Frie ord

Foto: Linda Kastrup. Søren Kassebeer, litteraturredaktør.
Læs mere
Fold sammen

Dette er en hyldest til skønlitteraturen, når den udfolder sig frit. Når den peger frem mod, fremskriver, argumenterer for en verden med mindre dogmatik, større menneskelighed. Når den fremstår som en drivende, frigørende kraft.

Det handler, mere konkret og som et apropos til tragedien i Paris, om litteraturens modige rolle i aftabuiseringen af noget lige så fundamentalt menneskeligt, men nok så fornøjeligt, som den religion, Charlie Hebdo er både berømt og berygtet for at hudflette ... Det handler om det erotiske. Eksemplerne er mangfoldige. Her er nogle klassikere.

Engelske John Cleelands »Fanny Hill« udkom i to dele, i 1748 og i 1749. Titelpersonen forlader sit hjem for at arbejde som tjenestepige i London, mens hendes nye arbejdsplads viser sig at være et bordel. Romanen er eksplicit i sine beskrivelser af det seksuelle, og forfatteren og en forlægger blev arresteret, og bogen blev trukket tilbage.

Mange år senere, i 1964, lykkedes det anklagemyndigheden i Storbritannien at få bremset en ny, ucensureret udgave, men allerede i 1970 kunne en ucensureret version udkomme problemfrit i dens hjemland. John Cleeland havde fået retten på sin side. Endelig.

1960erne var jo i det hele taget, her som på så mange andre områder, en tid, hvor der var fart på. Ligeledes engelske D.H. Lawrences roman »Lady Chatterley’s Lover« fra 1928 kunne udkomme åbent og ucensureret i Storbritannien i 1960, men så heller ikke før, for selv om den handler om meget andet end sex, bruger den ord og indeholder scener, som man ikke var vant til i seriøs litteratur, skrevet af i øvrigt anerkendte forfattere.

Og mere fra 1960erne: »Uden en trævl« af den stærkt polemiske norske forfatter Jens Bjørneboe blev udgivet anonymt i 1966. Den handler, uden omsvøb, om en ung kvinde, der prøver sig selv af seksuelt, den er en hyldest til seksualiteten i dens egen ret, og den blev udgivet anonymt, men forfatternavnet blev snart afsløret, og Jens Bjørneboe og hans forlægger endte i højesteret, der var enig med de lavere retsinstanser i, at de to havde gjort noget ulovligt.

Det ændrede i den sammenhæng ikke på noget, at romanen, som det norske forlag Pax påpeger i sin præsentation af den på sin hjemmeside, har et tydelig etisk perspektiv: Seksualiteten er uskyldig, så længe man i øvrigt opfører sig ordentligt. Tiden var ikke moden til den slags budskaber.

John Cleeland, D.H. Lawrence og Jens Bjørneboe er ligesom James Joyce (»Ulysses«) og Agner Mykle (»Sangen om den røde rubin«) og mange, mange andre gode forfattere gået kompromisløst ind på et følsomt område, Ingen af dem blev myrdet for deres mod, nej, det var trods alt ikke islamister, de havde på nakken, men disse forfatteres grundsigte var det samme som Charlie Hebdos: Retten til at ytre sig frit og fordomsfrit, inden for grænserne af almindelig rimelighed og menneskelighed.

Derfor er de værd at minde om. Ikke mindst i disse tragiske tider.