Der er noget yderst sympatisk ved Forlaget Vandkunstens indsats for at lokke danske læsere til at prøvesmage små litterære godbidder gennem serien »Store fortællere i lommeformat« og ad denne vej puffe til kvalitetsbevidstheden hos folk. Lidt som når kendte kokke prøver at kile en madrevolution igennem for at få os til at spise mindre discount og mere kvalitet.

Det nyeste bind i serien er da også mundgodt for læseheste og andre, der kan blive høje af selv den mindste lille delikatesse fra en af litteraturens mestre, i dette tilfælde Émile Zola. Her serveres fem kraftfulde noveller som en lille anretning, der må og bør ægge til yderligere læsning.

Man må i alt fald unde sig selv at nippe til dette forfatterskab og denne forfatter, som de fleste formentlig kender af navn, men færre af gavn. Zola er en af Frankrigs største forfattere fra sidste halvdel af det 19. århundrede, han hørte til naturalismes bannerførere, var umådeligt produktiv og samfundspolitisk aktiv i sit journalistiske virke. Han er måske mest kendt for sit åbne brev til den franske præsident i forbindelse med Dreyfus-affæren, »J’accuse«, der i øvrigt kostede ham en fængselsdom og landflygtighed.

Men Zola var også og i den grad novelleforfatter, og hans stramt komponerede, stærkt skildrende og dystert humoristiske (men også nogle gange lidt sjuskede) fortællinger med katastrofale og miljøpåvirkede moraler holder dén dag i dag. Med sin næsten tidløse pen portrætterer han menneskelige dårskaber, drømme og dødskampe så rammende, at man forundres over den mere end hundrede år lange afstand og frydes over den mentale bro, som han har formået at bygge mellem dengang og nu.

Mest underholdende er den morbide »Olivier Bécailles død«, hvor den jeg-fortællende hovedperson beskriver sin forbavselse og frygt, da det går op for ham, at han formentlig er død. Omverdenen er i gang med at forberede hans begravelse, mens han ligger lam og leddeløs og lytter til gråden og gruen omkring sig, så man både føler med hans dødsklaustrofobi og griner og græder over hans refleksioner.

»Angeline«, der blev udgivet posthumt, er en tankevækkende historie om virkelighed versus uvirkelighed, hvor det gotiske og mystiske overvindes af realiteterne, og Zola indirekte gør grin med overtro og hylder naturalismen.

»Skaldyr til monsieur Chabre« er en underspillet erotisk fortælling om mandlig virilitet og vandgang, mens »Store Michu« handler om magt, miljø og sammenhold blandt skoledrenge, der kræver ordentlig mad i kantinen. Den er en af Zolas første noveller og karakteristisk for det sociale engagement, som bl.a. udmøntedes i et 20-binds romanværk om arbejderklassens forhold og forfald (»Les Rougon-Macquart« hvori romanen »Germinal« indgår).

Titelnovellen, »For en nats kærlighed«, handler om forkælelse og forelskelse hos en rigmandsdatter og to knap så velstillede unge mænd. Den er indholdsmæssigt langtfra så smuk, som den lyder, men dens næsten groteske realisme giver en ganske god forsmag på den zola’ske naturalisme. Bon appétit!

Forfatter: Émile Zola.

Titel: For en nats kærlighed.

Oversætter: Annette David.

Sider: 188.

Pris: 200 kr.

Forlag: Vandkunsten.