Fuld valuta i »Broen«

Andet afsnit af »Broen III« bød på action og makaber spænding.

Sofia Helin som Saga Norén. Fold sammen
Læs mere

»Jeg udtrykker mine meninger, og jeg kan ikke tage ansvar for, hvad mine følgere finder på at gøre.«

Hun er godt nok en noget kold skøjte, Sonja Richters video-bloggende kernefamilieforkæmper i »Broen III«. Aldrig så snart er hun kommet med endnu et udfald, denne gang mod en præst, der vier homoseksuelle, før en mystisk morder - eller er der tale om flere? - følger op på de harske meninger, manukriptforfatterne har lagt hende i munden. Den stakkels præst bliver kvalt i sin egen bil og efterfølgende sat op på en gynge med det groteske klovnesmil, som morderen/morderne udstyrer ofrene med, smurt ud i hele hovedet.

Har det, vi siger, konsekvenser - eller skal vi kunne tale uforblommet? Den politiske afgrund, vi står og skriger hen over, sindelagsforskellene mellem Danmark og Sverige, er et modigt og interessant valg at gøre til dramatisk stof, når nu man har en serie, der rent faktisk ligeligt skal foregå i de to lande langs Øresundskysten. Det helt store spørgsmål, indvandringsproblematikken, har man valgt ikke at kaste sig over, men kønsdebatten er da også noget. Foreløbig er der plads til finere nuancer i den spidsformulerede version af debatten om queer frisind og politisk korrekthed kontra ærkekonservative værdier og påberåben sig ytringsfrihed, som denne tredje ombæring af den dansk-svenske krimiserie er båret af. Men lad os nu se, hvordan det hele udvikler sig. En del af genrens grundlag er jo netop, at intet er, som vi tror. Måske viser den blonde sevtægtspsykopat sig at være offer i et spil, vi endnu ikke kender konsekvenserne af.

Alvoren spidser til

Derfor kan man stadig godt indvende, at dialogen stadig forekommer noget nødtørftig og ikke altid er helt troværdigt skrevet eller afleveret. Måske går der noget tabt et eller andet sted hen over Øresund, når de danske skuespillere skal have en lidt kunstlet dialog til at flyde? Når det så er sagt, er der stadig meget at glæde sig over her i andet afsnit af en serie, der nu for alvor træder på speederen og opretholder sin stemning af iskold, makaber uafvendelighed. Kidnapning i parkeringskælderen, forfølgelsesløb på hospitalsgangene, mord og mordforsøg, et hus, der bliver stormet af specialtropper og en gysende uhyggelig afslutning. For hvem er den person, der uden at tøve likviderer den frigivne fange, der har hævnet sig på Saga Noréns eller så flinke chef (Dag Malmberg), fordi denne tilsyneladende har presset ham til at blive politimeddeler? Hvilke hemmeligheder har bloggervalkyrien og hendes usmilende forretningsmand (Olaf Johannessen)? Og hvordan skal det gå med den hallucinerende krigsveteran (Asbjørn Krogh),som raver forvirret rundt i gaderne? Og hvad vil hun egentlig, Saga Noréns både klynkende og intimiderende mor (Ann Petrén) der dukker op efter 20 års fravær? Endnu er det for tidligt at sige, om Thure Lindhardts selvsikre Henrik bliver en værdig erstatning for Kim Bodnias Martin som Saga Noréns partner in crime. Men mon ikke? De to havde en glimrende scene i Sagas vissengrønne Porsche. Hendes uforbeholdne ærlighed og sociale uformåenhed (ikke ligefrem underspillet af Sofia Helin) pirrede og morede ham, hans åbenhjertighed overraskede hende. Jo, der er nok af plottråde til at holde det hele kørende. »Broen III« nægter sig ikke noget. Der er stadig noget fascinerende underholdende i den mørktflydende, hæsblæsende, voldelige ikke-realisme, der kendetegner serien. Grænseoverskridende. På mere end én måde.

Hvad: »Broen III«, afsnit 2.

Hvem : Hovedforfatter: Hans Rosenfeldt. Konceptuerende instruktør: Henrik Georgsson.

Hvor: DR1, søndag klokken 20:00.