Fred være med krigen

Verdens vigtigste korstævne kulminerede med Benjamin Brittens kolossale rekviem for alle kriges ofre. Dét glemmer man ikke med det første – og Københavns Domkirke bliver aldrig den samme igen.

I de seneste dage har Danmark været vært for World Symposium on Choral Music. Symposiet sluttede i lørdags. PR-billedet her stammer fra gallakoncerten nogle dage før. Fold sammen
Læs mere

Et kongeligt bryllup er det ikke. Men stemningen i Vor Frue Kirke kommer nu tæt på:

I de sidste dage har det danske sommerland været vært for verdens vigtigste korstævne – det vældige World Symposium on Choral Music. Finalekoncerten tiltrækker lyttere fra alle hjørner. Der er et leben af begge køn, af mange sprog, af alle aldre.

Mange kommer bare for musikkens skyld. Andre synger selv eller deler stamtræ med dem, der synger. Og der er nok at være i familie med:

Forrest i kirken sidder medlemmer af DR Radiosymfoniorkestret og hele fem forskellige kor. Bagest sidder flere musikere plus et drengekor. Der er flere hundrede medvirkende. Man føler sig fuldstændig omsluttet af instrumenter og stemmer, af toner fra alle hjørner, af musik.

Et bevægende sted
Hvilket alt sammen gør den bryllupshvide domkirke til et bevægende sted. Alt lever ligesom den aften. Om det så er Thorvaldsens verdensberømte Jesus oppe på bagvæggen, ligner han hverken en gud eller en afgud – snarere en balletdanser i færd med at demon- strere kunstens fornemste trin…

De levendes land
Så her er første sejr hjemme. »War Requiem« handler netop om de levendes land: Britten komponerede det til genopbygningen af den krigshærgede Coventry Cathedral i 1962. Han havde selv mistet venner under rædslerne to årtier før – havde selv haft døden inde på livet, så at sige. Og i sit valg af ord blandede han den gamle dødsmesse på latin med digte af Wilfred Owen. Digte om at drikke dus med manden med leen.

For tre år siden kunne man opleve det hele på Operaens store scene. Dengang blev det store kor og orkester dirigeret af en højst halvgod rumæner og det lille af vor egen Michael Schønwandt. Sidstnævnte måtte godt have stået for det hele, skrev Berlingske Tidende bagefter.

Lørdag gjorde han det så. Endda ualmindelig fremragende. Og fremragende hjulpet af kollegaen oppe i modsatte krog af aftenens kosmos. Utroligt som de to hjørner kunne spille sammen, som man siger. Det er noget sværere, end man tror – og meget sværere end det lød.

Og så var der de tre solister. Damen oppe foran, de to herrer omme bagved. Forbløffende som de greb tingene an på hver deres måde:

Bare så britisk
Marina Mescheriakova ejer vel hverken verdens største stemme eller fremmeste udtale, men vejer det op med autoritet og visuel medleven. Mark Padmore er det helt rigtige valg af tenor, han lyder bare så britisk – lidt som en Peter Pears om morgenen. Og vor egen Morten Frank Larsen synger helt operamæssigt. Som den voksende berømthed, han er.

Alligevel forbliver »War Requiem« korenes værk. Hvilket de danske stemmer i enhver forstand lever op til. De voksne tager kampen op mod domkirkens alt for store rumklang, satser på klare konsonanter og vinder. Og de små drenge synger som små engle. Som kunne de dale ned fra oven og minde os andre om konflikternes største ofre.

Godt vi ikke oplever dem hver dag. Krigene, altså.