Her er et tip, kære læser.

Hvis du har lyst til at skrive en bog, hvor du skriver grimt/kærligt/ondt/venligt/muntert/vredt (vælg selv!) om dine eks-koner/eks-kærester/børn/bedsteforældre/venner/kolleger/arbejdsgivere (vælg selv!), så kan du roligt gøre det. Nogle af dem, du skriver om, vil måske blive vrede/forargede/ulykkelige/fortvivlede, men RENT JURIDISK vil der ikke (eller skal vi være forsigtige og sige »næppe«) være noget at komme efter. De eventuelt krænkede vil ikke (næppe) kunne få dig dømt for krænkelser. Du skal bare huske én ting: At kalde din bog for en roman eller noget andet, der viser den læsende offentlighed, at det, du har haft gang i, ikke er et stykke spekulation, en hævnakt, plat underholdning eller noget andet mindre ædelt, men litteratur. Med stort L.

At det er sådan, landet ligger, hænger sammen med en dom fra 2011, hvor Østre Landsret frikendte forlaget Gyldendal og forfatteren Claus Beck-Nielsen, der havde gjort den i offentligheden indtil da ukendte Thomas Skade-Rasmussen Strøbech til hovedperson og titelfigur i romanen »Suverænen«. På den måde at blive gjort til et stykke fiktion brød Thomas Skade-Rasmussen Strøbech sig ikke om, for nu at sige det mildt, derfor lagde han sag an, og fordi han tabte, kan man nu skrive løs om ting fra virkeligheden, lige som man lyster. Man kan, uden større juridisk risiko, placere mennesker, der til forveksling ligner reelt eksisterende mennesker, i mere eller mindre opdigtede situationer. Efter Østre Landsrets dom er det næppe sandsynligt, at man efterfølgende bliver dømt for at have gjort noget, man ikke måtte.

Hvorfor skriver jeg om det nu? Det gør jeg selvfølgelig, fordi debutanten Louise Østergaard har gjort sin meget talentfulde og meget yngre eks-kæreste Yahya Hassan til den ene af hovedpersonerne i sin nye roman, »ORD«, der var ugens mest omtalte herhjemme.

Hvorvidt den unge Hassan selv synes, det er rart eller ej på den måde at få eksponeret sit kærlighedsliv, er principielt sagen uvedkommende. Det litteraturhistorisk interessante er, at med »ORD« står vi foran det hidtil mest spektakulære danske eksempel på, at nøgleromanen er død. Man behøver ikke længere lege en litterær leg, hvor man lader som om, at de mennesker, man skriver om, ingen lighed har med rigtige levende eller døde. Der er frit slag. Næsten.

Om vi fremover får bedre eller ringere litteratur ud af denne, af Østre Landsret sanktionerede kunstneriske frihed, er det vanskeligt at spå om. Hvad angår kvaliteten af den aktuelle debutroman, forsøgte jeg i min egen anmeldelse at undgå at lade mig påvirke af det måske diskutable ved hele udgivelsesprojektet. Andre anmeldere lod, forekommer det mig, deres litterære domme influere alt for meget af deres moralske kvababbelser. Det brød jeg mig ikke om. Det er dårligt smagsdommeri, synes jeg. Men det er en anden historie. Selv om den er også fra det virkelige liv.