»Frankrigs udenrigspolitik er skammelig«

Filosoffen Bernard-Henri Lévy, der engang var den franske præsident Nicolas Sarkozys gode ven, er tilsyneladende sidste mand tilbage på barrikaderne til at kritisere, hvad han kalder præsidentens »skammelige udenrigspolitik«. Berlingske Tidende har mødt filosoffen, forfatteren og mangemillionæren i Paris.

Filosoffen Bernard-Henri Lévy advarer i sin bog mod nye totalitære tendenser – og dét både hos hans tidligere ven, den franske præsident Sarkozy, på den franske venstrefløj og videre ud i Europa. Lévy var i øvrigt en ilter forsvarer for Jyllands-Postens ret til at trykke Muhammed-tegningerne, på samme måde som han er en ilter forsvarer for kvinders rettigheder og ligestilling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jean Ayissi/Scanpix

PARIS: Kort før jul rullede den franske præsident Sarkozy den røde løber ud for oberst Muammar Gadaffi i Paris. Kort tid før dét havde Sarkozy talt i telefon med Putin for at lykønske ham med sejren ved Ruslands kritiserede valg - og før det havde præsidenten, som i sin valgkamp lovede at lade humanisme afløse kynisme i fransk udenrigspolitik, været i Kina og Algeriet for at underskrive milliardkontrakter på vegne af franske virksomheder. Spørgsmål om menneskerettigheder blev blot strejfet i forbifarten.

»Le Sarko show«, som oppositionen kalder præsidentens opførsel, byder hver dag på nye, spektakulære begivenheder. Og Sarkozy har samlet en hær af pressebaroner, intellektuelle, rockstjerner – og sågar socialister. Den eneste, som for alvor er i stand til at trænge gennem lydmuren med sin kritik, er filosoffen og mangemillionæren Bernard-Henri Lévy.

Et one-man show
Bernard-Henri Lévy, der har fast klumme i magasinet Le Point og desuden er hyppig gæst på TV og radio.

»Det er rigtigt, at det hænder – som forleden uge, hvor Sarkozy modtog Gaddafi, hvilket for mig var grotesk og skammeligt – at jeg følte mig meget alene. Jeg forstår ikke, hvorfor så mange af mine kammerater, som jeg tit har været på barrikaderne med, ikke stod sammen med mig for at protestere med mig mod denne nationale vanære,« siger Bernard-Henri Lévy ’kendt som BHL’ i et interview med Berlingske Tidende.

Gaddafis statsbesøg i Paris blev tolket som en modydelse for at have frigivet fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge tilbageholdt på tvivlsome anklager – foruden en større ’erstatning’ der menes udbetalt af emiren af Qatar.

»Elysée-palæet og Kouch­ners argument om, at han har ændret sig, er falsk. Det var en mand, der for bare nogle måneder siden havde taget folk som gidsler, tortureret dem i fængslet og frigivet dem mod løsesum. Det er definitionen på terrorisme. Det er ikke andet. Terrorisme er enten at tage et fly og sende det mod tvillingetårnene eller at tage gidsler og frigive dem mod løsepenge.«

Sarkozy følte sig kaldet til at svare på kritikken fra sin tidligere ven – de to er begge vokset op i den parisiske velhaverforstad Neuilly-sur-Seine og har stået på ski sammen – ved at sige, at det ville have været en forbrydelse at lade de seks udlændinge rådne op i libyske fængsler. Og at venstrefløjens intellektuelle ikke skulle uddele moralske råd »mens de tager deres café-crème på Boulevard Saint-Germain«.

BHL bestiller nu Coca-Cola og nødder, da han hjemmevant har gjort sin entre på det fashionable Hôtel Montalembert et stenkast fra den berømte parisiske boulevard, hvor personalet bekræfter at »hr. Lévy er en hyppig gæst«. På trods af bidende kulde udenfor er overkroppen kun dækket af en tynd sort frakkeskjorte, der vanen tro er knappet halvt ned så samtalepartneren kan beskue den nøgne torso.

Et image der har bidraget til at give ham spalteplads i ugebladene, hvor han poserer med hustruen Arielle Dombasle – en skuespiller som det kulørte Paris-Match har vurderet som en af verdens ti smukkeste kvinder.

Skammer sig
Nogle gange virker det, som om De nærmest erstatter oppositionen?

»Det er rigtigt, at jeg gerne ville høre noget mere til oppositionen. Da Sarkozy ringede til Putin for at lykønske med disse manipulerede og skamfulde valg, så forventede jeg et ramaskrig. Der var næsten ingen, der protesterede,« svarer BHL, der også er fortørnet over, at Sarkozy gennemførte et planlagt besøg i Algeriet på trods af, at en algerisk minister kort forinden havde beskyldt ham for at være styret af en »jødisk lobby«.

»Når Sarkozy fastholder en rejse til Algier efter et voldsomt antisemitisk angreb fra en minister, så skammer jeg mig som franskmand. En hvilken som helst tysk præsident eller kansler eller en britisk, svensk eller norsk premierminister, der var blevet fornærmet på den måde, ville have sagt »hør, så stopper vi alt«,« mener BHL. »Frankrigs udenrigspolitik er skammelig.»

Hvis det er rigtigt, hvad skyldes så de manglende intellektuelle protester?

»En politisk melankoli. At folk har fået accepteret dette dårlige koncept, der kommer fra Amerika, kaldet ’historiens endeligt’ - end of history. En idé om at der i bund og grund ikke er mere debat, ikke flere ting på spil og at regeringer af mennesker skal erstattes af administrationer,« siger han og tager sine smarte brede solbriller af – og på igen et par sekunder senere. »Nogle intellektuelle siger »der er ikke noget at gøre. Det er ikke umagen værd«.«

Spræng huset i luften
Afmatningen har tydeligvis også smittet af på Socialistpartiet, der vakler mellem at fortsætte den traditionelle alliance med den yderste venstrefløj – såsom det stadig mere populære trotskistiske postbud Olivier Besançenot – eller gå i en mere socialdemokratisk retning og forsøge en ny alliance med midterpolitikeren François Bayrou.

»Jeg tror, at venstrefløjen, som jeg kender den, er død. Og at det ikke er en dårlig ting, at den er død, for så kan man genopfinde den på anden vis et andet sted – ikke omdanne den. En omdannelse, som socialisterne taler om, vil sige (...) at man beholder det samme hus, beholder fundamentet men forstærker det. Jeg går ind for, at man sprænger huset i luften med dynamit og skaber et nyt hus et andet sted,« siger BHL, der coachede Royal under valgkampen og kalder en alliance med Besançenot for »meget farlig«.

»Det kan give bagslag for Socialistpartiet. Det kan føre til en radikal kritik af markedet, et stop for EU, en latterlig anti-amerikanisme, samt at man fornærmer halvdelen af ofrene i verden. Der er nemlig en del af venstrefløjen som mener, at de eneste ’gode ofre’ er dem, som er undertrykt af den amerikanske imperialisme og at alle andre ikke fortjener, at man interesserer sig for dem.«

Det er dog ikke kun et opgør med det trotskistiske postbud og Kommunistpartiet, der er påkrævet i franske ventrefløjskredse, mener BHL – der er også behov for at sige klart fra overfor ekstremistisk islamísme: »Man har lov til at være mod islam, ligesom man har lov til at være mod judaisme og mod kristendom. At kritisere en tro er ikke at være racist,« siger han.

»Når man gør grin med paven eller præsterne i Fran­krig, så er det ikke anti-katolsk racisme,« tilføjer han og beklager at »der i tolerancens navn på venstrefløjen er en eftergivelse overfor de mest ekstreme former for radikal islamisme«.

Hvornår vender Frankrigs intellektuelle tilbage?

»Jeg er i fin form,« lyder svaret, inden den sortklædte mangemillionær med solbrillerne spankulerer ud i den parisiske decembernat.