Fupz’ nye hverdagsdrama om at komme op på hesten igen

Menneskets historie er en lang række af chancer, der ikke blev grebet og muligheder, der faldt fra hinanden. Alligevel gør vi det igen og igen: Vi rejser os. Det er baggrunden for Kim Fupz Aakesons nye TV-serie »Bankerot«, der får premiere på DR1torsdag.

»Der er bare noget særligt over restauranter. De rummer både kontraster, tempo og drama. Det passer godt til en TV-serie,« siger Kim Fupz Aakeson, der har skrevet manusskript til DRs nye hverdagsdrama »Bankerot«. I serien forsøger to venner sammen at forpagte en restaurant. Her ses Fupz Aakeson i restaurantens køkken. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det ligner ikke et sted, man ville være stolt af at vise frem. Uvaskede cowboybukser og smudsige skovmandsskjorter ligger krøllet sammen på sofaen til frit skue i det brutale lys fra lysstofrøret i loftet, og fedtede bordplader og sodede stegepander bevidner, at der godt kunne trænges til dét, svigermor ville kalde »en kærlig hånd«.

Vi er trådt ind i et pragteksemplar af en ungkarlehybel, og hvis ikke manglen på lyd og livstegn havde afsløret stedet som en kulisse, kunne man let have troet på dets autencitet.

Men det er et dukkehus – en lejlighed bygget op i en af DRs store haller i fiktionsafdelingen i Søborg, hvor blandt andet også dele af serien »Arvingerne« har set dagens lys.

»De er fantastisk gode til at gøre det klamt,« siger Kim Fupz Aakeson, der begejstret vandrer rundt i det tomme, bevidst rodede set.

Udover lejligheden er der også et køkken, der skal forestille at være en del af en restaurant. Og det er i disse to kulisser, at store dele af DRs nye dramaserie »Bankerot« kommer til at foregå. Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskriptet.

Kim Fupz Aakesons første TV-serie

Man skal næsten have gjort en ihærdig indsats for ikke at være stødt på navnet Kim Fupz Aakeson, hvis man ellers har fulgt med i dansk kulturliv fra starten af 1980erne til i dag.

Med få undtagelser har den usædvanligt produktive mand nemlig udgivet bøger eller skrevet filmmanuskripter hvert eneste år siden 1982. Blandt hans produktioner finder man blandt andet de populære »Vitello«-børnebøger og manuskripter til film som »Den eneste ene« og Ole Christian Madsens drama »Prag«.

»Bankerot« bliver Fupz Aakesons første TV-serie, og han har skrevet den alene uden tilknyttede episodeforfattere, som det ellers er kutyme. Det har været en stor udfordring at kaste sig over serieformatet, fortæller han:

»Det var helt nyt land for mig: 16 episoder af en halv time, hvor hver episode skal have noget at sige og samtidig indgå i det her kæmpestore forløb. Det har været en efteruddannelse, der vil noget,« siger han og tilføjer:

»Samtidig er det sjovt at kunne blive i noget i længere tid og kunne tillade sig flere svinkeærinder. På en måde minder det jo lidt om litteratur. Der er sådan en anden bredde, end der er i spillefilm, hvor du kan være sikker på, at det bliver klippet ud, hvis du laver svinkeærinder. Og jeg elsker ellers svinkeærinder!«

Serien er ikke bare nyt land for manuskriptforfatteren. Det er den også for DR, der indtil nu trofast har holdt sig til weekenddramaet om søndagen på en times varighed. »Bankerot« bliver nemlig sendt om torsdagen med afsnit på kun 30 minutter.

»Hele verden udvider deres dramaporteføljer, og det gør DR også. Vi har i en del år ønsket at udforske de historier, som et hverdagsdrama i halvtimesformat kan bruges til, og da det rette projekt dukkede op, var det bare at slå til,« fortæller Piv Bernth, dramachef for DR.

Vi rejser os igen og igen

»Bankerot« handler om to mænd, der midt i livet vågner op og opdager, at alt, hvad de har drømt om og håbet på, ligger i ruiner.

Den ene, Thomas (Martin Buch) er tæt på at få tvangsfjernet sin søn, mens den anden, Dion (Esben Dalgaard), står i gæld til halsen, fordi han uden stor succes har forsøgt at forpagte en restaurant, som han senere har forsøgt at brænde af for at indkassere forsikringspengene.

De to finder sammen om deres gamle fælles drøm om at starte et spisested, og gennem 16 episoder følger vi deres kamp for bogstaveligt talt at rejse en restaurant fra asken.

»Menneskelighedens historie består jo af fuck ups. Af chancer, der ikke blev grebet, og muligheder, der faldt fra hinanden. Men i det ligger jo også historien om vores ukuelighed. Folk får alle mulige smæk og slag – både i kærligheden, i venskaber og i vores arbejdsliv. Alligevel rejser vi os igen og igen. Den dér »op på hesten«-mentalitet, synes jeg, er meget rørende ved os som mennesker,« siger Kim Fupz Aakeson.

Kulørt uden at være komedie

Selv om det måske lyder alvorligt, er humoren også et vigtigt element i den nye hverdagsserie:

»Der var en, der kaldte det quirky realisme, en anden mente, at det var stiliseret realisme. Det er kulørt uden at være komedie. Der er humor, men det er ikke sådan HA HA HA!« siger Kim Fupz Aakeson og slår en næsten royalt klingende latter op.

Og det humoristiske går netop godt i spænd med restaurantmiljøet, mener Kim Fupz Aakeson.

»Jeg læste for mange år siden en bog, der hedder »Kitchen Confidentials«, som er skrevet af New Yorker-kokken Anthony Bourdain. I bogen beskriver han den helt fantastiske kontrast, der findes i mange pænere restauranter, mellem de hvide duge og den dæmpede tale, hvor gæsterne sidder, og så steminingen ude bagved i køkkenet, hvor der er tatoveringer, skarpe knive og hårdt sprog. Det er himmel det ene sted og helvede det andet,« siger han.

»Der er en indbygget dramatik og et godt tempo i restauranttemaet. Og så er der den klare kontrast, som man jo altid leder efter, mellem det dannede og det virkeligt rå. Det er så skønt, når de ting mødes, og her er kontrasterne ovenikøbet dør om dør.«

Da han senere viser rundt i køkkenkulissen, indrømmer han, at han godt var klar over, at restauranthistorier ellers er håbløse at få til at fungere på film og TV.

»Jeg ved jo godt fra andre produktioner, at madlavning bare er det værste: Hvis du i en scene skal stege en bøf, og scenen så skal tages om, så er du nødt til at få fat i en ny bøf. Det er så besværligt. Esben (Dalgaard, red.), som spiller kokken, har også været nødt til at gå i træning, så det ser ordentligt ud, når han har kniven i hånden,« siger han.

Allerede videre

Som mange andre danskere har Kim Fupz Aakeson fået øjnene op for TV-serien.

»Jeg har ligesom alle andre set sindssygt mange TV-serier i de seneste par år. Det startede, da en producer spurgte mig, om jeg kendte »Six Feet Under« – det gjorde jeg ikke, så dagen efter kom hun med hele boksen til mig. Fra da af sad vi bare klistret til skærmen derhjemme. Min kone græd, da det holdt op! De blev vores venner. Og siden da har vi simpelthen ædt TV-serier. »Sopranos«, »Boardwalk Empire«, »Veep«, »Breaking Bad«, »Californication«. Vi har set alt!« fortæller han.

Det betyder imidlertid ikke, at Kim Fupz Aakeson helt har overgivet sig til TV-universet:

»TV og spillefilm er to fundamentalt forskellige ting. Og det er ikke sådan, at jeg bare er TV-mand nu. Men der er noget enormt sjovt og tempofyldt ved den her måde at gå til historien på. Og jeg kunne sagtens finde på at gøre det igen. Det har været skægt!«

Det er tydeligt at høre, at Kim Fupz Aakeson stadig har hovedet begravet i sin TV-serie. Han er engageret og begejstret for projektet, som også har rykket ved hans egne kunstneriske grænser. Men der går formodentlig ikke længe, før han er på vej videre. Sådan er det nemlig for det meste, når han færdiggør et projekt, fortæller han.

»Alle har jo deres at slås med. Mit problem har aldrig været at finde på eller at få det skrevet ned. Mit problem er at blive i det længe nok. Jeg er meget rastløs, og så snart jeg begynder at ane, hvor det ender henne, begynder jeg at tænke på næste projekt.«

Til gengæld er Fupz Aakeson også god til at begrave sig helt i det, han er i gang med. Så god, at han helt glemmmer, hvad han tidligere har lavet:

»Jeg er helt vildt god til at lave sådan et tunnelsyn, hvor jeg kun kigger på det, jeg er i gang med. På den måde ligger de ting, jeg lige har afleveret, heller ikke og spøger i baghovedet. Nogle gange er jeg så god til det, at jeg glemmer, at jeg har brugt noget i en anden film eller bog. For eksempel kan jeg pludselig komme i tanke om, at vi er nødt til at ændre et navn, fordi jeg allerede har lavet noget, hvor en karakter hedder det samme!« siger han og tilføjer smilende:

»Det kan faktisk godt være svært at holde styr på alle de historier.«