Fremsynet, begavet, udsvævende

Poul Smidt har skrevet en meget levende og læseværdig bog om »den oversete« statsminister Viggo Kampmann, der var meget andet end den ustyrlige, maniodepressive regeringsleder. Han lagde også nogle vigtige grundsten til den moderne velfærdsstat.

Manden med de mange ansigter: End ikke under en svalende svømmetur på Fanø med ministerkollega Julius Bomholt ville Viggo Kampmann (th.) undvære sit cigarkendetegn. En ny biografi tegner et levende portræt af Kampmann og hans plads i den socialdemokratiske statsministersaga. (Foto: Tage Christensen)
Læs mere
Fold sammen

Viggo Kampmanns tid som statsminister blev kort og turbulent. To og et halvt år blev det til, fra 1960-62, og klemt inde mellem socialdemokratiske kæmper som H.C. Hansen og Jens Otto Krag har Viggo Kampmanns placering i den politiske danmarkshistorie været undervurderet.

Det mener i hvert fald Poul Smidt, der forsøger at råde bod på manglerne med en solid, detaljerig, kulørt og velskrevet biografi om den begavede og fremsynede embedsmand og politiker, der lagde nogle vigtige grundsten til den velfærdsstat, vi kender i dag.

Biografien »Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister og ustyrlig statsminister« tager læseren med fra Kampmann-barndommens Fredericia over 30ernes flirt med kommunismen til statsminister Staunings forkontor, modstandsbevægelsen under krigen, efterkrigstidens store politiske slag og omlægningen af Danmark fra landbrugs- til industriland.

Statsministeren var væk – helt væk

Viggo Kampmann var maniodepressiv og skulle aldrig – som han selv er citeret for at sige – have været statsminister.

Sygdommen kom til at sætte sit præg på både hans tid helt i spidsen for Danmark og de otte år, han var finansminister, og Poul Smidt føjer nye perspektiver og detaljer til fortællingen om, hvad sygdommen kom til at betyde for hans liv og embedsførelse.

Viggo Kampmann forsvandt i perioder. Ingen kunne få fat i ham. En enkelt gang efter en sommerferie var han væk i en hel uge, uden at ministersekretær Helge Hjortdal, der er en vigtig kilde i bogen, kunne få fat i ham.

Viggo Kampmann med sin gamle Corona-skrivemaskine. Foto fra 1960. Flemming Adelson/Scanpix. Fold sammen
Læs mere

I mellemtiden måtte forkontoret ekspedere de sager, der ikke kunne vente, med en nødløgn om, at statsministeren havde godkendt indstillingen.

Kvinder, druk og masser af cigarer var en del af Viggo Kampmanns vilde livsførelse, som han i maniske perioder ikke var i stand til at kontrollere. Kolleger omkring ham måtte sætte et af hans bekendtskaber – den finske »Maria K.« – på et fly til Finland med en bonus på 25.000 kroner og besked om ikke at vende tilbage. Og på et nordisk ministerrådsmøde vakte Kampmann skandale ved i sin tale helt upassende at gå direkte og personligt i flæsket på sin finske kollega.

Set med nutidens øjne er det uforståeligt, at der ikke var nogen, der tidligere satte en stopper for denne tikkende sikkerheds­risiko, og at pressen ikke researchede dybere i Kampmanns udskejelser.

De maniske perioder førte til et udsvævende liv, men var også ekstremt produktive og politisk kreative for den modige, ideologiske talmagiker. Viggo Kampmann havde en arbejdsevne og en intellektuel kapacitet, som var uovertruffen, hvilket gjorde ham til en uundværlig sparringspartner for H.C. Hansen, Vilhelm Buhl og Hans Hedtoft. Dannelsen af trekantsregeringen i 1957 med de Radikale og Retsforbundet, som Kampmann havde udtænkt, var et svendestykke, der sikrede, at Socialdemokratiet kunne beholde statsministerposten i 15 år.

Med det berømte slogan »Gør gode tider bedre« fik Kampmanns socialdemokrater i 1960 hele 42,1 procent af stemmerne, hvilket ikke siden er overgået af nogen socialdemokratisk formand.

Velfærdsstatsarkitekten

Bogens hovedpointe, hvormed forfatteren forsøger at retfærdiggøre dens relevans i 2016, er påstanden om, at Viggo Kampmann var en af velfærdsstatens største politiske arkitekter.

Den titel bejler mange til, for succes har som bekendt mange fædre. Men er det K.K. Steinckes socialreform og Kanslergadeforliget fra 1933, folkepensionens indførelse i 1956, fagbevægelsens accept af indkomstpolitik eller Jens Otto Krags udbygning af velfærdsinstitutionerne, der er den vigtigste markør? Det findes der, som Poul Smith skriver, ikke noget svar på, for velfærdsstaten har aldrig været et nedskrevet eller udtænkt projekt fra start til slut. Den er opbygget gennem generationer og af kompromiser, som oftest har været bestemt af de aktuelle økonomiske vilkår. Viggo Kampmann spillede en betydelig rolle omkring indførelsen af folkepension, sygedagpenge og reform af »fattighjælp«, som blandt andet betød, at de arme modtagere nu både kunne stemme og indgå ægteskab.

Poul Smidt: Viggo Kampmann Fold sammen
Læs mere

Toppolitiker på kanten

Som mange andre økonomer var Kampmann stærkt inspireret at britiske John Maynard Keynes’ teorier fra midten af 1930erne om staten som middel til at regulere konjunkturerne. Marshall-hjælpen, som Viggo Kampmann som finansminister var dybt involveret i, byggede på de teorier. Da han forlod posten som statsminister – tvunget af sygdom og utilregnelighed – var der fuld beskæftigelse, fri og gratis skolegang, skolebøger og skolemad.

Ud over det gjorde Viggo Kampmann en stor – og ikke altid populær – indsats for at bringe Danmark ind i det europæiske samarbejde. Tidligt så han, at det fælles europæiske samarbejde i betydning for Danmark ville komme til at overgå både statsbankerotten, den nazistiske besættelse og nederlaget i 1864.

Poul Smidt har skrevet en meget levende og læseværdig biografi om Viggo Kampmann, hans tid og hans store personlige udfordringer.

Den giver et hæsblæsende indtryk af, hvordan det var at være toppolitiker på kanten i midten af sidste århundrede, og den er vigtig historieskrivning, fra før verden gik af lave. Svagheden er, at den 479 sider lange biografi indimellem fortaber sig i for mange detaljer, politiske forløb og navne, som virker, som om de mest er taget med for dokumentationens skyld og ikke bruges til at fortælle noget særligt om Viggo Kampmann.

For en yngre læser kan det virke overflødigt, til gengæld er der masser af stof til at fundere over et Danmark og et socialdemokrati, der var et helt andet.

Manden med de mange ansigter: End ikke under en svalende svømmetur på Fanø med ministerkollega Julius Bomholt ville Viggo Kampmann (th.) undvære sit cigarkendetegn. En ny biografi tegner et levende portræt af Kampmann og hans plads i den socialdemokratiske statsministersaga. Foto: Tage Christensen Fold sammen
Læs mere

Titel: Viggo Kampmann. Modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister.

Forfatter: Poul Smidt.

Sider: 480.

Pris: 349,95 kr.

Forlag: Gyldendal.