Fra rock til filmrulle

Hvad har Billie Holiday, Janis Joplin og Mozart til fælles? De har alle været emne for en biografisk spillefilm. Forrige års Johnny Cash-film »Walk the Line« og Ray Charles-filmen »Ray« har kickstartet en bølge af film om musikverdenens største nanvne. Men hvorfor er det, at vi godt kan lide at se stjernerne gå så grueligt meget ondt igennem?

James Brown døde julenat 2006, og filminstruktøren Spike Lee annoncerede straks efter, at han vil lave en film om den afdøde soulkonge. James Brown (th.) skal ifølge presseforlydender spilles af Usher (tv.). Her synger de to duet ved Grammyprisfesten i 2005. Foto: Timothy Clary Fold sammen
Læs mere

For en film, der rocker så meget som sidste års Johnny Cash-film »Walk the Line«, er dens første scene meget stilfærdig: Man hører blot fuglene kvidre i træerne uden for Folsom-fængslets mure. Men da publikum, sammen med kameraet, nærmer sig hovedbygningen i det dystre fængsel, høres en rytme stige inciterende i lydsporet. Publikum suges tilbage i tiden, til 1960erne. Johnny Cash sidder i fængslets værksted og trækker tiden ud før sin entre på scenen, mens hans orkester pisker stemningen op blandt fængslets fanger.

Det er en filmintro, der får hårene til at rejse sig på enhver musikelsker. Næst efter selv at sidde blandt de råbende, klappende fanger er scenen det bedste, en Johnny Cash-fan kunne håbe på.

Og der er mere i vente fra den musikalske filmgodtepose: Musikstjernernes liv er blevet et trækplaster i biograferne, og efter at Johnny Cash og Ray Charles-filmene er blevet pæne kritiker- og publikumsucceser, er der nu en håndfuld af nye biografiske spillefilm på vej.

Da soulmusikkens gudfader James Brown juledag døde af en lungebetændelse, var filminstruktøren Spike Lee hurtigt ude med en erklæring om, at han ville lade Brown genopstå i en biografisk film. I øjeblikket lyder rygtet, at r&b-stjernen Usher skal danse, synge, skrige og svede sig gennem titelrollen.

Fra en helt anden musikalsk boldgade er der semi-seriøs showbizz-sladder om, at Johnny Depp skal trække i de stramme pailletgamacher for at fylde rollen som Freddie Mercury, den AIDS-ramte forsanger fra operarockgruppen Queen.

Den hårdtdrikkende bluessanger og arketypiske rock-mama Janis Joplin bliver for anden gang efter sin død portrætteret til næste år i »The Gospel according to Janis« (Bette Midler gjorde dette allerede i 1979 i »The Rose«, der handler om en Joplin-lignende sangerinde).

Samtidig overvejer Bob Dylan sagsanlæg mod filmselskabet bag filmen »Factory Girl« om Andy Warhol-fotomodellen Edie Sedgwick, fordi han ikke bryder sig om filmens påstand om, at han skulle have drevet Edie til selvmord.

Dette er blot den aktuelle liste af eksempler på fænomenet, som Hollywood kalder »biopics«. Lige siden Diana Ross gav den som Billie Holiday i »Lady Sings the Blues« (1972), har filmbranchen ligget på spring for at forevige de store musiknavnes liv. Særligt hvis de, som i Holidays tilfælde, har budt på dramatiske rutsjeture.

I den forbindelse mener Thomas Vilhelm, der er forfatter til bogen »Det visuelle øre - filmmusikkens historie«, at det er et gennemgående problem med de musikalske biografifilm, at musikken - paradoksalt nok - fylder for lidt.

Det er for eksempel sjældent, at man hører et nummer i sin fulde længde i en biopic. Det skyldes, at der ganske enkelt er begrænset med tid i en spillefilm (på trods af, at netop biopics ofte svulmer længdemæssigt til over to timer).

»Instruktøren står i et svært valg mellem at skildre musikken eller hovedpersonens liv. Tit bliver det det sidste med vægt på det sensationelle og på bekostning af musikken,« siger Thomas Vilhelm.

Instruktøren Oliver Stones svulstige 60er-epos om rockgruppen The Doors bruger for eksempel megen tid på at vise forsangeren Jim Morrisons »spektakulære« syretrips. Musikeren og poeten Morrison er ikke særlig markant i filmen, og dermed kan det for yngre generationer blive diffust, hvad hele balladen overhovedet drejede sig om.

En svær opgave

Samme problem vil Spike Lee formentlig få med sin kommende James Brown-film, mener Thomas Vilhelm.

»Her skal der både være plads til den fantastiske musik og hans fængselsophold, men også til Browns arbejde for USAs sorte. Mit gæt er, at Spike Lee med sin baggrund vil vægte Browns politiske arbejde, og det kan blive et problem for det publikum, der ønsker fokus på hans musik,« siger Thomas Vilhelm.

Dermed ikke sagt, at kabalen aldrig kan gå op. Både »Walk the Line« og »Ray« rummer alle de vigtige ingredienser til en vellykket biopic: hård barndom, karrierekamp, stoffer, skilsmisse og succes, som dikteret af den amerikanske drøm. Men også store spandfulde af vidunderlig musik.

John Fogde, der er medredaktør på musikbladet Gaffa og stor Johnny Cash-fan, er tilfreds med Cash-filmen, fordi det her faktisk lykkes at vise den musikalske udvikling, som sangeren gennemgik i løbet af sit liv. Musikken er ikke bare en bunke greatest hits-brudstykker, men bliver skabt i udveksling med sangerens egen musikalske historie og miljø.

»Det er nærmest som om skuespilleren Joaquin Phoenix selv gradvist bliver en bedre sanger og musiker i løbet af filmen. Samtidig har instruktøren også sikret sig et samarbejde om filmen med musikere, der forstår at løfte den store musikalske arv fra Cash,« siger John Fogde.

At man overhovedet hører den relevante musik i biopic'en, virker som en selvfølge, men er faktisk ikke altid tilfældet. Filminstruktøren Gus van Sant har lavet filmen »Last Days« om den afdøde sanger Kurt Cobain, men ragede uklar med Cobains familie om rettighederne til hans musik.

»Gider man se en film om Cobain, uden at der er Nirvana-sange med? Nej, og derfor blev filmen også et publikumsflop,« siger John Fogde.

Til syvende og sidst er det dog ikke sikkert, at det er musikken, der hiver folk i biografen. Peter Schepelern, der er lektor i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, mener, at de biografiske »stjernefilm« tilfredsstiller deres publikum på en måde, som film om almindeligt dødelige ikke er i stand til.

»Hele genren handler om, at vi ved mere om hovedpersonen end både ham selv og hans miljø. Den dramatiske ironi er, at vi ved, at de langhårede drenge engang bliver til The Beatles, og at alle de, der ikke kan se det i løbet af bandets spæde begyndelse, er dumme. De biografiske musikfilm er en bagklogskabens genre, fordi de giver publikum en følelse af at være klogere end personerne i filmen, alle de der ikke er i stand til at se den fremtidige stjerne, der gemmer sig i hovedpersonen,« siger Peter Schepelern.

Samtidig kan filmen give alle dem blandt publikum, der har oplevet nederlag, en følelse af, at det ikke er dem selv, men verden omkring dem, der er noget galt med, siger Peter Schepelern.

»Filmenes budskab er ikke, at vi alle kan blive til stjerner. Men de fortæller os, at ligesom verden misforstod stjernerne, så har den måske heller ikke set vores eget sande jeg,« siger Peter Schepelern.

På den måde har de fleste, som en Johnny Cash eller James Brown, et Folsom eller San Quentin at bryde ud af.