Fra Yahya til Jamaika: Kulturbranchen er alt for håbløst forelsket i kriminelle bad boys

Først indtog Yahya Hassan samtlige medier med den digtsamling, han har skrevet på retspsykiatrisk hospital i Aarhus. Nu har rapperen Jamaika udgivet en single, mens han er på flugt fra politiet for knivstikkeri. Men hvornår går kriminalitet fra at være »en god historie« til at blive utiltrækkende? Sådan spørger Berlingskes Nanna Balslev i denne kommentar.

Rapperen Jamaika er efterlyst for knivstikkeri. Her optræder han på Roskildes Countdown-scene i 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

For et par uger siden ryddede Yahya Hassan forsiden på medierne og fik den kreative klasse til at gå i kollektivt selvsving, da han udsendte sin længe ventede anden digtsamling, der er skrevet på den retspsykiatriske afdeling i Aarhus, hvor han indtil for nylig var indlagt.

Og i mandags udsendte den dansk-somaliske rapper Jamaika sin nye single »Protokol«, der starter med verset: Anklageren prøver' send' mig væk/ For' bli' frikendt - hvad skal der til?/ Ringer hjem fra en ip, for at fortæl familien/ Hvad det ender med

Teksten lyder næsten, som om den skildrer hans nuværende situation. Siden sidste uge har den 24-årige rapper været efterlyst for knivstikkeri, og politiet betegner ham som farlig. Jamaika var dog ikke mere på flugt, end han havde tid til at promovere sin musik på Instagram, hvor han skrev, at han nye EP var færdig og udkommer i næste uge.

»Ville man udgive Jamaikas nye EP, hvis han var eftersøgt for pædofili? Ville Yahya Hassans digtsamling være blevet udgivet, hvis han sad inde for dobbeltmord?«


Rapperen har været i fængsel flere gange og blev senest løsladt i juni 2018 efter at have siddet inde for i to år. Han er langt fra den første danske rapper, der er på kant med loven - også folk som TopGunn, der har en voldsdom, og Branco, Carmon og Stepz har domme for organiseret bandekriminalitet. I et interview i 2018 med musikmediet Soundvenue sagde Jamaika:

»Det vigtigste har været at droppe kriminaliteten. Først og fremmest. Før alt det andet. Du kommer på et tidspunkt til et sted i livet, hvor du må gøre op med dig selv, hvad du vil. Og heldigvis så valgte jeg musikken.«

CNN for sorte mennesker

Det passer ikke helt, hvis man skal tro politiets efterlysning. Der er ikke nogen tvivl om, at Jamaika er et af dansk raps største nye talenter. Men man mistænker hans pladeselskab, Universal Music for at udnytte timingen til at smede, mens jernet er varmt.

Kulturbranchen elsker kriminelle bad boys, fordi det giver noget kant, som vi andre kun kan drømme om med vores faste jobs og realkreditlån. Rappere som Jamaika er »en god historie« - det er klichéen om at komme fra ghettoen (i hans tilfælde Finlandsparken i Vejle) og ind på hitlisterne - fra rags to riches, som man siger i USA.

Digteren Yahya Hassan skriver autografer på Bogforum i Bella Center. Han har været indlagt på retspsykiatrisk afdeling i Aarhus, men var udskrevet ved årets BogForum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Rap opstod som en samfundskritisk musikgenre - CNN for sorte mennesker, som Chuck D fra Public Enemy formulerede det. Og de største amerikanske rappere skildrer livet på bunden af USA. Jeg har selv brugt en stor del af min ungdom på at dyrke kunstnere, der har alt lige fra salg af narko (fx. Jay-Z og Pusha T), voldtægt (fx. Tupac og Mystikal) og mord på samvittigheden (Gucci Mane meldte sig selv, men blev frikendt pga. manglende beviser).

Selvfølgelig beskriver Jamaika den virkelighed, han kender - og det skal han blive ved med. Men hvad med pladeselskaberne, bookingbureauerne og spillestederne, der udmærket ved, at deres målgruppe er unge - mange af dem med nydansk baggrund?

Ville Universal Music udgive Jamaikas musik, hvis han var eftersøgt for pædofili? Ville Yahya Hassans digte være udkommet, hvis han sad inde for mord? Ville DRs koncertsal booke en voldtægtsdømt rapper? Næppe. Nogle former for kriminalitet kan ikke slippe af sted med mærkatet »gangsteragtig« og »edgy«. De er ikke salgbare.