Fut i fejemøget: Bornedal kaster sig over ny film om kult-crooner

Efter »Dræberne fra Nibe« går Ole Bornedal i gang med film over John Mogensen med Rasmus Bjerg i hovedrollen.

Sangeren John Mogensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Birthe Melchior
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er i år 40 år siden, at John Mogensen en forårsdag på værtshuset Færgegården i Dragør rejste sig og henvendte sig til tjeneren med ordene »Oldtimer, jeg er færdig,« inden han dejsede om på gulvet og senere samme nat døde i hjemmet ikke langt derfra.

John Mogensen blev kun 48 år, men nåede at få en stor karriere, og selv om der er gået fire årtier, bliver han stadig flittigt spillet rundt om på jukebokse på de værtshuse, der var med til at give ham en alt for tidlig grav.

Den karriere bliver der nu lavet en film over med Ole Bornedal i instruktørstolen. Bornedal er jo i øjeblikket filmaktuel med »Dræberne fra Nibe, der fik en hård medfart af anmelderne, men alligevel sælger godt med billetter i biogaferne - tæt på 200.000 har set filmen i de snart tre uger, den har gået.

Filmen om John Mogensen får titlen »Så længe jeg lever« og Rasmus Bjerg skal spille hovedrollen, som John Mogensen, mens Helle Fagralid skal spille Mogensens kone, Ruth. I andre roller møder man David Dencik og Peter Mygind, fremgår det af en pressemeddelelse om filmen.

For tredje gang i træk skal Ole Bornedal arbejde sammen med Miso Film, der også står bag »Dræberne fra Nibe« og storproduktionen »1864«. Producer Jonas Allen regner med, at »Så længe jeg lever« skal spille på alle tangenter.

»Vi er meget begejstrede for at kunne udbygge vores gode samarbejde med Bornedal med en så stærk og rørende film, der kan nå ud til et stort publikum i Danmark. »Så længe jeg lever« indeholder som fortælling både følsomt drama, demonstrativ egoisme, dybfølt kærlighed og mørk selvdestruktion. Vores ambition er at producere en rørende, visuel og musikalsk film, der først og fremmest skal ses, men samtidig i lige så stor grad høres med John Mogensens populære sange,« siger produceren i pressemeddelelsen.

Optagelserne går i gang til marts, og filmen får et budget på 27,2 mio. kroner og produceres i samarbejde med TV 2. Premieren forventes først i næste år. Ifølge Ole Bornedal bliver det meget mere end en film om sangene og manden, hvis karriere startede med »Four Jacks« og endte med en lang række danskpop og blokvogns-schlagere med lang levetid.

»Det bliver ikke en poppet musik-film, der bare skal sælge John og hans sange. Jeg har lavet et manuskript, der er enormt rørende og bevægende, og som egentlig ikke kun handler om John Mogensen, men om os allesammen. Så jeg tror, det bliver en virkelig stærk film,« sagde Ole Bornedal til BT i sidste måned.