Fru Bomhoff gav nazisterne modstand

Elisabeth Bomhoff er et af de sidste vidner, der kan fortælle om, hvordan der var at sætte livet på spil, da Danmark blev besat i 1940. Hendes egen historie handler om selvmordspiller, grufulde gestapo-forhør og venskab til flere af dem, der mistede livet.

Fru Bomhoff gav nazisterne modstand - 1
Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der stiger brænderøg op af skorstenen i træhuset fra 1916 på den stille villavej i Charlottenlund. Havegangens sirlige mønster af små brosten har husets beboer selv lagt. Hun henter også selv sit brænde og holder sit hus og sin have. Inde i den hyggelige stue venter friske importerede jordbær, konfekt og portvin. Det er næsten ikke til at forstå at den ranke elegante dame med de kloge øjne og den varme mørke stemme mere end en gang har stået over for et ladt maskingevær, at hun har været fængslet og udsat for ydmygende forhør og at hun har været vidne til at et menneske, hun satte umådeligt højt, tog sit eget liv ved hjælp en af giftpille, hun havde skaffet ham.
Men Elisabeth Bomhoff, der for kort tid siden fyldte 90 år, befandt sig tæt på inderkredsen af den danske modstandsbevægelse under besættelsen og er i dag et af de få stadigt levende vidner til danmarkshistoriens mest dramatiske epoke i det 20. århundrede. Efter krigen gik der over 25 år før Elisabeth Bomhoff talte med andre om sine oplevelser under den tyske besættelse. Og efter de 25 år kun meget nødigt. Men hun er netop blevet interviewet til en TV-serie med seks af modstandskampens øjenvidner af journalisten Peter Øvig Knudsen, der i fjor vakte opsigt med sin bog om likvideringerne af danske stikkere under besættelsen. Desuden har hun i det sidste halvandet år hjulpet manuskriptforfatteren Lars K. Andersen, der stod bag TV-serien »Edderkoppen« sammen med instruktøren Ole Christian Madsen, i hans research til en spillefilm og en TV-serie i tre afsnit om Flammen og Citronen. Den får også Ole Christian Madsen, der netop har fået en Bodil for »En kærlighedshistorie«, som instruktør. Flammen og Citronen var dæknavnene for to af modstandsbevægelsens dristigste unge, Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen-Schmith. »Når man siger Flammen må man også sige Citronen. De var nære venner og et perfekt team. Flammen var den unge mand - han var kun 23 år, da han slugte en cyankaliumpille for at undgå at falde i Gestapos hænder. Citronen var ti år ældre, den erfarne og gode læremester. De arbejdede tæt sammen, og når de ikke gjorde det, holdt deres leder fra modstandsgruppen Holger Danske, O. B. Bertelsen, lidt igen på Flammen, hvis han blev for ivrig,« fortæller Elisabeth Bomhoff. »Citronen var `natmanden´, der var ekspert i at hente allierede flyvere, der var skudt ned af tyskerne og gemte sig ude på landet. Han fik bragt dem og andre, der skulle ud af det besatte Danmark, om bord i en kulbåd i havnen og videre til Sverige. Han havde svært ved at holde fri og slappe af, men når han gjorde det, var han meget løssluppen og morsom. Citronen, der var gift og havde et barn, talte om at etablere en lille isenkramforretning, når krigen var forbi. Han havde arbejdet hos Citroên, hvor han ødelagde de biler, tyskerne ville bruge i kampen mod russerne, ved at hælde sukker i motorerne. Flammen var en anden type. Han var festlig, elskelig og meget nem at have med at gøre. Han havde fået sit dæknavn på grund af sit flammende røde hår. Han var hoteluddannet, nød at kokkerere og drømte om at gå ind i restaurationsbranchen efter besættelsen. Han udførte både sabotage mod tyske interesser i Danmark og likviderede - efter ordre fra modstandsbevægelsens ledelse - danskere, der stak frihedskæmperne til besættelsesmagten. Da jødeforfølgelserne begyndte i oktober 1943 gik han med liv og sjæl ind i arbejdet på at redde dem til Sverige.« Elisabeth Bomhoff mødte først Citronen, der havde reddet fire canadiske faldskærmsmænd, og fik dem skjult i hendes svigerfars hjem, til Citronen kunne få dem videre til Sverige. »Flammen kom under jorden hos min mand og mig i foråret 1944, hvor han var såret. Vi havde hørt alt om hans mod og bedrifter som sabotør og jeg blev overrasket over at han var så ung, en lang ranglet og genert knægt. Han talte ikke så gerne om sine sabotageaktioner eller stikkerlikvidationerne, der for ham var en nødvendig handling, der skulle udføres efter lange, forudgående undersøgelser.« Elisabeth Bomhoff voksede op i Fakse Ladeplads og blev efter et par år som ung pige i huset i København elev i stormagasinet Illum. De år står stadig i Elisabeth Bomhoffs bevidsthed som dejlige læreår med gode kolleger, hvor hun fik en god uddannelse og blev behandlet godt. I 1934 blev hun som 22-årig gift med Preben Nielsen, der kun var et par år ældre, men som allerede drev et stort danseinstitut øverst oppe i Richshuset på Rådhuspladsen. Elisabeth og Preben Nielsen underviste fra tidlig morgen til sen aften i dans, ballet og akrobatik, og når de havde fri dansede de videre i Scalasalen, på Wivel og andre af datidens jetset-steder. De rejste rundt i verden og var i London for at bringe nye dansetrin med hjem som Københavns svar på Ginger Rogers og Fred Astaire. Men ægteskabet gik ikke og de blev skilt i 1940. Samtidig trak skyerne sig sammen over Europa, hvor Tyskland under Adolf Hitlers førerskab indlemmede Østrig og Tjekkoskovakiet i 1938 og 1. september 1939 invaderede Polen, hvorefter Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig den 3. september 1939. Danmark havde indgået en ikke-angrebspagt med Tyskland, men den 9. april 1940 kl. 4.15 om morgenen gik tyske tropper over grænsen ved Kruså. Samtidig blev der landsat tropper fra to tyske troppetransportskibe ved Langelinie, Lillebæltsbroen og en lang række andre strategiske steder blev besat, og der blev kastet flyveblade - stavet »Oprop« - der fortalte om besættelsen, ud fra tyske flyvemaskiner til danskerne.
`
Min svigermor, som virkelig
ikke vidste
noget som helst om, hvad vi
andre foretog os, kom intetanende hjem midt i det hele. Hun blev arresteret og sat i Vestre Fængsel. Huset blev sprængt i luften, og min svigerfars bror, der holdt vagt, omkom.
,
Elisabeth Bomhoff havde efter sin
skilsmisse fundet en ny lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg, som hun først kunne flytte ind i 9. april 1940. Hendes midlertidige lejlighed skulle fraflyttes den 8. Derfor lejede hun for den mellemliggende nat et værelse på Grand Hotel ved Hovedbanegården i København. »Som resten af København bliver jeg vækket klokken fem om morgenen den 9. april af lavtgående fly. Jeg kan høre, at der er mange. Jeg ringer ned til portieren for at få at vide, hvad der sker, men der bliver ikke svaret. Jeg bliver bange, tager tøjet på og går ned i hall'en. Der er ikke et menneske, men jeg kan høre stemmer fra restauranten og gennem en sprække i døren ser jeg at lokalet er fuldt af tyske officerer i uniform. De var åbenbart kommet dagen i forvejen med uniformerne i bagagen, men det fattede jeg først længe efter. Det var meget mærkeligt at gå i seng på et dansk hotel og vågne op på et tysk. Jeg løb ud på gaden og væk, men den morgen blev min modstandskamp vakt,« fortæller Elisabeth Bomhoff. Kong Christian den 10. og den socialdemokratiske statsminister Th. Stauning opfordrede befolkningen til »rolig og behersket« optræden, men der opstod hurtigt modstandsgrupper, der lavede sabortage mod tyskerne og udsendte illegale blade. Den officielle del af pressen var underlagt tysk censur. Først i sommeren 1944 gjorde det store flertal af danskerne for alvor oprør mod besættelsesmagten ved en ugelang folkestrejke, hvor der var ildkampe og bål i gaderne i København. 102 blev dræbt og over 700 såret. Kontakten med modstandsbevægelsen fik Elisabeth Bomhoff ved et tilfælde. Efter et indbrud i sin lejlighed henvendte hun sig til Frederiksberg Politi, hvor kriminaloverbetjent O.B. Bertelsen tog sig af sagen. Elisabeth Bomhoff havde i mellemtiden forlovet sig med Helmer Bomhoff og var ved at indrette det hus på vejen Langs Hegnet i Hjortekær, som hendes vordende svigerfar Gunnar Bomhoff gav Elisabeth og Helmer Bomhoff i bryllupsgave. O.B. Bertelsen, der var med til at danne den første Holger Danske-modstandsgruppe, kom i forbindelse med tyverisagen flere gange ud for at tale med Elisabeth Bomhoff i det nye hus, der lå lige op til Dyrehaven, og derfor velegent til at huse folk, der skulle kunne komme og gå ubemærket. Da han fandt ud af at Bomhoff'erne var til at stole på, begyndte han at komme med modstandsfolk, der måtte gå under jorden i kortere eller længere tid. Elisabeth Bomhoff og hendes mand indrettede kælderen til skjulested for dem. Den mest prominente af de modstandsmænd, der sov i den bomhoffske kælder, var Frode Jakobsen, der allerede inden besættelsen forsøgte at bekæmpe nazismen og som i 1941 dannede modstandsgruppen Ringen. I 1943 var han med til at oprette Danmarks Frihedsråd som et samarbejde mellem de forskellige modstandsgrupper og var den, der tegnede Frihedsrådets ideologi. I 1945 blev han minister uden portefølje i befrielsesregeringen. Han blev af modstandskammerater, der arbejdede i redningskorpset Zonen, i dagtimerne kørt ud til huset i Hjortekær, hvor han hvilede sig et par timer, mens Elisabeth Bomhoff gik og arbejdede i haven og holdt vagt. »Jeg vidste ikke, hvem han var før efter befrielsen. Jeg kendte ham kun under flere forskellige dæknavne. Jo mindre vi vidste, desto mindre kunne vi komme til at røbe. Min mand vidste muligvis, men jeg gjorde det ikke, at min svigerfar også deltog i det illegale arbejde. Han var bl.a. fra begyndelsen med til at finansiere BOPA, kommunisternes modstandsbevægelse, fordi han var klar over at de var bedre skolet til modstandskamp end vi var.« Fra foråret 1944 var Flammen den faste beboer i kælderen i Hjortekær, hvor han kunne komme og gå, som han ville. Han kaldte Elisabeth Bomhoff »Lillemor« og hun var ofte med som ledsager, når han skulle ud og møde nogen eller sondere terrænet. Det var mindre påfaldende at komme to og to end at komme alene. I slutningen af juli eller begyndelsen af august var de cyklet ned til Bellevue Strandhotel, hvor hans opgave at kontakte Jane Horney, som man mistænkte for at arbejde sammen med nazisterne. Hun omgikkedes i hvert fald højtstående Gestapomænd, samtidig med at hun kom sammen med modstandsfolk. »Måske var det en fælde, for da vi havde fået serveret jordbær med fløde så jeg pludselig mænd, der umiskendeligt var fra Gestapo, komme ind i restauranten. Jeg lænede mig over bordet og hviskede: »Så er det nu!«, og så hurtigt, at jeg næsten ikke opfattede det, var Flammen som sunket i jorden. Jeg kaldte på tjeneren for at betale, men han kunne ikke give tilbage på en 100 kronerseddel, og gik ud for at veksle. Imens nærmede Gestapofolkene sig. Jeg rejste mig og gik, så roligt jeg kunne, ned i køkkenet, hvor det lykkedes mig at slippe afsted gennem kælderen. Både min mands cykel, som Flammen havde lånt, og min egen var væk, så jeg tog en kapervogn hjem gennem Dyrehaven, meget bekymret over Flammens skæbne. Men da jeg kom hjem lå han og sov trygt. Han havde på vej ud af hotellet mødt en anden frihedskæmper på vej ind og advaret ham, og det var ham, der var stukket af på min cykel.« Jane Horney blev likvideret af modstandsbevægelsen i 1945. Hendes rolle som eventuel dobbeltagent er aldrig blevet klarlagt. En anden af Elisabeth Bomhoffs opgaver var at skaffe cyancaliumpiller til modstandsfolkene, så de kunne tage deres eget liv, hvis de blev fanget. »Jeg fik en recept, hvor der stod et eller andet uskyldigt præparat, og gik til et bestemt apotek, hvor jeg ventede til apotekeren selv kunne ekspedere mig. Han gik ud bagved og kom tilbage med en lille neutral pakke, som jeg betalte for og gik.« Den 4. september 1944 holdt flere af de ledende modstandsfolk møde i Gunnar Bomhoffs villa på Harsdorffsvej på Frederiksberg. Gestapo havde fået et tip og stormede huset, modstandsmændene prøvede at flygte, der blev skudt, og O.B. Bertelsen blev såret, men slap væk sammen med flere af de andre og blev hjulpet til Sverige, mens hans gravide hustru gik under jorden på Fyn. »Min svigermor, som virkelig ikke vidste noget som helst om, hvad vi andre foretog os, kom intetanende hjem midt i det hele. Hun blev arresteret og sat i Vestre Fængsel. Huset blev sprængt i luften, og min svigerfars bror, der holdt vagt, omkom. Min mand og jeg var klar over, at vi nu også var i farezonen. Vi gik under jorden, men andre advarede beboerne i Hjortekær og vore naboer tømte hele vort hjem og opmagasinerede vore møbler, tøj og andre ting til krigen var forbi.« Sammen med Flammen, Citronen og to andre modstandsfolk gik Elisabeth og Helmer Bomhoff under jorden i Rågeleje. Den 19. september blev det danske politi arresteret af den tyske besættelsesmagt, fordi det ikke arbejdede loyalt sammen med nazisterne. Mange politifolk blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland, andre nåede at slippe væk og gå under jorden. Deres arbejde blev overtaget af det såkaldte Hipo-korps, Hilfspolizei, hvoraf de fleste var danske nazisympatisører. Og den dag af alle kørte Citronen, uvidende om aktionen og klædt i politiuniform, og Helmer Bomhoff fra Rågeleje til København i en politibil, Citronen havde fået stillet til rådighed. På Nørre Alle blev de stoppet af tyskerne og gennet op ad en mur i en nærliggende skolegård med bevæbnede Hipomænd som vagter. De var slet ikke klar over hvor stor deres fangst var, de genkendte ikke Citronen, som tyskerne ellers meget gerne ville have levende, ligesom Flammen. »Citronen fik hvisket til min mand at han skulle løbe, når Citronen flygtede, og så sprang han op på en skraldespand og forsvandt over muren, mens Hipo'erne skød efter ham. Min mand kunne i forvirringen spadsere ud af skolegården og op i en sporvogn på Nørre Alle, uskadt, men chokeret. Citronen blev ramt i lungen, men tilfældigvis kom der en ambulance fra Zonen forbi med en modstandsmand, Kiesling, bag rattet. Han kendte Citronen, men fik ordre til at køre ham til det tyske hospital på Nyelandsvej af en Hipo, der satte sig ind på klapsædet i ambulancen. Citronen havde stadig sin 6.35 mm pistol i støvleskaftet, men hvis han skød Hipo'en ville han ramme Kiesling på den anden side af glasruden. Han begyndte derfor at jamre indtil Kiesling fik besked på at stoppe og hente noget vand. Da han var ude af vognen skød Citronen Hipo'en, og Kiesling kørte ham til Kommunehospitalet, hvor han blev lappet sammen og bragt i sikkerhed sammen med en sygeplejerske fra modstandsbevægelsen i et hus på Jægersborg Allé.« Om aftenen den 14. oktober kom Gestapo for at hente husets ejer, der ikke var hjemme. Citronen, der havde et større våbenarsenal under sengen, troede det er ham, de kom efter, og begyndte at skyde. Tyskerne hentede forstærkning fra Jægersborg Kaserne, og efter en lang skudkamp faldt Citronen for overmagten. Våbnene, Citronen prøvede at skyde sig fri med, var Flammens. Han havde efterladt dem inden han tog til Jylland til et møde. Han kom tilbage til København den 17. oktober og tog ud til Bellevue Strandhotel, hvor Elisabeth Bomhoff og hendes mand og svigerfar boede inden de dagen efter skulle flytte i et sommerhus i Holte. »Om aftenen den 18. oktober spiste vi gule ærter og pandekager på hotellet, og bagefter ringede Bent til Erik Nyegaard, en modstandsmand, der bl.a. skaffede våben til frihedskæmperne. Vi blev alle sammen inviteret til aftenkaffe hos familien Nyegaard på Strandvejen 184. Mens vi andre drak kaffe, gik Bent og Nyegaard ind i en anden stue og Nyegaard gav Bent en pistol, som han lagde i inderlommen på sin jakke, der hang på stoleryggen. Stemningen var trykket på grund af Jørgens død et par dage før, og vi var ved at tage tilbage til hotellet ved 22-tiden, da der blev ringet truende på hoveddøren, der blev banket og derefter sparket på døren, der blev råbt og skreget »Aufmachen«. Bent, der havde ladet sin jakke med pistolen hænge over stoleryggen, løb ubevæbnet op på 1. sal, og en gruppe Gestapomænd stormede ind. Bent ville springe ud ad et vindue på 1. sal, men da han åbnede det, blev der skudt efter ham. Huset var omringet. Else og Erik Nyegaard, min svigerfar, min mand og jeg blev stillet op i hall'en med hænderne over hovedet og en række svært bevæbnede tyskere foran os. Bent, der var helt alene med sine tanker ovenpå og uden flugtmulighed tog sin cyankaliumpille, og tyskerne jublede, da de fandt ham liggende bevidstløs. De tog ham i benene og trak ham ned ad trappen, mens hans hoved dunkede mod hvert tæppebelagt trin og hans skjorte blev krænget op over hovedet på ham. Tyskerne troede, de kunne vække ham ved den behandling, men han var død og de smed ham for mine fødder. Jeg ville så gerne have bøjet mig ned og lukket hans øjne, men hvis jeg havde gjort den mindste bevægelse var vi alle blevet skudt på stedet.« Else Nyegaard og Elisabeth Bomhoff blev anbragt på sofaen i stuen med en ung tysker som vagt. Han var så nervøs at geværet rystede i hans hænder. I håndtasken havde hun et brev fra O.B.s kone, der var i Bogense under jorden. Hvis det brev faldt i tyskernes hænder var hun også prisgivet. »Hvordan jeg fik det op af tasken og stoppet ned i sofaens polstring uden at tyskeren opdagede det, er mig en gåde den dag i dag, men det lykkedes,« siger Elisabeth Bomhoff. »Mændene blev kørt væk og Else Nyegaard og jeg blev gennet op ad trappen. På vejen så jeg ind i børneværelset, hvor Nyegaards to små sønner sad ret op og ned i deres senge, med dynen trukket helt op under øjnene, der var store og sorte af rædsel. Det syn glemmer jeg aldrig. Fru Nyegaard fik en halv time til at klæde sine drenge på og forlade huset, der derefter blev sprængt i luften. Jeg blev kørt ind til Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus til forhør.«
`
Jeg ville så
gerne have
bøjet mig ned og lukket hans øjne, men hvis jeg havde gjort den mindste bevægelse, var vi alle blevet skudt på stedet.
,
Natten mellem den 18. og 19. oktober
1944 blev Elisabeth Bomhoff kørt ind til Vestre Fængsel mellem to tyske Gestapofolk på bagsædet af en folkevogn. Der var flere store porte, der skulle åbnes og lukkes før hun befandt sig i et lille lokale med en søvnig tysker, der kylede et tyndt gråt tæppe af celluld (kunststof,red.) til hende. Med det i favnen gik hun gennem en ny port og så for første gang i sit liv et fængsel indefra. »Jeg så trinnene på den gennembrudte trappe, der går midt gennem Vestre Fængsel med to sidelinier - en til mændene og en til kvinderne - og jeg oplevede det som et kirkerum, langt med pulpiturer og loftet højt, højt oppe. Jeg lod mit blik glide opad og fik øje på de sorte, blankpudsede støvler. Så kom spidsbukserne og den tyske uniform, og dér stod der en ung skrævende mand på repos´en og raslede med nøgleknippet, som for mig var Sankt Peters nøgler, bag ryggen. Ingen sagde et ord, men jeg fulgte efter ham, han lukkede mig ind i en celle, jeg gik derind med mit tæppe, og han låste døren bag mig. Og så var det jeg begyndte at gå tre skridt den ene vej og fire den anden - det er al den plads, der var - og sagde højt: »Hvor er jeg lykkelig, hvor er jeg lykkelig.« For de fik hverken Flammen eller Citronen levende, så de kunne udsætte dem for tortur. Det var den tanke jeg overlevede på. Hvad der skulle ske med os andre havde jeg ikke rigtig fantasi til at forestille mig,« fortæller Elisabeth Bomhoff. Elisabeth Bomhoff havde enecelle, og selv om hun vidste, at hendes mand og hendes svigerforældre også var i fængslet havde de ingen kontakt. En gang imellem blev hun hentet ud af cellen, altid sent om aftenen eller om natten, og taget til forhør, enten i Vestre Fængsels kælder eller på Dagmarhus. En gang blev hun ført ned i kælderen og stillet op ad væggen, mens to nazister tog ladegreb og sagde: Nu skyder vi dig. »Så skyd, sagde jeg, og så var det ikke morsomt for dem længere,« fortæller Elisabeth Bomhoff, der også havde små lyspunkter i fængslet. »Vi måtte kun komme en ad gangen på toilettet, så vi ikke kunne tale sammen. Men en dag blev døren revet op og en ung kvinde sagde, at hun ville lægge små breve til mig bag toilettet. Det var Gorma Haraldsted, gift med Tjæreborgpræsten Eilif Krogager. Hun var en gæv pige, der vidste hvem jeg var. Hun sad i celle med min svigermor. Vi var i Vestre Fængsel i omkring tre uger. Så blev vi purret en aften, fik et stykke brød i den ene hånd og en stump pølse i den anden og sådan blev familien Bomhoff genforenet. Vi blev sat i et bevogtet tog til Frøslevlejren, en rejse på 40 timer, men det gjorde ikke spor, for vi var sammen igen og det var slut på fængelsesophold og grimme forhør. I Frøslev blev vi delt i kvinde- og mandsafdelinger, men det var noget helt andet end Vestre Fængsel. Vi blev låst inde i barakkerne om natten, men vi kunne færdes ude om dagen bag pigtråd. Det gav en vis følelse af frihed. Men om nætterne gik transporterne med mandlige fanger til Tyskland, og da næsten alle kvinderne havde en mand, en far eller en bror i mandelejren var der angst i kvindelejren hver nat efter sådan en transport. I begyndelsen af 1945 blev min svigerfar sendt til KZ-lejren Dachau, hvor han blev mere og mere syg, men i april blev han tilbudt at komme hjem med Folke Bernadottes hvide busser fra Røde Kors, der var begyndt at evakuere KZ-fangerne, da nazisterne indså, at krigen var tabt. Første gang, han blev tilbudt hjemtransport, sagde han: »Tag ham der, han har det værre end jeg«. Det gjorde han også anden gang. Den tredie tur blev forsinket og han døde på vejen hjem den 1. april af udmattelse og sygdom. På det tidpunkt var min svigermor blevet løsladt. Jeg har et brev dateret 1. februar 1945 fra Dr. Best, Hitlers rigsbefuldmægtigede, det vil sige højeste tyske embedsmand i Danmark, til fuldmægtig Johs. Nielsen, der har bedt om at vi andre også bliver det. Men det afslog Dr. Best med den begrundelse, at vores illegale arbejde var for skadeligt for den tyske besættelsesmagt,« siger Elisabeth Bomhoff. Den 4. maj kom befrielsen, og Elisabeth og Helmer Bomhoff blev hentet i Frøslev af venner fra Aabenraa, som de overnattede hos. Dagen efter blev de sammen med den senere biskop over Fyn, Vincent Lind, kørt til København på ladet af en engelsk lastvogn med britiske journalister. »Da vi nåede til Valby Bakke blev vi standset af en mand, der fortalte at der var skyderier i gaderne i København og min mand og jeg kom med en privatbil, der kørte os bagom byen til Bellevue Strandhotel, hvor min svigermor ventede. Bortset fra de hundredevis af levende lys, der var tændt i vinduerne på Hulgårdsvej, som vi kørte igennem, oplevede vi ikke befrielsesjubelen. Vi var så trætte og udmarvede, at vi lå i sengen i otte dage, og bagefter følte vi stor tomhed. Det var svært at komme hjem, og jeg havde heller ikke behov for at mødes med de andre fanger fra Frøslev. Jeg havde ærlig talt fået mere end nok i lang, lang tid.« Ægteskabet med Helmer Bomhoff blev opløst i 1953, hvorefter Elisabeth Bomhoff i en kort periode drev en boutique med lingerie, eksklusivt dametøj,tasker og andet tilbehør tilbehør på Oslo Plads. I dag følger Elisabeth Bomhoff stadig med i begivenhederne og udviklingen i Danmark: »Verden hænger sammen på en helt anden måde end i 40erne og 50erne. Danmark er ikke længere det lille idylliske stokroseland. Vi hører til og er med i den store verden, og vores politik er ikke bare dansk politik. Selv om vi gerne vil holde fast i det, vi selv opfatter som værende dansk, så skal vi også deltage i det, der foregår uden for vore grænser. Det kan ikke undgå at give diskussioner. Der er mange, især ældre, der ikke kan forstå, at verden er en anden og at man kan ikke skrue tiden tilbage. Med de ting, der sker, f.eks. terrorangrebene i USA 11. september, sker der også en mentalitetsændring. Der er ikke noget land, der kan føle sig i sikkerhed, der er ikke noget sted, man kan føle sig helt tryg. Det er gået op for os, hvor skrøbelige vi er. Derfor begynder man anskue sine medmennesker på en ny måde. Men hvis vi er fornuftige, fremsynede og forstående, så er det vel det, vi skal overleve og komme videre på,« siger Elisabeth Bomhoff og byder endnu en gang af jordbærrene og portvinen.