forevisningerne. Stemningen er altid fremragende på denne traditionsrige festival, og der er mulighed for at opleve frodige mængder kunstnerisk legelyst i ofte meget personlige film i alt vises i år flere end 250 titler, heraf 54 i det internationale konkurrenceprogram og 33 i det danske.

Nogle af filmene er ganske vist ikke helt ultrakorte. Dokumentarfilmene kan snige sig op på en times tid, men det gør ingenting, når de som Andreas M. Dalsgaards danske »Afghan Muscles« fortæller en både overrumplende og stærkt underholdende historie om afghanske bodybuildere. Den 58 minutter lange film viser, at bodybuilding giver stor ære og prestige (plus en mulig vej ud af fattigdommen) i det mandsdominerede Afghanistan »Omkring 50 procent af befolkningen kender mit navn,« fortæller et stolt muskelbundt selv om det nationale hold af bodybuildere har en ubehagelig oplevelse, da de deltager i de asiatiske mesterskaber i det for dem ufatteligt rige Dubai og får store problemer med at komme hjem igen.

»Afghan Muscles« er en af knap en snes udvalgte godbidder, som festivalchef Cecilia Lidin venligt har ladet Berlingske Tidende se på forhånd. Hun giver dem følgende ord med på vejen: »Vi viser kortfilm, som man ikke har mulighed for at se andre steder i Danmark, og som bestemt er en tur til Odense værd meget mere end den traditionelle spillefilm er kortfilmen en vidtfavnende genre, som strækker sig over alt fra det ultra-eksperimenterende til den klassisk fortalte historie, som giver smil på læben eller suk i hjertet. Jeg vil personligt garantere, at der blandt årets 250 film er noget for enhver smag«.

Det har Cecilia Lidin ret i. Blandt de danske dokumentarfilm er det også værd at lægge mærke til Christoffer Dreyers »En forening i modvind« (42 min.), der helt seriøst og meget morsomt fortæller om formand Anders Kristensen og hans lille trofaste flok i den dansk-nordkoreanske venskabsforening de er mennesker, som lever i en form for alternativ virkelighed mens en stemning af mild og køn vemod præger Suvi Andrea Helminens »På vej til Paradis« (59 min.) om det aldrende, vidt berejste ægtepar Inge og Holger Thomasen, der ved hjælp af gamle smalfilm og breve mindes deres eksotiske fortid i bl.a. Brasilien og Indien, mens de gør sig klar til en smertefuld fraflytning fra deres smukke hjem i Allerød.

En livlig blanding af dokumentarisme og fiktion finder man i Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersens varmhjertede novellefilm »Fuglen der kunne spå« (26 min.) om en dreng i Iran intrigen er tynd, men troværdigheden tyk og vil man helt væk fra det dokumentariske, kan man f.eks. nyde Rune Christensens fremragende sort/hvide tegnefilm »Down the Road« (15 min.), som absolut henvender sig til voksne med sin diabolske historie om opgøret mellem en mystisk blaffer og en klerikal bilist med skumle skeletter skramlende i skabet.

»Down the Road« ligner et lille mesterværk, men mindre kan også gøre det, og i festivalens sektion med danske film spilder man ikke tiden ved at se Jonas Grums realistiske novellefilm »Verdensmesterens fald« eller Mia Isabel Edelgarts groteske dukkefilm »Håndværk«, for de varer begge bare otte minutter.

I den internationale afdeling kan man med fordel sættes kryds ved Geoffroy de Crécys computeranimerede franske »Dog Day« (16 min.), der i en stil så grotesk og grim, at man kun kan holde af den, fortæller den forrykte historie om et barn og en hund, der forbyttes uden at nogen opdager det! Barnet vokser op som hund, vovsen som menneske, og det er meget morsomt på en ond satirisk måde.

Kun fem minutter tager det at se Josh Rashkins eksperimentelle canadiske tegnefilm »I Met the Walrus« baseret på et autentisk interview, som en 14-årig dreng engang lavede med Beatles-legenden John Lennon, hvis stemme høres på lydsporet. På 11 minutter kan man i Barney Elliotts britiske novellefilm »True Colours« med en gysen opleve en stresset familiefars katastrofale indkøbsforsøg i et supermarked, og bare tre minutter mere varer Caroline Bertilssons poetiske svenske bagatel »A Dead Birdie« om en piges selvbestaltede dyrekirkegård.

Vil man opleve en novellefilm på 13 minutter, kan man vælge enten Jacques Strangs sære franske »Monsieur Sorlin, architecte« om en arkitekt, der midt under et TV-interview får en lagkage i ansigtet og går psykisk i stykker på det (ja, det er meget underligt), eller Reetta Aaltos »To Live To Exist«, der fortvivlet bekræfter fordommen om, at finsk fiktion præges af tonstung depression.

Alice Winocour har instrueret den franske »Magic Paris« (20 min.) om en hollandsk kvinde, der under en ferie i Paris spontant indleder et forhold til en sort mand, men farer vild, da hun om morgenen vil hente croisssanter til ham et regulært mareridt i vågen tilstand mens amerikaneren Jay Rosenblatt kun bruger halvt så lang tid på at fortælle historien om den selvretfærdige popsangerinde og bøsse-bekæmper Anita Bryant i »I Just Wanted To Be Somebody«.

Anita Bryant er nok et eksempel på, at nogle mennesker simpelt hen ikke er værd at lave dokumentarfilm om, mens man til gengæld trygt kan afsætte tre minutter til at se Will Bechers engelske dukkefilm »Off Beat«, der fremlægger en skarp filosofisk fabel uden at spilde ét sekund.

Odense Film Festival byder også på retrospektive serier til ære for blandt andre danske Børge Ring og amerikanske Jonas Mekas, ligesom der er sammensat programmer, som appellerer specielt til børn og unge. Man kan også se de syv talentfulde danske novellefilm fra Super 16, der i torsdags havde premiere i København, og det sker altsammen i Café Biografen og BioCity hvor ikke færre end fem juryer skal vurdere konkurrencefilmene, så der kan blive uddelt priser på fredag den 31. august i Teaterhuset.

Desværre er festivalens fyldige trykte program præget af en typografi, som er alt andet end venlig ved øjnene, men giv ikke op når man kigger grundigt efter, vil man opdage, at Odense Film Festival byder på noget for enhver smag. Og gør det nærmest umuligt for sit publikum at kede sig.

Odense Film Festival varer fra mandag den 27. august til lørdag den 1. september. Hele programmet kan ses på www.filmfestival.dk.