Fremtidens stjerner får ny festival

Danmarks musiktalenter fyrer den af under »Fredagsrock Festival«, der er et nyt samarbejde mellem Roskilde Festival og Tivoli.

Freja Loeb er et af navnene, der optræder på Roskilde Festivals og Tivolis nye fælles festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For første gang nogensinde går Tivoli og Roskilde Festival sammen om at skabe en musikfestival. Det sker i Tivoli fredag den 20. april, hvor man kan opleve 20 nyere bands på fire forskellige scener til »Fredagsrock Festival« i Tivoli.

Samarbejdet mellem Roskilde Festival og Tivoli skal sikre endnu bedre muligheder for at udvikle flere af Danmarks fremtidige stjerner, der fortjener at få chancen foran et stort publikum.

- Vækstlaget i dansk musik har brug for, at kulturkanoner som Tivoli er med til at gøde jorden og give bedst mulige vækstbetingelser, siger programchef i Tivoli, Rune Erbst Ledet.

»Fredagsrock Festival« er ifølge arrangørerne et alternativ og et supplement til de øvrige vækstlagfestivaler som f.eks. Spot Festival i Aarhus, der er med til at få små spirer til at gro.

Hos Roskilde Festival er man glad for det nye samarbejde, hvor man får en forsmag på nogle af de kunstnere, der til sommer skal spille på Pavilion Junior-scenen på Nordens største festival.

- Vi har en lang tradition for at fokusere på vækstlaget i Danmark og Norden, siger musikchef Rikke Øxner fra Roskilde Festival.

Samarbejdet med Tivoli er fra Roskilde Festivalens side en del af et nyt initiativ, Roskilde Rising, der skal styrke de bands, som bliver booket til Roskilde Festivalens upcomming-scene, Pavilion Junior.

- Vi vil gerne give dem et seriøst rygstød på et meget vigtigt tidspunkt i deres karriere. Vi løfter dem ikke bare fra øvelokalet eller det lille spillested til at spille for flere tusinde entusiastiske publikummer på Roskilde Festival. Vi sørger også for at give dem en forsmag på nogle af de mange opgaver og udfordringer, en fremtidig karriere som musiker vil bringe, siger Rikke Øxner.

I den sammenhæng passer Fredagsrock Festivalen godt ind.

De 20 koncerter af 45 minutters varighed kan opleves i Tivoli den 20. april klokken 16. Entréen til Tivoli koster 95 kroner indtil klokken 20, herefter er prisen 135 kroner. Årskort kan også benyttes til festivalen.