Frygt, lede og hiphop i Chicago

En ny og voldsforherligende affart af hiphoppen har bragt Chicagos barske ghettomiljø i mediernes søgelys. Spørgsmålet er, om afstumpede rappere som Chief Keef blot er et symptom på volden, eller om de rent faktisk er med til at forstærke den.

Chicagos hårde ghetto-miljø skildres i den såkaldte drill-scene. Her et foto fra dokumentarfilmen "The Field: Violence, HipHop and Hope in Chicago". Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For den brede offentlighed var Chief Keef stadig et relativt ukendt navn, da han sidste år dukkede op på Kanye Wests skelsættende »Yeezus«-album. Sangen hed »Hold My Liquor«, og Keef var manden, der med raspende stemme leverede sangens depraverede hookline side om side med Bon Iver-frontmand Justin Vernon.

Men havde man fulgt bare en lille smule med i amerikansk hiphop i året op til udgivelsen af »Yeezus«, ville man også vide, at den på det tidspunkt blot 17-årige rapper langt fra var et ubeskrevet blad. Hjemme i Chicagos ghettoer var han en decideret superstjerne inden for den nye, lokale hiphop-undergenre drill – en rå og nihilistisk affart af gangster-rap, der tager direkte afsæt i den voldelige virkelighed på Chicagos South Side.

Og da det ikke er hver dag, at der indenfor hiphoppen opstår nye, nogenlunde klart afgrænsede undergenrer med stærk lokal forankring, så blev drill-scenen og Chief Keef lynhurtigt genstand for de amerikanske musikmediers opmærksomhed. Til dels på grund af musikkens kvaliteter, men nok i endnu højere grad på grund af dens tilsyneladende autenticitet og kontroversielle indhold.

For med deres primitive, voldsforherligende tekster er teenagerappere som Chief Keef, Lil Durk, Lil Reese og den blot 13-årige Lil Mouse nemlig symptomatiske for de massive sociale problemer, der tegner Chicagos fattige sorte kvarterer i disse år. Chicago har ligefrem fået kaldenavnet Chiraq – en sammentrækning af Chicago og Iraq – på grund af byens høje mordrate. I de otte år fra 2003 til 2011, hvor USA invaderede Irak, var der næsten ligeså mange, der blev dræbt i Chicago, som der var amerikanske styrker, der mistede livet i Irak. Over 4.000 begge steder.

Volden og mordene er hovedsageligt koncentreret omkring en håndfuld hårdt belastede kvarterer som Englewood på Chicagos South Side og Austin på West Side. Og for de unge sorte kids i disse voldsramte kvarterer afspejler drill deres virkelighed. På godt og ondt.

Ønsker man syn for sagen, er det bare om at dykke ned i den lange række dokumentarfilm, artikler og radioprogrammer, der er dukket op om Chicago det seneste år. Til sammen giver de et fascinerende og ofte forstemmende indblik i, hvordan bagsiden af det amerikanske samfund tager sig ud i det nye årtusinde. Og ikke mindst om, hvordan hiphoppen for ghettoens unge repræsenterer håbet om et bedre liv.

Senest i form af onlinedokumentaren »The Field: Violence, Hiphop and Hope in Chicago«, der går helt tæt drill-scenens unge aktører på gadeplan: Erfarne navne som Lil Durk og King Louie, der begge er blevet opsnappet af store pladeselskaber og har millioner af hits på YouTube. Den helt unge Lil Mouse, der allerede som 12-årig og med en stemme, der endnu ikke var gået i overgang, hittede med den barske »Get Smoked«. Og endelig mindre navne som den 17-årige, pistolsvingende L’A Capone, der omtaler gangstertilværelsen med kåde linjer som, »Vi elsker det her lort. Det er faktisk sjovt!«

Knægten blev i øvrigt dræbt i september, mens filmen blev klippet. Det helt store stridspunkt i mange af diskussionerne omkring drill har været, om musikken er med til at forstærke bandevolden, eller om den snarere skal ses som et symptom. Svaret ligger nok et eller andet sted midt imellem. For man kan dårligt fortænke de unge rappere i at tage afsæt i den virkelighed, de i vokset op i. Spørgsmålet er snarere, om man kan forvente, at rapperne tager et mere opbyggeligt standpunkt i stedet for blot at lade numrene fungere som musikalske partsindlæg i de bandekonflikter, der tegner livet på gadeplan. Den slags er nemlig uvægerligt med til at fastholde fjendebillederne og holde konflikter mellem de forskellige grupperinger i kog.

Ifølge Vice-dokumentaren »Chiraq« anslår politiet i Chicago, at der er mere end 100.000 bandemedlemmer i byen fordelt på 59 bander og 625 fraktioner. Tidligere var banderne færre, havde klart definerede hierarkier og var koncentreret på et meget lille område. Men i starten af 00erne blev det fra politisk hold besluttet at rive alle de sociale boligbyggerier i den indre del af Chicago ned. I takt med at de gamle bygninger blev revet ned, blev bandemedlemmerne nu spredt ud over store dele af byen. Og med dem flyttede problemerne og volden. Afskaffelsen af ét problem skabte blot et nyt.

I stedet for at være centraliserede, blev banderne nu spredt ud i en række langt mindre enheder uden noget tydeligt hierarki. Og langsomt udviklede kvarterer som Englewood sig til små krigszoner, hvor helt små bandefraktioner nu kæmper om kontrollen helt ned til det enkelte gadehjørne. Frontlinjerne er trukket helt skarpt op. Og de unge får tildelt et bandetilhørsforhold alene på baggrund af, hvor de bor. Om de vil det eller ej.

Journalisten Linda Lutton, der sidste år dækkede den lokale Harper High School for radioprogrammet »This American Life«, opsummerer situationen sådan her:

»Der er ingen central leder, intet hierarki, ingen bandefarver. Kampene handler ikke om stofterritorier. Mange af de her bander sælger faktisk slet ikke stoffer. De er anderledes bander med anderledes regler. I dag er det sådan, at om du vil det eller ej, så er du med i en bande. Hvis du bor på hvilken som helst blok i nærheden af Harper High School, er du blevet tildelt en bande. Har din mor købt et hus på hjørnet af 72. og Hermitage? Så er du S Dub. Bor du over for skolen? Det er D-Ville.«

Det er altså det miljø, drill-rapperne afspejler og er vokset ud af. Musikken er startet som en forlængelse af frontlinjerne. Og den største rapper af dem alle, Chief Keef – eller Keith Cozart som han hedder – afspejler de aller værste sider ved miljøet. Den nu 18-årige rapper har gentagende gange været i karambolage med ordensmagten. På Wikipedia fylder kapitlet om hans lovovertrædelser mere end det om hans musik. I 2011 blev han som 16-årig anholdt for at have sigtet et ladt våben mod en politimand under en flugt. Siden har der været sager om besiddelse af stoffer, overtrædelser af fartgrænsen og utallige brud på vilkårene for hans prøveløsladelse.

Læg dertil hans imagepleje på sociale medier: Hans Instagram er fuld af selfies, hvor han poserer med automatvåben og stakke af dollarsedler. En kort overgang var der sågar et, hvor han fik oralsex. Og han skabte ikke så lidt skandale, da han sidste år på Twitter frydede sig over nyheden om, at rapperen Lil Jojo – en af hans lokale rivaler – var blevet skudt i hovedet.

Noget godt forbillede er han altså ikke. Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan forvente, at en ung mand, der i den grad er et produkt af sit miljø, skal være i stand til træde ud af selvsamme miljø og tage et mere forbilledligt standpunkt?

Måske ikke. Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Tag f.eks. det 20-årige stortalent Chance The Rapper, der ligesom Chief Keef er vokset op på Chicagos South Side. På et af sidste års mest roste mixtapes »Acid Rap« fremstod han med sin sammensatte og eftertænksomme stil som Chief Keefs og drill-scenens diametrale modsætning. Hvor Chief Keefs flow er en monoton kværnen, er Chances flow og tekster legende, fantasifulde og med en helt anden socialt bevidsthed. »They murder kids here. Why you think they don’t talk about it? They deserted us here (…) it’s easier to find a gun than it is to find a fucking parking spot,« rapper det blandt andet.

Og som sådan lægger Chance The Rapper sig i fornem forlængelse af Chicagos tradition for mere socialt bevidste hiphop-navne som Common, Lupe Fiasco og Rhymefest. Paradokset er bare, at den slags hiphop oftest bliver værdsat mere af omverdenen end af rødderne på Chicagos South Side.

Noget tyder dog på, at det øgede fokus på ghettoproblemerne alligevel har haft en positiv effekt. Hvor Chicago i 2012 registrerede over 500 drab – USAs højeste mordrate det år – faldt antallet af drab sidste år til 415, det laveste i byen siden 1965. Det kan man da – trods alt – kalde et fremskridt.