Freddy og hans farmor- fans

Mens de unge valgte Roskildes mudder, sang den 65-årige tyske slagersanger med det kridhvide smil, FREDDY BRECK, for bedsteforældrene ved en koncert i Holstebro. »Små historier fra hverdagen. Nogle gange med tårer, andre gange med smil. Sådan vil mennesket have det,« sagde han. Og sådan fik de det.

81-årige Inger Rasmussen, stående tv., er formand for Freddy Breck-fanklubben i Danmark. Hun betragter stjernen som sin søn. <br>Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Lufttrykket ligger på omkring de tusind hektopascal, prisen på en liter diesel i Ulfborg er 8,58, verdammt nochmal, og vejen til Holstebro bevæger sig undertiden så tæt ind under de lavthængende skyer, at man instinktivt dukker sig i sædet af angst for, at bilantennen skal rive hul på dem igen. Vorherre er ikke tilsluttet den offentlige vandforsyning, det er helt klart. Eller også har han en ulovlig tilslutning, installeret af Fanden.

Men det er Freddy Breck, vi er her for. Den tyske slagerkonge, som drev mangen et margarineplettet forklæde til husmoderøjne i 70erne med superhits som Überall auf der Welt, Bianca og Rote Rosen, gæstede i denne uge Holstebro med sin kone Astrid og et udvalg af slagervenner fra det store naboland og fra det store nabolands knap så store naboland, Østrig. Lige tidsnok til at danne en momentan antipode til Roskilde Festivalen, hvor de unge, de hippe og de langhårede som bekendt morer sig med at grave fælder for hinanden i mudderet.

Den slags gør man ikke i Holstebro. Her indfinder man sig bare i god ro og orden i »Lystanlægget« lidt over seks og sætter sig pænt på de fugtige bænke i det lille amfiteater, medbringende eget ternet skovturstæppe med dampspærre, et mindre lager af cigarer, cerutter og cigaretter, samt friskgrillede frankfurtere, franske hotdogs og kæmpehotdogs fra boderne oppe i skoven. Og så bliver der ellers spist og røget igennem, så det er en lyst og et under, at den overvejende del af klientellet stadig er i live. Eller også er det bare overleverne, som er nået frem, de særligt genetisk egnede.

Børnebørnene er på Roskilde, børnene på arbejde eller ferie, og bedsteforældrene er hér. I hvert fald 4.000 af dem, midlertidigt rykket ud af deres haver, udestuer og sommerhuse for at opleve suset fra deres ungdom, når Freddy træder frem. Der Freddy iført sin valmuefarvede jakke og sorte bukser med sit hjerte på et sølvfad, medbringende luften fra tiden før Murens fald, før Golfkrigene og 11. september. Fra tiden, da en spade var en spade og blev brugt til at grave have med.

»Det har givet en del vand på det seneste,« bemærker en mand på bænken ved siden af. »Men det var da også hårdt tiltrængt.«

»Jo, men dem med kartofler synes nok, at nu kan det snart være nok,« svarer sidemanden.

På andennederste række midtfor sidder Inger Rasmussen fra Herning, 81 år og formand for Freddy Brecks danske fanklub. Med sine fem hundrede medlemmer er den den største i verden, større end den tyske. Godt hundrede af dem er mødt op i aften, og halvdelen af dem nåede frem til at drikke kaffe med Freddy og hans kone Astrid i anlæggets pavillon midt på eftermiddagen.

»Jeg har seks børn i forvejen, men Freddy er blevet som en reservesøn for mig. Vi er med til hinandens runde fødselsdage, og han besøger mig, når han er i Danmark. Han bliver aldrig voksen. Han er en stor dreng, selv om han efterhånden er blevet 65 år,« siger Inger Rasmussen. Hun har et bundt røde roser klar til at overrække på scenen, når sidste tone er døet ud.

Selv hørte hun Freddy Breck for første gang i programmet »Musikalske Venner« i begyndelsen af 1970erne, og hun var solgt med det samme.

»Jeg mener den sangstemme! Den har en dejlig varme og en renhed som ingen andres. Mange har prøvet at efterabe den, men uden held. Han spænder jo over tre en halv oktav og kan gå højt op og langt ned. Og der er teksterne, der handler om børn, naturen, kærlighed. Og de bliver sunget, så man kan forstå dem. Han mumler ikke, som mange danske sangere, de nærmest bræger jo. Ja, lige på nær Peter Belli og Dario.«

Selv var Freddy Breck tre år, da Anden Verdenskrig sluttede, og den særlige vesttyske slagergenre blev udviklet som et spejl af sin tid.

»Tyskerne fik støtte og trøst i den uskyldige musik efter de grusomheder, de havde været igennem,« forklarede den dansk-tyske slagerdronning Gitte Hænning i et interview i Berlingske Tidende i 2001. Den blev deres eget mentale rum, hvor de kunne slikke deres sår og drømme sig væk til solskin og en bedre fremtid. Til Capri, til Mexico, til Weisse Mond von Maratonga. Krigens bomber blev erstattet af musikalske bismarcksklumper, drivende af sentimentalitet og hånet af den kulturelle elite. Men svære at komme uden om for danske turister på vej til Harzen eller Gardasøen med campingvognen på krogen.

Nu er den bedre fremtid der, og den tyske slager har gennemlevet flere kriser. Men Freddy og hans sange er der stadig, 90 danske koncertoptrædender senere. Hans sorte Mercedes er parkeret lige til højre for scenen som en kæmpemæssig nødlandet flagermus, og mens Freddys slager-kolleger varmer op på scenen, løber den lille, vævre mand med tænderne blottet i et evigt, kridhvidt smil rundt mellem omklædningsskuret og publikumsrækkerne. Først i cowboybukser og spraglet skjorte. Siden i hvid skjorte. Og til sidst med den røde jakke på.

Han er venligheden selv og tilsyneladende blottet for stjernenykker. Han ved bedre end nogen anden, at hvis han skal overleve 35 år efter Rote Rosen, er det ved at være i så direkte kontakt med publikum som muligt. Også hvis det betyder at kysse gamle damer på munden.

»Slageren fortæller små historier fra hverdagen. Nogle gange med tårer, andre gange med smil. Sådan vil mennesket have det. Dette er forklaringen på slagerens succes,« siger Freddy Breck selv.

»Og Freddy Breck er stolt over sine 35 guldplader og sine fem platinplader, internationalt,« siger han om sig selv.

Hans 18 år yngre hustru, Astrid, ser til med skrå blikke, mens han ruller sig ud i omklædningsrummet. Han forklarer og gestikulerer og bryder ud i spontan sang, så det er en lyst. Og indimellem promoverer han også Astrid, som han giver mere og mere plads på scenen, så han selv med tiden kan trække sig tilbage som hendes producer.

»Hun havde sangen i blodet. Det kunne jeg mærke. Jeg har benyttet mig af alle mine internationale kontakter til at bringe hende frem,« siger han.

En time senere er Kaminfeuer, Tina York og Anton aus Tirol færdige med deres repertoire, og parret gør deres entré, hun klædt i et tætsiddende rødt sæt tøj, syngende den tyske udgave af Jodle Birges »Rigtige venner«, Richtige Freunde.

Publikum, som indtil nu har siddet begravet i deres hotdogs, finder forgangne tiders entusiasme frem, og en halv time har Freddy og Astrid dem i deres hule hånd. Til sidst vugger de sågar frem og tilbage. Der danner sig lange køer ved bordet, hvor Astrid og Freddy Breck bagefter udleverer signerede fotos og sælger CDer. Nogle kigger op mod himlen og ser, at underet er sket.

Ikke bare har det holdt tørt under hele koncerten. Freddy Breck har også sunget skyerne væk, så der nu er udsigt til klar, blå himmel.

Überall auf der Welt scheint die Sonne. Det er ikke engang løgn.