Fremtidens Kulturmøde

Hvis Kulturmødet på Mors skal være et samlende sted for samtalen blandt Danmarks kunst- og kulturinteresserede, skal mangfoldigheden af tilbud bestå. Men det kunstneriske oplevelsesprogram kan løftes. Altså mindre byfest og mere kunstnerisk kvalitet.

Black Box Dancers fra Holstebro åbnede Kulturmødet på Mors. Fold sammen
Læs mere
Foto: Astrid Dalum

Hvad skal Kulturmødet på Mors være i 2016? Over tre år er deltagerantallet tredoblet. Det er på én og samme tid kunst på højt niveau, kulturaktiviteter på amatørniveau, almenkulturel samtale om et sammenhængende kulturliv, specialiseret kulturpolitisk dialog og en udvidet byfest med øl og pølser. Kulturmødet rummer altså lidt af det hele.

Inden for kunst og kultur er de fleste aktiviteter stærkt specialiserede. At ville det hele er måske ikke så mærkeligt, når noget nyt skal sættes i gang. Men faren er, at det bliver uklart, hvis man skal kunne det hele. Der bliver »brand«-utydelighed.

Hvis Kulturmødet skal være et samlende sted for samtalen blandt Danmarks kunst- og kulturinteresserede, skal mangfoldigheden af tilbud bestå. Men det kunstneriske oplevelsesprogram kan løftes, så der er noget at se, høre og opleve uden for debatterne. Altså mindre byfest og mere kunstnerisk kvalitet.

Godt nok har der været betydelig progression hen over de seneste tre år – niveauet er blevet løftet. Små innovationer er kommet til, og f.eks. kunne man i år møde førende danske forfattere i private hjem over en kop kaffe. Vi savner mere inden for billedkunst, arkitektur, scenekunst og større rocknavne.

Så flere kunstneriske events på Kulturmødet med vægt på det bedste. Det kræver en skarpere arbejdsdeling: Mors og Region Nordjylland skal fortsat tage ejerskab på rammen og logistikken. Tillige skal de store kulturinstitutioner forpligtes, og der skal professionelle kulturkuratorer ind over, som kan sammensætte et kunstnerisk program med niveau, så publikum går løftede fra Kulturmødet.

Og så er der hele den internationale dimension.

»Danmark er ikke spor provinsiel og indelukket. Vi har masser af udblik, modsat hvad der blev hævdet i valgkampen.« Sådan sagde Finn Andersen, den mangeårige leder af de internationale danske kulturaktiviteter, og nu Det Danske Kulturinstituts chef i Skt. Petersborg.

Dansk kunst og kultur er i dén grad påvirket af verden udenfor. Netop i en vekselvirkning med det internationale er dansk kultur blevet til. Denne internationale dimension skal være endnu stærkere, hvis ambitionen er at løfte Kulturmødet 2016.